Tegninger til Middelfart Museums permanente udstilling
Der har i århundrede eksisteret et marsvinelaug i Middelfart og med det et netværk af martsvinejægere, der hver vinter tog ud i deres små joller og jagede marsvinene ind på lavt vand, hvor de blev fanget og trukket på land. Primært for at udvinde deres tran, der var i høj kurs. Arbejdet var koldt, hårdt og beskidt, og det blev naturligvis ikke foretaget af byens bedste borgeskab, men af de lokale fiskere og sømænd.
Den historie belyser Middelfart Museum nu som en del af deres faste udstilling i museumshuset Henner Frisers Hus, Brogade 8 i den gamle bydel i Middelfart fra og med d. 15/4-2015.
Og jeg har haft den usædvanlige ære at stå for illustrationsarbejdet i den forbindelse – og den talentfulde Ludvig Storm har stået for layout og opsætning. Udstillingen er primært henvendt til børn og unge, så stilen er bevidst ekspressiv og forklarende, og samtidig forsøgt holdt i en kølig vinterstemning. Disse tegninger er lavet i en kombination af tusch og papir og derefter behandlet i photoshop bla. for at få den ønskede “wash” og komposition fra min side.
Jeg er så glad for de tegninger, jeg her fik lavet og glæder mig til at se hele udstillingen samlet på Middelfart Museum.
“Stories of imagination tend to upset those without one.”
-Terry Pratchett
En stor personlig inspiration – helt fra jeg var dreng – er her ikke længere, og verden synes at være blevet lidt mindre. Sir Terrence David John Pratchett døde igår, d. 12. marts i sit hjem. Hans bøger har på verdensplan solgt langt over 60 millioner og er blevet oversat til mere end 30 sprog. Han har modtaget et hav af priser og blev adlet til ridder i 2009.
Terry Pratchett er i særdelshed kendt for sin comedy-fantasy romanserie Diskworld, en flad og cirkelrund verden, der sejler gennem verdensrummet, båret på ryggen af fire kæmpestore elefanter, som igen står på ryggen af en endnu større skildpadde A’Tuin (gender unknown, som der skrevet står). Mange forbinder hans humor og stil med en anden fantastisk og desværre også afdød forfatter, nemlig Douglas Adams, men det er nu nok at træde begge forfattere lidt over tæerne.
Efter at han for 8 år siden fik konstateret Alzheimers kan man måske påpege at et efterfølgende dødsfald ikke ligefrem bør chokere en, men så alligevel… Herfra er jeg blot taknemmelig for de sindssygt mange timer, hvor jeg har brugt i hans litterære konstruktioner, mens fantastiske fortællinger og krøllede plots udfoldede sig i og imellem bogens linjer, og jeg knækkede sammen af grin over hans meget britiske og præcise omgang med sproget og den vanvittige galskab historiernes retninger tog. Jeg elsker hans bøger og vil altid gøre det. Både hans Diskworldserie (især Tiffanny Aching), men også hans andre udgivelser, såsom Long Earth serien og Good Omens (sidstnævnte skrevet sammen med Neil Gaiman).
Neil Gaiman og Michael Chabon om Terry Pratchett:
Forsider:
Josh Kirby’s cover til Pratchetts “Masquerade”
Forsiderne til især hans Discworld bøger er stadig genstand for diskussion. De blev i mange år alle tegnet af britiske Josh Kirby (der døde i 2001), og hans streg og stil appellerer ikke til den “gode” smag. Den er rodet, vild og ekspressiv og har nok herhjemme afholdt rigtig mange fra at læse Pratchett.
Ikke at dømme bogen på sit omslag, er åbenbart lettere sagt end gjort, men hvorom alting er, blev bøgerne stadig et kæmpe hit – især i Storbritannien, hvor hver eneste nye udgivelse fuldkommen erobrede boghandlernes bedste udstillingsvinduer.
Paul Kidbys cover til Monstrous Regiment
Senere har man ladet forskellige kunstnere, illustratorer og grafikere eksperimentere med udtrykket, og her har Paul Kidby (stadig brite) formået at tage teten, med sin lidt mere “nedtonede” stil – i hvert fald sammenlignet med Kirbys.
Personligt foretrækker jeg Kidbys mere naturalistiske streg, selvom man rent faktisk savner vanviddet og Find-Holger kvaliteten fra Kirbys. Men MAND, hvor er det træls at udgiverne valgte to illustratorer med så ensklingende navne…
Senest har illustrator Joe McLaren for forlaget Gollancz lavet en serie superflotte og meget grafiske forsider til serien – i hardback, så selv pæne folk kan sidde i toget og læse Pratchett uden at skamme sig.
McLaren er også brite og bor og arbejder i Rochester, Kent.
Se McLarens forsider herunder og klik på billedet for at se dem i større version. Det gælder naturligvis for alle billeder her.
Se den lange liste af Terry Pratchett udgivelser på Saxo her:
Jeg savner de tegnede bogforsider – forsider illustreret af folk med talenter som Ib Andersen, Ib Spang Olsen og Arne Ungermann, men desværre må de tegnede forsider ofte måtte vige pladsen for fotokunsten og de rene tekstforsider. Ikke at de ikke duer, men det er bare noget andet. Og der er sgu stadig så meget talent i Danmark. Teddy Kristiansen og Lars Horneman f.eks. Hører I Gyldendal? Grib knoglen og ring dem op ASAP! Hey – selv jeg lægger da hellere end gerne billet ind på en titel eller to…
For nyligt faldt jeg over et indlæg på bloggen Brain Pickings, der handlede om illustratoren Edward Gorey (22. februar, 1925 til 15. april, 2000) og hans fantastiske forsider. Udover der er så smukke som de er, formidler de elegant en kommenterende tone og en vinkel til historien – vel at mærke helt skræddersyet til bogen og ikke et tillempet stockphoto. Jeg bliver helt øm i sjælen af Mr. Coreys forsider… Det er jo lige det en god illustration kan.
Brain Pickings er en blog af Maria Popova, der er en Jack of all creative trades. Eller som hun selv siger “a reader, writer, interestingness hunter-gatherer, and curious mind at large.” Hun har før skrevet for Wired UK, The Atlantic, The New York Times, and Harvard’s Nieman Journalism Lab, m.fl. Bloggen handler osse om kreativitet – intellektuelt og artistisk (hvis man ellers kan stille de to parametre op overfor hinanden) og det er ofte god læsning.
Som f.eks. Edward Gorey’s Vintage bogforsider til litterære klassikere…
16 års erfaring med illustration fornægter sig nok næppe. Fra jeg i 1999 slog mig på illustration som levevej til idag er der løbet en del vand under broen, og jeg har i mellemtiden illustreret for givetvis alle medier. En af de mere kuriøse var for dagbladet Aktuelt (grundlagt af Louis Pio i 1871 og lukket ned i 2001 da LO stoppede sit årlige tilskud på 60 millioner kr.) – Men jeg nåede dog lige at illustrere et par short stories til deres weekend udgave. Derudover har jeg blandt andre illustreret for Ungdomsmagasinerne Chili og Frikvarter, for Ældresagens blad og Euroman, så jeg har vist bevist en hvis bredde i mit faglige engagement 🙂
Da jeg begyndte, gik jeg rundt med min mappe – mit portefølje – i en rem over skulderen og besøgte forlag og bureauer i indre København. Det var det man gjorde. Faktisk havde jeg nær mistet den, da jeg engang nær tabte den i Peblinge Sø, da en kraftigt vindpust hev den af.
Og nej – jeg havde ikke save’et en backup af originalerne, der lå i det. Dengang havde jeg kun originalerne – og de eneste kopier jeg havde, fandtes på de flyers fra Vesterkopi som jeg afleverede, hver gang jeg besøgte en ny kunde. Mit visitkort havde jeg printet på en automat på hovedbanegården. Helt i tidens analoge ånd.
Jeg havde ikke en gang en hjemmeside – ingen havde brug for sådan en, med mindre man var Mærsk eller DTU.
Længe efter – 8 år for at være mere specifik og jeg havde startet TinTank sammen med Dines – ringede en redaktør fra Gyldendal og spurgte om jeg havde lyst til at illustrere noget til dem, da hun havde fundet min hæfteklammehæftede flyer i bunden af et skab, og syntes det så interessant ud.
Nu sidder jeg ved mit bord med min iPhone, kigger på min Cintiq tegneplade og opdaterer min blog.
Jeez – as time goes by 😀
Faktisk fandt jeg et Euroman fra november 2000, hvor jeg havde leveret illustrationen til Mads Langes leder – og på den tegning sidder sørme min bette fugl! Jeg troede jeg lige havde opfundet den for et lille års tid siden, men der kan man se – Det første der smutter ER åbenbart hukommelsen.
Jeg er stor fan fan af Instagram som socialt medie – det er om noget blevet min lejeplads. Eller rettere: Det er det jeg smider mine skitser og afprøver ideer i en slags åbent og uformelt galleri. Her kan man kan inspireres og udveksle ideer med andre – naturligvis med andre tegnere, skivere, animatorer, AD’ere, fotografer, modefolk og whatnot, men bestemt også fra andre brancher, der kan komme med yderst hjælpsomme input og vinkler. For mig fungerer Instagram bedre end Facebook og Google+.
Der var kun én Charlie Hepdo – og det var i særdeleshed ikke mig. Jeg er i virkeligheden for flink til at være Charlie Hepdo, men jeg hashtaggede alligevel #jesuischarlie på instagram og rundt omkring på de sociale medier. For jeg var godtnok rystet.
Som de fleste andre blev jeg chokeret over drabet på i første omgang 12 mennesker på det Parisiske satiremagasin Charlie Hepdo, og jeg føler med dem i den rædsel, de må have gennemlevet de sidste minutter af deres liv.
Foralle mennesker bør have ret til at ytre ideer og tanker – uden at skulle frygte for sit liv. Jeg tror helt ind i mit inderste væsen på retten til at give udtryk for alle slags holdninger – også de skæve og uønskede. Og at vi ikke skal give efter for terror, eller gå i panik over det der er sket. Vi skal sørge over det, huske de døde for det det stod for, og så ellers frygtløst at klø på med hverdagen.
Eller med andre ord:
“The fundamentalist believes that we believe in nothing. In his world-view, he has his absolute certainties, while we are sunk in sybaritic indulgences. To prove him wrong, we must first know that he is wrong. We must agree on what matters: kissing in public places, bacon sandwiches, disagreement, cutting-edge fashion, literature, generosity, water, a more equitable distribution of the world’s resources, movies, music, freedom of thought, beauty, love. These will be our weapons. Not by making war but by the unafraid way we choose to live shall we defeat them.
How to defeat terrorism? Don’t be terrorized. Don’t let fear rule your life. Even if you are scared.”
– Salman Rushdie, 2002
Og så må mit nytårsforsæt for 2015 være IKKE at læse JeSuisCharlie som Jesuit Charlie…
Jeg flyttede i sin tid til københavn for at læse til arkitekt – fordi jeg elsker huse. jeg elsker stadig huse, men ikke som en arkitekt. Jeg elsker huse fordi nogen bor i dem. Og dét at de gør det, betyder at huset bliver levende – en manifestation af de mennesker der bor i huset.
Derfor bliver jeg ofte så træt af folk, der bruger for meget tid på at holde græsplænen nede, fælder alle træerne i 750 meters omkreds og fjerner alle buskadser og bede. For så bliver huset nøjagtigt lige så uinteressant som beboeren.
