Blog

Rapport fra en bladtegner i Saint-Just-le-Martel

8. februar 2019 at 22:52

Bladtegner festival: Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel!

I den franske landsby Saint-Just-le-Martel finder man Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel – eller om man vil på Dansk: Det Internationale Center for Karikatur, Blad- og Humørtegning. Og sidste år var jeg så heldig at deltage, sammen med 5 andre medlemmer af Danske Bladtegnere.

Den Mexicanske tegner Boligan har stået for årets plakat

Vi havde i forvejen sendt en bunke udvalgte tegninger derned under et samlet tema, der hed “The Cold War – Revisited” som der var blevet hængt op dernede, og som vi senere skulle præsenterer.

I fantastisk selskab med Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Bob Katzenelson, Erik Petri, Kamilla Wichman forlod vi København tidligt (som i MEGET tidligt) pr. lettere miljøudfordrende fly d. 27/9 i den gode sags tjenste.

Københavns Metrostationer fungerer kl. 03:50 som byens blindtarm for de festaber, der i druktågerne har mistet deres retningssans. De aner ikke hvor de er, hvor de har været eller hvor de er på vej hen. De kan ikke huske om de går på Niels Brock eller KU, og de kan lige nøjagtig holde balancen, så de ikke spilder de sidste dråber. Der står de så, og råber til hinanden hen over hovedet på den trætte rejsende, der har en aftale i lufthavnen allerede kl. 04:30. Men på det personlige plan glæder han sig over optrinnet. For så har han allerede inspirationen til dagens doodle hjemme og tegner den i metroen.

Paris

Fra dengang der stadig var tag på Notre Dame 🙁

Vi ankom vi til Paris ved en 8 tiden, tog toget ind til Paris og smed bagagen på Hôtel Libertel Austerlitz. Vejret var køligt, men klart, så vi besluttede os for at det eneste rigtige var, at spadsere igennem Jardin des Plantes, den botaniske have i Paris, for vi havde en frokostaftale med den franske tegner Plantu og det var i den rigtige retning. 
Vi havde alle været oppe i omkring 6 timer på det tidspunkt, så vi havde virkelig brug for lidt frisk luft. I Jardin des Plante kom vi forbi Muséum national d’histoire naturelle – Det Naturhistoriske Museum – hvilket var den primære grund til, at vi overhovedet gik den vej. For nu bliver det lige lidt nørdet, for hvis man ellers kan sin “Adeles Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser,” så ved man, at det er fra Det Naturhistoriske Museum, at den grufulde Pterodaktyl udruges og stikker af i nattens mum og mørke! 
Ingen Pterodaktyler i sigte denne gang, og efter hurtig morgensnack ved La Mosquee de Paris gik vi videre.

Plantu har sit kontor på avisen Le Monde og han var både vidende, tålmodig og rar. Og flink. Og sindssygt produktiv og fransk. Jeg har måtte retoucheret de tomme rødvinsflasker på bordene bort.

Lars Refn og Plantu skåler. 
Billedet her tilhører for øvrigt Erik Petri

Vi havde et par timer inden middagen til at bruge som vi ville, men jeg havde fået et par rettelser på en tegneopgave, jeg havde ikke havde nået at afslutte inden jeg tog afsted, så det måtte jeg rette til på hotellet. Så der røg mit visit til Fnac! Merde!

Ikke ligefrem det bedste billede, men hey…

Vi mødtes om aftenen med en mindre flok bladtegner, der som alle respektable bladtegnere i Frankrig, havde kække navn: Gros og Pakman, for bare at nævne et par…

Paris er fantastisk men allerede dagen efter er vi på vej i toget sydover mod St-Just-le-Martel i et tog proppet med tegnere. Lars, Kamilla og Erik lod til at kende mere end bare et par stykker fra tidligere rejser. De verdensmennesker, altså! Vælter sig i kendte tegnere!

Always! 😀

Saint-Just-le-Martel

Limoges, Saint Just le Martel, cartoons bladtegnere
Os, der kom ind med 4-toget…
til byen Limogeses berømte togstation
Moi, Erik Petri, Kamilla Wichmann, Adjim Danngar og Stine Spedsbjerg.

Saint-Just er vanvittig. Det er en meget lille by udenfor Limoges, der er kendt for porcelæn og limousinekøer, men de har besluttet sig for, at det er dem der altså skal huse den internationale festival for satire- og bladtegning. Tegnere fra hele verden, priser, gæster, skitser, karikaturer, køer, kapunløb (’tis true! Og de her kapuner ligner velociraptorer!), rødvin, bøger, mad, jeeez!

Endnu en ting småbørn og tegnere har til fælles: Vi tegner på dugen. Altid!

Og naturligvis foregår alt på fransk, så kun de færreste af os har en egentlig ide om, hvad hulen det er der foregår. Men det er uhyre underholdende! C’est bon! På et tidspunkt tror jeg at jeg har vundet en kasse fuld af kyllinger – det har jeg så ikke – men jeg blev hevet op på scenen under alle omstændigheder, og må ha’ lignet en idiot.

Se selv! Idiot! Men altså – Det er rigtig nok! Kyllinger!

Det blev også til en kæmpemængde tegneri!
Særeste: En af de lokale samlede på tegninger af franske præsidenter, og jeg tegnede (naturligvis) le premier: Louis-Napoléon Bonaparte!

Men han ser da tilfreds ud med dagens udbytte 😀

Sværeste: Lille pige med katteører på. Børn reagerer normalt ikke særlig positivt på satiretegninger af sig selv, – hele det der selvironishow, som vi voksne forsøger at holde pæne miner til, går ikke med børn. De tager det skrækkelig alvorligt! Så det blev altså ikke mig der gav hende en tegnet kindhest – i hvert fald ikke med vilje. Til gengæld sad hun helt utroligt stille, mens det ene ark efter det andet landede på gulvet…

Heldigvis forstod hun ikke mine forblommede bandeord…
Tegnere tegner tegnere…

Vi møder en masse vanvittigt interessante mennesker – og enkelte lidt trælse, men ikke trælse nok til, at vi ikke kan leve med det. Mængden af inspiration er enorm og koncentreret.

(Havde ternet skjorte på) Mig – tegnet af Manu.
… stadig med ternet skjorte på. Tegnet af Philippe Eno.
… og af Mohammed.

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane er spøgelsesby ikke langt fra Saint-Just, som vi besøgte en formiddag. En frygtelig spøgelsesby endda. Som et andet Pompeii eller Herculaneum fremstår gader og mure, afventende indbyggerne, der aldrig kommer igen. Børn i flade sko og med skorper på knæene har lige rundet hjørnet. En kvinde er lige forvundet ind i købmandsforretningen. Det er som om tiden holdt op med at gå den frygtelige juni-formiddag i 1944.

Den 10. juni 1944 lagt byen øde ved en nådesløs nazistisk terrorhandling begået af en enhed på 120 mand fra Waffen-SS-regiment, der skød og dræbte 642 børn, kvinder og mænd og efterfølgende nedbrændte byen. Den yngste kun 6 indbyggere undslap med livet i behold. Ødelæggelsen af byen var en gengældelses og straffeaktion for lokale frihedskæmperes overfald og drab på et antal tyske soldater.

Ruinerne af landsbyen ligger nu urørte tilbage som mindesmærke.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig, er der blevet opført en ny by i nærheden.

Det var virkelig et følelsesmæssigt besøg, som man ikke kunne undgå at blive dybt berørt af. For her kan man se, hvad fascisme og ekstrem nationalisme fører med sig.
Andre kan muligvis forklare det følgende bedre end jeg, men jeg forsøger alligevel: De uhyrligheder der foregik her i Oradour-sur-Glane i 1944 er foregået mange gange siden og over hele verden, men betydningen af Oradour er stadig vigtigt. At fascisme og ekstremisme altid bør skal bekæmpes, og at der stadig er kræfter i verden, der mener at deres ideologi er vigtigere end menneskeliv. Fuck dem!

Læs mere om byen Oradour-sur-Glane her.

En antikvar har samlet en imponerende mængde af gamle, kulørte satirehæfter, og jeg køber et par stykker den sidste dag. Good stuff!
Marilena Nardi har sit eget hold af lokale supportere i St. Just 😀

Sidste aften er der lagt op til fest. De lokale har disket op flere egnsretter end man skulle tro muligt, men nu er vi jo altså i Frankrig, så lad os bare sige at vi ikke led nogen nød. Og så kan de franskmænd om nogen altså hælde indenbords. Jeeeez!

Mohammed har ufrivilligt stjålet en af de lokales hjerte. Og selvom han gør, hvad han kan for at leverer det tilbage, kommer det ikke på tale!
Ok – jeg husker os som betragteligt coolere på det dansegulv. Heldigvis var det ikke os, der stjal plastikkoen ned fra scenen på dansegulvet!

Paris revistited

Tilbage i Paris, men ikke meget tid til ret meget andet end at finde frokost, en øl og så ellers vende næsen hjemad. Dog skal vi lige forbi kirkegården Cimetière du Père-Lachaise for at besøge satiretegnerens Honore Daumiers grav i Paris. Hans satiretegninger af kongen som pære i La Caricature 1830-46 er hovedinspirationskilden til Danmarks første satireblad, Corsaren, som er Danmarks første satireblad.
Nogle smutter også forbi gravstedet for kollegaen Tignous (Charlie Hebdo-tegner med det borgerlige navn Bernard Verlhac) som blev dræbt ved attentatet mod bladets redaktion i 2015, og som Erik og Lars havde kendt, mens de af os, der seriøst ikke kan mere, finder en cafe, og giver fortabt.

bladtegner Daumier
SE: Daumiers grav! Han ER død!

For nu kan vi snart ikke mere. Det har været en superintens tur til Saint-Just og Paris, og vi er uhyre trætte. Selv Lars Refn og Erik Petri, der under hele turen har været rene Duracellkaniner, begynder så småt at vise tegn på metaltræthed, men de har virkelig også været formidable! Med ildhu og emgagement har de stået på tæer for at få stablet en fantastisk tur op at stå. Jeg er fan af de to som rejseguider!

Hjemme igen er jeg helt mast, men sikken tur! Jeg går i brædderne og forbliver som i en bobel af sløvsind hele den følgende dag.
St.Just – tak for alt. Marci beaucoup!

Festivalspræsidenten Gérard Vandenbroucke døde d. 15. februar 2019, men var allerede under festivallen medtaget af sygdom. Og man kan ikke andet end tage hatten af for det fantastiske stykke arbejde han har lagt i, at få den festival på benene.


Læs mere om festivallen her. Sitet er (naturligvis) kun på fransk 😀

Tak for denne gang!
 

0 Comments

You can be the first one to leave a comment.

Leave a Comment

 

— required *

— required *