Februar er efter min mening en ganske overflødig måned, og har altid kun bidraget med generel tristesse. Men ikke i år. Der var jeg nemlig så heldig at erhverve mig et arbejdsophold på Hald Hovedgaard, der ligger udenfor Viborg. Hald Hovedgaard er hovedsæde for Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, og har man brug for det, kan man søge om et legatophold. Det er typisk en til to ugers ophold, hvor alt man selv skal stå for er forplejning og arbejdsredskaber. Resten stiller Hald til rådighed.
Jeg havde flere projekter i støbeskeen som jeg gerne ville have fra hånden, så her var chancen endelig for lidt arbejdsro, for jeg var rent ud sagt lidt udbrændt…
Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med centerlederen Peter Q. Rannes, og han sendte mig straks det officielle svarbrev, sammen med refugiehåndbogen.
Udover den udfyldte ansøgningsformular, som man kan hente på hjemmesiden (her), vedhæftede jeg i mailen en synopsis af det projekt jeg arbejdede på, og en motiveret ansøgning. Om det var nødvendig aner jeg faktisk ikke, men det kunne jo næppe skade, tænkte jeg 🙂
Jeg modtog snart igen en konfirmation om opholdet fra Peter, og med det et skriv om de praktiske forhold på Hald. Jeg copy/paster lige her:
De praktiske forhold er således:
• Du er på egen kost på Hald, og dertil står husets store køkken til din rådighed.
• Værelset indeholder et stort skrivebord med arbejdslampe, kontorstol, seng og (læne-)stol.
• Du kan sammen med evt. andre gæster i øvrigt bruge Havestuen, Spisestuen og Pejsestuen.
• Der er lagt linned (sengetøj og 2 håndklæder) frem, og du kan vaske det efter behov.
• Der er totalt rygeforbud på Hald.
På Hald Hovedgaard har du i øvrigt adgang til:
-Internetforbindelse
-hånd- og inspirationsbibliotek
-printer & fotokopi
-daglige aviser: Politiken, Information og Weekendavisen
-vaskemaskine & tørretumbler
Og så var februar pludselig opgraderet til en helt hæderlig måned…
Forberedelser
Jeg var spændt på at komme frem, for jeg havde aldrig modtaget et arbejdsophold før, og var mildest talt lidt nervøs for, om jeg kunne performe, når jeg endelig sad deroppe. Havde hørt flere historier om folk, der intet fik lavet på arbejdsophold, og det kunne jo også ske for mig? Præstationsangst er en bitch på den måde…
Jeg havde forhørt mig hos alle jeg kendte, der før havde opholdt dig på Hald, og indsamlet tips og tricks (såsom: køb stort ind i Viborg før du tager ud til Hald (Protip: lav indkøbsliste hjemmefra), Husk SLIK! Der er næsten helt sikkert både ris, havregryn, ketchup og pasta efterladt af tidligere gæster, så hvis du har is i maven køber du det ikke, etc.) Og jeg havde faktisk allerede før jeg tog afsted udtænkt mig en madplan fra dag 1 til 5-6, der dybest stod og faldt med, om hvorvidt jeg fik købt nok flåede tomater.
Jeg pakkede min bærbare, en hulens masse papir, tøj og et par fagbøger og C.S. LewisTroldmandens Nevø. Og en flaske Rom. Man ved aldrig om Hemingways ånd slår et slaw forbi, og så er det da ærgeligt at sidde der og smægte…
Afgang-ankomst
Flixbusserne afgår fra bag Københavns hovedbanegård, såsnart den til Viborg ankom masede jeg mig ind sammen med resten af den småfrysende flok. Bussen var så spritny, at halvdelen af elektronikken åbenbart endnu ikke var installeret (inkl. internettet) og en underlig klaprelyd fulgte os trofast hele vejen fra København til Viborg…
Jeg stod af på stationen i Viborg, og fandt forholdsvis let hen til den nærmeste Netto (den på Vesterbrogade – overfor biblioteket) og købte enormt ind (mælk, brød, pastaskruer, flåede tomater – og alt det jazz). Udenfor lavede jeg lige lidt indledende slapstick fjums, da jeg ikke var fysisk rustet til at håndtere 2 store bæreposer, en rullekuffert OG en telefon samtidig, men selv æggene nederst i den ene pose kom uskadt igennem optrinnet og jeg fik ringet til en taxa.
Ingen ballade med den taxa til gengæld – muligvis verdens sødeste taxachauffør kørte mig direkte til hovedindgangen for omkring 100 bobs.
Og Hald Hovedgaard er skøn. Ingen tvivl om det. Se bare her:
Hald Hovedgaard
Jeg blev modtaget af den 2/3 af værtsparret: Gitte og Sherlock. Den ene venligere end den anden – og det siger ikke så lidt, for Sherlock er en særdeles venlig collie. Jeg blev indlogeret og fik min køkkenskuffe udleveret, og så var jeg ready to go.
Eller rettere – det var var jeg så alligevel ikke. Måske var det min egen forventning til at nu skulle raketten sagurazme bare fyres af, tegninger skulle skrives, og tekst tegnes og generel stor kunst skulle skabes. Men hvordan fanden går man til sådan en opgave?
Jeg havde allerede 2 projekter med i tasken. Den ene var en illustreret science fiction, der i skrivende stund endnu ikke er afsluttet, OG en børnebog, der nu stort set er klar til at ryge i trykken. OG begge bøger er afsat til et forlag, der meget gerne vil udgive dem. Jeg satte mig ned og stirrede på min scifi-historie… Og det gjorde jeg så også de efterfølgende 2 dage, samtidig med at jeg ret hurtigt tømte mit slikdepot, drak 1/3 flaske rom på en aften, vågnede med tømmermænd, stirrede videre, fortabte mig i åndssvag research af detaljer (såsom hvordan regimentsmærket for 2nd Batallion, Devonshire Regiment så ud) eller Sydenglands generelle geografiske kendetegn, facebooktjek, etc. Og så kørte jeg fast. Helt fast. Hele fortællingen var stort set tegnet – der manglede kun tekst. Jeg kunne bare ikke finde de rette ord, der understøttede billederne!!!
Jeg gik ture – mange lange ture og april fremstod fra sin fineste side. Hald Sø, ruinerne og Dollerup Bakker var fantastiske. Jeg troede rent faktisk ikke at der var et sted her i landet som det landskab jeg mødte omkring Hald Sø.
Jeg havde naturligvis min blok med og doodlede løs såsnart jeg kunne, i en sådan grad at min Instagramkonto må ha’ glødet… Når man sådan til hverdag går rundt og vænner sig til udsigten i København, er det et tiltrængt spark i forgreningen, sådan at komme ud i naturen.
Enkelte gange spekulerede jeg på om jeg kunne risikere at løbe på en enkelt ulv eller to, men så heldig var jeg dog ikke. Ikke at jeg ville ane hvad jeg ville gøre hvis det skete, men hey – Ulv!
Men altså efter 3 dages dalren rundt i de smukkeste omgivelser Jylland kan frembringe, begyndte roen endelig at indfinde sig. Jeg lagde min scifi på hylden og besluttede at den bare ikke var moden endnu. Det var en fantastisk rar beslutning at tage, og så hev jeg min børnebog op istedet for.
Jeg indtog straks den ene af stuerne og begyndte at brede mig derfra. Papir over det hele!
Der var et hav af tegninger der skulle laves, men i løbet af de næste dage var jeg endelig godt i gang. Derefter lod jeg rommen stå og skulle Hemingway indfinde sig, måtte han stille sig tilfreds med en kom kaffe fra kanden.
Torsdagen blev så dagen, hvor jeg tog ind til Viborg for lige at få hentet lidt friske forsyninger, og så liiiige få set noget andet. Og hvem ved – mon ikke man kunne købe sig en frisk kop papkaffe derinde? Bussen går bogstavelig talt lige udenfor hoveddøren. Man stiller sig blot op ved vejen, og ligner en der skal med bussen, og inden alt for længe (jyllandslænge – ikke københavnerlænge – der er ca. 15 min til forskel…) kommer bussen trækkende op ad bakken. Når turen går tilbage igen, kan man med fordel fortælle chaufføren, hvor man skal af.
Og Viborg en virkelig fin by. Intet mindre som at gå rundt i Korsbæk og folk er heldigvis mere som Hans-Christian end som Mads Skjern. Og jeg fandt en Joe & Juice. Selve midtbyen synes sært nok okkuperet af en enorm parkeringsplads, men hey – man kan jo åbenbart ikke bo i Jylland uden at have en bil.
Tilbage igen – med bybussen denne gang – og med blod på tanden, gik jeg på med krum hals og fik virkelig noget fra hånden.
Jeg havde naturligvis undervejs truffet de andre gæster, og køkkenet var det naturlige omdrejningspunkt for det sociale. Havde man lyst til at se andre mennesker, satte man sig lige med en kop kaffe og avisen. Og havde man ikke, lod man være… Jeg gik sådan fra og til, og prøvede at bruge tiden, jeg ellers ville have brugt på Facebook, i køkkenet.
Hjemad
I løbet af weekenden begyndte det at gå op for mig, at jeg jo for pokker også skulle tilbage igen! At det snart var på tide at vende hjem. Jeg havde et par bestillingsarbejder, der i mails var begyndt at kalde på min opmærksomhed, og havde et par deadlines indenfor de følgende par uger på bestillingsopgaver. Virkeligheden kaldte med andre ord altså.
Som alle gode historier ender den her også med et offer: Ankomst og afrejsedag er mandag på Hald Hovedgaard, så jeg fik pakket forholdsvis hurtigt søndag aften. Næste dag fik jeg et lift ind til Viborg af en af de andre gæster, og fra togstationen gik Flixbussen tilbage igen mod hovedstaden. Man glemmer ofte hvor hurtig man kommer fra den ene ende af landet til den anden, og ved en 15-tiden var jeg i københavn igen.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at suset fra byen var øredøvende, at folk opførte sig anderledes, lugten var tung af udstødningsrøg og pomfritter, men sådan var det jo ikke. København er for mig som en lun lomme at være i: min familie er her, min tegnestue er her, mit liv er her, men så alligevel…
Al den tid jeg tilbragte på Hald Hovedgaard kun fokuseret på et eneste projekt – mit helt eget projekt var uden tvivl fantastisk. Men ligesom når man ifølge Nietzche stirrer for længe ned i afgrunden, så stirrer også ens afgrundsdybe fantasi tilbage ind i en. Og det kan være næsten ligeså skræmmende. Prisen for at man i en periode udelukkende fordyber sig i sit eget hoved er, at det fremover bliver svært at ignorerer dybet i sit hoved. Det kalder på en og kræver ens opmærksomhed, igen og igen, og andre projekter synes pludselig mindre vigtige i forhold til ens egne.
Jeg er glad for alt det jeg fik med derfra, og ser frem til at kunne sende eksemplarer af begge mine færdige bøger til Hald. Hald har været en utrolig fødselshjælper på dem begge.
Spøjst nok havde jeg en af de sidste nætter en sær drøm. Jeg sad med en af mine gamle venner, Ludvig, og beklagede mig over at jeg i drømmen åbenbart havde tyndskid, hvortil Ludvig blot svarede at det var fordi jeg havde ædt for mange diamanter… It figures.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.