Kategoriarkiv: Sketch

Finland, Finland, Finland…

Moi! som man siger på finsk, når man hilser pænt.
Jeg vendte sidste lørdag hjem fra Tampere, Finland sammen med den yngste. Vi havde besøgt hans klassekammerat, der var flyttet tilbage til Finland sidste efterår, men takket være Fortnite og Roblox, har de stadig daglig kontakt.
Forældrene havde vi forældre også hængt en del ud med, mens de boede her, da de var vildt søde, så det var en forlænget weekend både han og jeg havde set frem til.

Finland
Inspiration

Og Finland var alt hvad jeg håbede det ville være (og lidt til, skulle det vise sig – jeg fik en kæmpe omgang influenza med mig hjem, som jeg først rigtigt var frisk fra i lørdags).

Der var smukke skove, de højeste birketræer jeg nogensinde har set og nogle utroligt søde mennesker. Og jeg fik lokket yngsten med på Mumimuseet!

Udover museet havde en bunke at Tove Janssons fantastiske originaltegninger, havde man på museet også en fast udstilling af modeller – eller rettere dioramaer – lavet af ingen ringere end Tuulikki Pietilä, Tove Jannsons kæreste og samlever (hvis alter ego også optræder i Mumibøgerne som Too-Ticky).
Deres forhold kan man stikke næsen nærmere i her hvis man er nyfigen 🙂

Tove Jansson
Tuulikki Pietilä
Her ses Tuulikki Pietilä, Tove Jannson og med-bodelbygger Pentti Eistola igang med at stable hvad der skulle blive det første af flere Mumihuse op. 

De var utroligt fine og af en sjælden høj kvalitet. Fulde af karakter og udstråling, sindssygt charmerende og ikke blot opstillet, som en svag opsats af bøgernes stærke illustrationer. Desværre måtte man ikke tage billeder på museet, så jeg har tilladt mig at planke nogle fra nettet i stedet:

Billederne er hentet fra den officielle Mumi-hjemmeside Moomin.com. Lysinstallationen skal forestille kometen, der truende forkynder Mumidalen og resten af verdens undergang. 

 Der er få tegnere jeg beundrer som Tove Jansson, så alene de knap to timer jeg fik lov til at opholde mig på Moomin Museum havde været hele turen værd. Og selv yngsten virkede ikke umiddelbart afvisende, trods en indædt afstandtagen fra ALLE slags museer.

Resten af turen bød på skovture og naturoplevelser, saunature (i flertal!), finsk cuisine (just kidding, sådan et findes ikke. Som i slet ikke, men finner er virkelig hyggelige spisekammerater), øller med bjørne på, flere saunature, og en del doodles. 

Tikka
En spætte hedder f.eks, en tikka på finsk, hvilken på sælsom vi giver enormt meget mening, når man tænker over det.

Det var intense 3 dage der føltes som mere end det dobbelte, og vi kom hjem igen helt flade og udkørte – men mætte af oplevelser, og med det indre batteri fuldt opladt.

Palivaren udstilling Christiansø

Udstilling på Galleri Palivaren

Palivaren udstilling Skræntskov

Den 28. juni til 4. juli var jeg blevet inviteret til at udstille mine tegninger i Danmarks østligste galleri – Galleri Palivaren. Min første udstilling!
Men måske skal jeg allerførst lige forklare, hvad Palivaren egentlig er.

Palivaren er navnet på et lille træskur, der ligger ved ved Juuls Bastion på Christiansø og er Danmarks mindste udstillingssted. Det benyttes primært som udstillingssted for kunst, der har Ertholmene som motiv, men altså ikke udelukkende.
Palivarens oprindelige funktion var dog en helt anden – den var nemlig en karantænestation. Hvis et skib ville lægge til, måtte man først forbi Palivaren (fra det franske “Parloir”- “samtalerum”), hvor fæstningens læge kontrollerede skibenes mandskab og passagerer for smitsomme sygdomme. Da Ertholmene blev nedlagt som fæstning i 1855, blev træhuset flyttet til sin nuværende plads på Juuls Bastion.

I 1946 indrettede billedkunstneren, musikeren og digteren Henning Køie så den lille træhytte til kunstbod. Herfra solgte han egne akvareller, tegninger, postkort, smykker og grammofonplader med mere og efter hans død kørte en gruppe ildsjæle huset som galleri med udstillinger af forskellige kunstnere – og altså nu også mig.

Op til min afrejse havde jeg læst en del om Ertholmene og i særdeleshed Christiansø og Frederiksø – og især historien, der først for alvor begynder med anlæggelsen af fortifikationen i 1684. Indtil da havde den været tilholdssted for sørøvere og fiskere – og muligvis nogle får.
De underjordiske (som ellers fylder en del inde på Bornholm) manglede godt nok i øernes folklore, men som alle ved flytter nissen jo med, så hvorfor ikke også til Ertholmene?

nisse Christiansø Ertholmene Palivaren

Især bogen “Christiansø og Frederiksø” skrevet af Jacob Ludvigsen og fotograferet af Knud Nielsen og “Christiansø” af Søren P. Sillehoved. For slet ikke at tale om Tage Vosses forfatterskab, var nogle af de steder jeg ledte efter Ertholmenes sjæl.

I hvert fald havde jeg ikke læst meget, før jeg for alvor begyndte at glæde mig og billeder begyndte at boble frem i tagetagen. De fleste drejede sig om dualiteten mellem den hårde og til tider brutale fortid – Sørøverne, krigen, soldaterne, Dr. Dampe, straffefangerne, volden, naturen, uvejret – og hyggen, det nære, naturen(!), idyllen, og den første tegning jeg lavede til udstillingen var den nedenstående. Og som titel til udstillingen valgte jeg “MELLEM LYS & MØRKE.” Den gav sig selv, syntes jeg…

Derpå gik jeg i gang med at tegne både Store- og Lilletårn, for at blive bekendt med de større attraktioner, og ellers finkæmme nettet for billeder derfra. Og så tegnede jeg ellers.
Det var en god blanding af lokale motiver og så mine mere eller mindre almindelige tegninger (som man også kan følge her på Instagram).

Palivaren Christiansø

Jeg brugte flere dage på at skære passepartouter til mine tegninger og sætte dem i rammer, så de kom til at tage sig pænest mulig ud. Derpå pakkede jeg dem i kasser, og ned i den lejede bil. Bilen parkeredes på en gratis parkeringsplads i Gudhjem efter turen over Ystad og kasserne blev lastet ombord på Christiansøbåden og fragtet over.

rammer til udstilling Palivaren

Multikunsteren Chang II Kim (aka. Chapper) udstillede før mig i Palivaren, og da han stadig havde en dags udstilling tilbage, kunne jeg ikke bare stille rammer, billeder og tegnegrej op i galleriet.
Jeg så ikke frem til at skulle slæbe hele molevitten fra havnen op til mit lejede hus i Rugmarken og så tilbage til Palivaren igen dagen efter, så jeg var lidt knotten over udsigten.

Det viste sig heldigvis at der eksisterer en eksklusiv delevognsordning på Christiansø, og jeg fik da også lagt hånd på den absolut lækreste slæde til transport af diverse kunsteffekter fra huset og ned til udstillingen det lille Palivar-skur. Voila! Bob’s my uncle! 😀

nedpakket udstilling Palivaren

Det blev en utrolig uge, der i sit eget stille tempo fløj afsted. Jeg tegnede og snakkede, snakkede og tegnede, og så tegnede jeg og snakkede jeg så lige lidt mere. Og så spiste jeg jordbær, nød det omskiftelige vejr, kigget på havet og fik set mig lidt om på de små øer. Folk kom dryssende forbi i løbet af dagen og de fleste var oprigtigt interesserede i hvad jeg udstillede.
PRO-TIP:
Jeg var især utrolig glad fordi jeg havde taget mig tid til at skære passepartout’er og købe rammer. Når man i forvejen laver skæve og fjollede tegninger, bliver man nødt til at vise sin seriøsitet på anden måde: Stort set ingen af de besøgende værdigede de tegninger, der ikke var i ramme, et eneste blik, mens de indrammede til gengæld virkelig blev nærstuderede.

udstilling Palivaren Christiansø Skræntskov
udstilling tegner Palivaren Skræntskov Jon gris

Jeg havde en fantastisk tur til Ertholmene og er utrolig glad for at jeg fik chancen for at møde så mange rare mennesker og vise dem hvad jeg sådan ellers går og laver. Både lokale og de forbipasserende tourister.
Og jeg skylder en sn stor tak til hele Palivarudvalget for at invitere mig til derover og for at give mig denne storslåede lejlighed for at opleve to små inspirerende øer og og deres inspirerende og kloge beboere.

Christiansø Jon Skræntskov

Jon Skræntskov, juli 2020

Læs evt. også om min tur til Mexico sidste efterår her.

Rapport fra en bladtegner i Saint-Just-le-Martel

Bladtegner festival: Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel!

I den franske landsby Saint-Just-le-Martel finder man Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel – eller om man vil på Dansk: Det Internationale Center for Karikatur, Blad- og Humørtegning. Og sidste år var jeg så heldig at deltage, sammen med 5 andre medlemmer af Danske Bladtegnere.

Den Mexicanske tegner Boligan har stået for årets plakat

Vi havde i forvejen sendt en bunke udvalgte tegninger derned under et samlet tema, der hed “The Cold War – Revisited” som der var blevet hængt op dernede, og som vi senere skulle præsenterer.

I fantastisk selskab med Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Bob Katzenelson, Erik Petri, Kamilla Wichman forlod vi København tidligt (som i MEGET tidligt) pr. lettere miljøudfordrende fly d. 27/9 i den gode sags tjenste.

Københavns Metrostationer fungerer kl. 03:50 som byens blindtarm for de festaber, der i druktågerne har mistet deres retningssans. De aner ikke hvor de er, hvor de har været eller hvor de er på vej hen. De kan ikke huske om de går på Niels Brock eller KU, og de kan lige nøjagtig holde balancen, så de ikke spilder de sidste dråber. Der står de så, og råber til hinanden hen over hovedet på den trætte rejsende, der har en aftale i lufthavnen allerede kl. 04:30. Men på det personlige plan glæder han sig over optrinnet. For så har han allerede inspirationen til dagens doodle hjemme og tegner den i metroen.

Paris

Fra dengang der stadig var tag på Notre Dame 🙁

Vi ankom vi til Paris ved en 8 tiden, tog toget ind til Paris og smed bagagen på Hôtel Libertel Austerlitz. Vejret var køligt, men klart, så vi besluttede os for at det eneste rigtige var, at spadsere igennem Jardin des Plantes, den botaniske have i Paris, for vi havde en frokostaftale med den franske tegner Plantu og det var i den rigtige retning. 
Vi havde alle været oppe i omkring 6 timer på det tidspunkt, så vi havde virkelig brug for lidt frisk luft. I Jardin des Plante kom vi forbi Muséum national d’histoire naturelle – Det Naturhistoriske Museum – hvilket var den primære grund til, at vi overhovedet gik den vej. For nu bliver det lige lidt nørdet, for hvis man ellers kan sin “Adeles Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser,” så ved man, at det er fra Det Naturhistoriske Museum, at den grufulde Pterodaktyl udruges og stikker af i nattens mum og mørke! 
Ingen Pterodaktyler i sigte denne gang, og efter hurtig morgensnack ved La Mosquee de Paris gik vi videre.

Plantu har sit kontor på avisen Le Monde og han var både vidende, tålmodig og rar. Og flink. Og sindssygt produktiv og fransk. Jeg har måtte retoucheret de tomme rødvinsflasker på bordene bort.

Lars Refn og Plantu skåler. 
Billedet her tilhører for øvrigt Erik Petri

Vi havde et par timer inden middagen til at bruge som vi ville, men jeg havde fået et par rettelser på en tegneopgave, jeg havde ikke havde nået at afslutte inden jeg tog afsted, så det måtte jeg rette til på hotellet. Så der røg mit visit til Fnac! Merde!

Ikke ligefrem det bedste billede, men hey…

Vi mødtes om aftenen med en mindre flok bladtegner, der som alle respektable bladtegnere i Frankrig, havde kække navn: Gros og Pakman, for bare at nævne et par…

Paris er fantastisk men allerede dagen efter er vi på vej i toget sydover mod St-Just-le-Martel i et tog proppet med tegnere. Lars, Kamilla og Erik lod til at kende mere end bare et par stykker fra tidligere rejser. De verdensmennesker, altså! Vælter sig i kendte tegnere!

Always! 😀

Saint-Just-le-Martel

Limoges, Saint Just le Martel, cartoons bladtegnere
Os, der kom ind med 4-toget…
til byen Limogeses berømte togstation
Moi, Erik Petri, Kamilla Wichmann, Adjim Danngar og Stine Spedsbjerg.

Saint-Just er vanvittig. Det er en meget lille by udenfor Limoges, der er kendt for porcelæn og limousinekøer, men de har besluttet sig for, at det er dem der altså skal huse den internationale festival for satire- og bladtegning. Tegnere fra hele verden, priser, gæster, skitser, karikaturer, køer, kapunløb (’tis true! Og de her kapuner ligner velociraptorer!), rødvin, bøger, mad, jeeez!

Endnu en ting småbørn og tegnere har til fælles: Vi tegner på dugen. Altid!

Og naturligvis foregår alt på fransk, så kun de færreste af os har en egentlig ide om, hvad hulen det er der foregår. Men det er uhyre underholdende! C’est bon! På et tidspunkt tror jeg at jeg har vundet en kasse fuld af kyllinger – det har jeg så ikke – men jeg blev hevet op på scenen under alle omstændigheder, og må ha’ lignet en idiot.

Se selv! Idiot! Men altså – Det er rigtig nok! Kyllinger!

Det blev også til en kæmpemængde tegneri!
Særeste: En af de lokale samlede på tegninger af franske præsidenter, og jeg tegnede (naturligvis) le premier: Louis-Napoléon Bonaparte!

Men han ser da tilfreds ud med dagens udbytte 😀

Sværeste: Lille pige med katteører på. Børn reagerer normalt ikke særlig positivt på satiretegninger af sig selv, – hele det der selvironishow, som vi voksne forsøger at holde pæne miner til, går ikke med børn. De tager det skrækkelig alvorligt! Så det blev altså ikke mig der gav hende en tegnet kindhest – i hvert fald ikke med vilje. Til gengæld sad hun helt utroligt stille, mens det ene ark efter det andet landede på gulvet…

Heldigvis forstod hun ikke mine forblommede bandeord…
Tegnere tegner tegnere…

Vi møder en masse vanvittigt interessante mennesker – og enkelte lidt trælse, men ikke trælse nok til, at vi ikke kan leve med det. Mængden af inspiration er enorm og koncentreret.

(Havde ternet skjorte på) Mig – tegnet af Manu.
… stadig med ternet skjorte på. Tegnet af Philippe Eno.
… og af Mohammed.

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane er spøgelsesby ikke langt fra Saint-Just, som vi besøgte en formiddag. En frygtelig spøgelsesby endda. Som et andet Pompeii eller Herculaneum fremstår gader og mure, afventende indbyggerne, der aldrig kommer igen. Børn i flade sko og med skorper på knæene har lige rundet hjørnet. En kvinde er lige forvundet ind i købmandsforretningen. Det er som om tiden holdt op med at gå den frygtelige juni-formiddag i 1944.

Den 10. juni 1944 lagt byen øde ved en nådesløs nazistisk terrorhandling begået af en enhed på 120 mand fra Waffen-SS-regiment, der skød og dræbte 642 børn, kvinder og mænd og efterfølgende nedbrændte byen. Den yngste kun 6 indbyggere undslap med livet i behold. Ødelæggelsen af byen var en gengældelses og straffeaktion for lokale frihedskæmperes overfald og drab på et antal tyske soldater.

Ruinerne af landsbyen ligger nu urørte tilbage som mindesmærke.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig, er der blevet opført en ny by i nærheden.

Det var virkelig et følelsesmæssigt besøg, som man ikke kunne undgå at blive dybt berørt af. For her kan man se, hvad fascisme og ekstrem nationalisme fører med sig.
Andre kan muligvis forklare det følgende bedre end jeg, men jeg forsøger alligevel: De uhyrligheder der foregik her i Oradour-sur-Glane i 1944 er foregået mange gange siden og over hele verden, men betydningen af Oradour er stadig vigtigt. At fascisme og ekstremisme altid bør skal bekæmpes, og at der stadig er kræfter i verden, der mener at deres ideologi er vigtigere end menneskeliv. Fuck dem!

Læs mere om byen Oradour-sur-Glane her.

En antikvar har samlet en imponerende mængde af gamle, kulørte satirehæfter, og jeg køber et par stykker den sidste dag. Good stuff!
Marilena Nardi har sit eget hold af lokale supportere i St. Just 😀

Sidste aften er der lagt op til fest. De lokale har disket op flere egnsretter end man skulle tro muligt, men nu er vi jo altså i Frankrig, så lad os bare sige at vi ikke led nogen nød. Og så kan de franskmænd om nogen altså hælde indenbords. Jeeeez!

Mohammed har ufrivilligt stjålet en af de lokales hjerte. Og selvom han gør, hvad han kan for at leverer det tilbage, kommer det ikke på tale!
Ok – jeg husker os som betragteligt coolere på det dansegulv. Heldigvis var det ikke os, der stjal plastikkoen ned fra scenen på dansegulvet!

Paris revistited

Tilbage i Paris, men ikke meget tid til ret meget andet end at finde frokost, en øl og så ellers vende næsen hjemad. Dog skal vi lige forbi kirkegården Cimetière du Père-Lachaise for at besøge satiretegnerens Honore Daumiers grav i Paris. Hans satiretegninger af kongen som pære i La Caricature 1830-46 er hovedinspirationskilden til Danmarks første satireblad, Corsaren, som er Danmarks første satireblad.
Nogle smutter også forbi gravstedet for kollegaen Tignous (Charlie Hebdo-tegner med det borgerlige navn Bernard Verlhac) som blev dræbt ved attentatet mod bladets redaktion i 2015, og som Erik og Lars havde kendt, mens de af os, der seriøst ikke kan mere, finder en cafe, og giver fortabt.

bladtegner Daumier
SE: Daumiers grav! Han ER død!

For nu kan vi snart ikke mere. Det har været en superintens tur til Saint-Just og Paris, og vi er uhyre trætte. Selv Lars Refn og Erik Petri, der under hele turen har været rene Duracellkaniner, begynder så småt at vise tegn på metaltræthed, men de har virkelig også været formidable! Med ildhu og emgagement har de stået på tæer for at få stablet en fantastisk tur op at stå. Jeg er fan af de to som rejseguider!

Hjemme igen er jeg helt mast, men sikken tur! Jeg går i brædderne og forbliver som i en bobel af sløvsind hele den følgende dag.
St.Just – tak for alt. Marci beaucoup!

Festivalspræsidenten Gérard Vandenbroucke døde d. 15. februar 2019, men var allerede under festivallen medtaget af sygdom. Og man kan ikke andet end tage hatten af for det fantastiske stykke arbejde han har lagt i, at få den festival på benene.


Læs mere om festivallen her. Sitet er (naturligvis) kun på fransk 😀

Tak for denne gang!
video doodle tegner bil skræntskov

Video – jeg tegner lige en bil…

Video doodle:

http://https://vimeo.com/210937699

Finder man frem til min Instagramkonto, vil man vide at jeg sketcher og doodler tegner utroligt meget i hånden. Jeg elsker det – og nu har jeg endda dokumenteret det pr video. Bare fordi det var fredag og endelig forår 🙂

 

Luck of the Draw – seminar

Lynfrabrikkens seminar – Luck of the Draw blev afholdt i weekenden

 

Luck of the Draw

I weekenden blev Lynfabrikkens seminar – Luck of the Draw – afviklet med både en aktiv projektdel (som jeg desværre ikke kunne deltage i) og en foredragsdel (som jeg heldigvis kunne).

Fredagen indeholdt en workshop, der havde til formål at fokusere på de “artistic aspects of drawing and illustration and put focus on creative process” som der stod i oplægget.

Og det var efter sigende en fantastisk workshop.  Den blev hosted af illustratorerne Kai Pfeiffer og Dominique Goblet – der begge også har en fod i tegnserielejren med egne graphic novels.

Fordragsholderne var Signe Parkins (Danmark), Nigel Peake (Irland), Åsa Grennvall (Sverige), Laura Carlin (UK), Kai Pfeiffer (Tyskland), Dominique Goblet (Belgien) og Mari Kanstad Johnsen (Norge). Luke Best (UK) skulle også have været tilstede, men valgte dog at modtage en Emmy(!) for sit arbejde som Art Director/Illustrator på BBC produktionen How We Got To Now i stedet.

Det var så inspirerende og især Laura Carlins præsentation af egne arbejdsprocesser og emner, båret af hendes stærke amiable personlighed, der virkelig fyldte rummet ud, var om noget et energi boost.

laura carlin city
carlin_iron man

Signe Parkins fortalte om sine stærkt personlige tegninger i sine skitsebøger, der svingede mellem det meget artistiske til det nærmest humoristisk bizarre, og hvad de havde ledt til af skæve projekter.

Signe-Parkins_5

Hver af foredragsholderne var ganske spændende og havde unikke tilgange til deres arbejder og processer: Nigel Peake var både meget “arkitektisk” og holistisk i sin tilgang til sine streger og Åsa Grennvall præsenterede sine tegneserier, som hun egentligt ikke var specielt glad for at lave, men dog blev nødt til. Kai Pfeiffer og Dominique Goblet talte både hver for sig og sammen om hver især deres arbejder og sammen om deres fælles projekt, tegneserien PLUS SI ENTENTE.

Læs mere om Lynfabrikken her og om seminaret her.