Jeg kan garantere for, at denne hund aldrig har bjæffet, gnavet i sofaen eller tisset på gulvet. Den fik ikke tyndskid efter at den havde ædt en hel Samsø-ost, og bliver ikke vanvittig, bare fordi nogen kører forbi med en trailer.
Til gengæld føler jeg mig som et ondt menneske, fordi den aldrig har eksisteret – for jeg har lavet den med brug af AI.
For hvad fanden gør vi? Hvordan løser vi problemet med AI? Fakta er, at konkurrencemomentet blandt os billedskabere lige er blevet fyret helt op på 11, da enhver med en computer nu potentielt er en billedmager.
Enhver økonomisk presset redaktion har nu muligheden for at skære ned på mængden af freelancere i stalden, og ethvert kommunikationsbureau kan skaffe sig en bunke referencemateriale overnight. Vi står overfor en den slags omvæltninger, som techgiganter og politikere kalder disruption, og hvad gør vi ved det?
Jeg har arbejdet en del med AI det sidste halve år, og processen er meget anderledes end at illustrere. Det er lettest at sammenligne med en AD’ers arbejde: man beskriver hvad man ønsker, og har derefter en kortere eller længere process med at finde frem til den endelige løsning. Men jeg behøver ikke AI. Jeg kan sagtens leve uden.
Men jeg ved også, at det får jeg nok ikke lov til, så here goes…
AI’er, der frembringer billedmateriale og grafik, såsom Midjourney, Dall-E og Stable Diffusion, er ikke bare på vej – de er her allerede, og man kan lave utrolige ting med dem. Jeg har indtil nu kun kigget på Midjourney, men Stable Diffusion er nok næste skridt op ad.
Men er det godt? Mine egne overvejelser stikker i alle retninger…
Jeg er selv i syv sind for der er så mange foruroligende aspekter ved AI’ens fremkomst. Både direkte i form af, at det kommer til at påvirke min indtjening, men også de etiske aspekter og den indflydelse AI får på vores samfund i fremtiden. For vi har nok kun set toppen af (A)isbjerget på nuværende tidspunkt.
AI’en som værktøj:
AI’en som motivfinder:
Midjourney er faktisk rigtig god til at finde unikke motiver, farver og kompositioner – det er faktisk det den gør allerbedst. Og står man og har brug for et godt motiv at gå ud fra til sin tegning, så er Midjourney faktisk bedre end google. Meget bedre. Disse fire billeder dukkede op da jeg søgte efter et motiv og en farvepallette til en tegning (som ses nedenunder igen – med monster)
Det er den faktisk god til, men jeg har faktisk haft svært ved at tage ejerskab over tegningen. Den er ikke udtænkt af mig og det er ikke det samme, som at finde et motiv i mine umiddelbare omgivelser og så tegne det. Det er er et motiv, der er beregnet af en AI, og ikke mig, der har set et motiv, og besluttet mig for at tegne det.
Bogforsider og moodboards:
Som udgangspunkt har jeg for sjovt lavet en del forsider i Midjourney – som en øvelse og for at se hvad den kunne komme op med, og da jeg har en forkærlighed for gamle bogforsider, så har det ofte været mit udgangspunkt. Jeg er jo ikke selv grafiker eller layouter, så det er sjældent at jeg prøver kræfter med decideret layout arbejde – jeg holder mig til tegningerne. Men se engang på disse for mig at se ganske valide eksempler på Tolkines: Ringenes Herre og Hobitten forsider, som jeg fik mast frem:
Tekst som Midjourney forstår – og tekst Midjourney ikke forstår…
Bemærk for øvrigt at Midjourney ikke skriver genkendelig tekst. Den forstår betydningen af ord og bogstaver skrevet i prompt’en, og også hvordan de ser ud, men den forstår ikke ordenes betydning sprogligt. Så det kan være svært at generere billeder med tekst på, fordi Midjourney både laver stavefejl eller ser bogstaverne som grafiske former mere end som meningsbærende elementer i sig selv. Og med mindre det er en meget kendt titel, vil den hellere søge på de billeder titlen beskriver end at skrive titlen på det genererede billede. Desuden kan der være ord AI’en slet ikke må bruge – det er typisk ord med f.eks. racistiske, sexuelle og/eller voldelige referencer – så titler som “Dræb ikke en sangfugl” kommer ikke til at ske.
Jeg stillede også mig selv den opgave, at lave en bogforside til den fiktive klassiker “Troldmanden fra Øst,” som jeg forestillede mig udkom i England i begyndelsen af det 20 århundrede.
Men processen tog stadig et godt stykke tid, for jeg måtte renderer mange forskellige versioner ud, og give dem en ordentlig tur i photoshop, før jeg var nogenlunde tilfreds. Der skulle copy/pastes, rettes hænder og outlines og findes en brugbar font til titlen.
Bare for at sige, at HVIS man skal lave noget brugbart i Midjourney, så tager det altså også tid. Og endda meget tid.
Billeder med SciFi-temaer ligger naturligvis også lige til højrebenet for AI’er, og når det kommer til at skulle lave moodboards til spil og film – ja, så er AI’en klart vejen fremad. Flere er også begyndt at indarbejde AI i arbejdet med storyboards, men hvor selvskrevet den er til det, skal jeg undgå at tage stilling til. Tænker umiddelbart lidt det er som at gå over åen efter vand, men det kan være jeg tager fejl her.
Til hjemmebrug:
Til hjemmebrug er AI’en helt perfekt – og ideen om at demokratisere evner og skills til enhver, der ønsker dem er naturligvis også ganske tillokkende (ser man bort fra hele diskussionen om, hvorvidt det er overhovedet er etisk eller ej at bruge evner man ikke selv har erhvervet sig).
Her har jeg bedt den generere et RPG party, der hænger ud efter en quest, og billedet her har jeg ikke selv redigeret i, så bemærk fingre og hænder, der ofte er fuldstændigt off. Men det ser ingen, når musikken spiller, gør de? Det med hænder kan dog nogen gange afhjælpes, men selv her på det nedenstående billede er der et eller andet der ikke helt er som det skal være, selvom jeg ikke lige kan sætte en finger (!) på hvad.
Og tjek så lige denne lille lavbenede charmetrold ud – en den ikke sød?! Det er her at AI’en er på sit højeste – for det her kan jeg slet ikke hamle op med…
Problemet med AI:
Diskussionen om ophavsretten er nok den der umiddelbart høres ofte. Kritikerne påpeger (og ikke uden grund) at AI ikke kan sammenlignes med tidligere teknologiske fremskridt, da vi har simpelthen ikke set noget lignende før. For at generere et billede finkæmmer AI’en nettet for billedmateriale, deriblandt diverse kunstneres værker, og udfra det, sammensætter den et billede. Den tekst AI’en skal visualisere, bruges som ledetråd for, hvad det er den kommer op med, og udfra den tekst piller AI’en de billeder den finder fra hinanden , analyseret dem og generere et nyt output.
Disse billeder bliver imidlertid taget uden samtykke fra de originale kreatører og brugt under dække af at skabe noget nyt, men udviklerne og ejerne af AI’erne har brugt kreatørernes billeder til at udvikle en utrolig lukrativ forretning og dermed profit. Skal de have lov til det?
Pascal Campion er f.eks. en tegner jeg beundrer umådeligt meget, hans farver og kompositioner er fantastiske, men AI’erne ånder ham tungt i nakken. Kommer de til at stjæle hans arbejde? Ovenstående billede er ikke lavet af ham, men af AI’en, og selv jeg vil være i tvivl om ægtheden, hvis jeg ikke vidste bedre.
Greg Rutkowski er en polsk kunstner, der har specialiseret sig i fantasy art og har bl.a. arbejdet for Sony, Ubisoft, Dungeons & Dragons, and Magic: The Gathering. Og han er en af de kunstnere, hvis stil udnyttes allermest i AI sammenhænge. Man kan i sin prompt-tekst bede f.eks. Midjourney om at gengive et billede i en kunstners stil (“In the style of…”) og her ligger Rutkowski altså helt i toppen. Ifølge en artikel tilbage i september er Rutkowskis navn blevet brugt som en prompt omkring 93.000 gange i Stable Diffusion. Til sammenligning blev nogle af verdens mest berømte kunstnere – såsom Michelangelo, Pablo Picasso og Leonardo da Vinci – kun efterspurgt omkring 2.000 gange hver eller færre.
Uden kunstneres værker kunne der jo slet ikke genereres nogen billeder. Tech-virksomhederne kidnapper så at sige værkerne for at skabe nye og gambler i samme åndedrag med millioner af kunstneres eksistensgrundlag. Hvordan skal disse kunstnere holdes skadesløse?
Diskussionen om AI fortsætter
Poster til foredraget “AI – Hvordan forbliver vi relevante?” for Danske Bladtegnere hos Dansk Journalistforbunds lokaler. Der var mange fremmødte, for interessen – og bekymringen – er virkelig stor.
Min personlige holdning er, at jeg er meget bekymret for mit fag, og den udvikling det tager. Det er derfor jeg undersøger AI’en, så jeg ved hvad det er. Og for at finde ud af om jeg kan bruge det til noget. For det er fascinerende.
Jeg elsker at tegne, og jeg elsker især det at blive inspireret, og omsætte det til billeder – Og det piner mig, at det netop er det, som AI’en nu gør.
Selv hvis det vil lykkes kunstnere at få f.eks. et VISDA-/Bibliotekspenge-agtigt arrangement med udviklerne, så vi bliver begunstiget med et beløb, som tak for udbytningen, så ville jeg ærlig talt stadig hellere være foruden den teknologi. Men det er omsonst at stoppe det – det kommer ikke til at ske. Især fordi rigtig mange mennesker gerne vil have det, samt at der er så ufatteligt mange penge i det for udviklerne.
Men hvad med fake news?
Ja, hvad med fake news og misinformation? Det siger jo sig selv, at de fremstormende AI’er ikke ligefrem vil gøre det lettere at dæmme op for den i forvejen voksende mængden af misinformation. Hvis du troede misinformation allerede havde kronede dage, så spænd sikkerhedsbæltet og hold på hat og briller. AI’er er sindssygt kompetente til at lave fake news – en ting er at de største udviklere har sat begrænsninger på brugen af vold og sex, men den farligste brug – den politiske løgn – står frit for enhver at skabe.
Dette billede valgte jeg at lave, for at understrege hvor let det egentligt er, at lave en falsk narrativ – her er det Putin og Biden der går en tur på stranden og hyggesnakker. Det sværeste at lave var den lille fraggel-muppet med fake-skiltet i baggrunden.
Men hvad skal vi stille op med AI’en? Som sagt er jeg fascineret af hvad den kan og det kilder mig også mange af de rigtige steder, men selvom jeg elsker alkohol og chips, ved jeg at begge dele i for store mængder det ikke er godt for mig. Se mere her: Should artists be worried about AI Art? – Tegneserie-instruktører Clayton Barton og Ed Foychuk diskuterer AI. Dave McKean on the Impact of AI for Artists – Dave McKean kommer med nogle virkelig gode overvejelser The Red Hand Archive – Nick caves har skrevet om AI’en som tekstforfatter på sin hjemmeside og det er nogle ganske vedkommende overvejelser han kommer med.
Inspiration: Uanset hvor elendig og uoplagt man nogen gange føler sig, så er det altså sandt, hvad William Faulkner – måske noget overlegent – bedyrede:
“Jeg skriver kun, når inspirationen rammer. Heldigvis rammer den klokken ni hver morgen.”
Der er altid noget inspiration at tage fat i – om ikke andet, så ens egen uoplagthed eller sortsyn. Og man skylder faktisk sig selv at sætte sig til bords og gå i gang. Indtil nu har det ikke svigtet mig – der kommer altid noget på papiret.
Denne tegning var sådan en uinspireret en. Jeg havde en aftale kl. 9 tæt på hvor jeg bor, så jeg besluttede at vente med at tage ind på tegnestuen, og satte mig i stedet på en cafe på Sortedams Dosseringen. Jeg var lidt nede over at min bog Ræven og dragen drillede, og følte mig ærlig talt noget udslukt. Jeg tænkte på hvor uinspireret jeg var, hvor inspirationen mon kom fra, om den løb tør, på gamle tegneserier, og den slags nyttesløse ting – og 15 minutter senere sad denne tegning på mystifistisk vis i min blok. En god del af mine tanker og hvor jeg befandt mig lige på det tidpunkt var blevet mast ned i den tegning, uden jeg havde spekuleret videre over det. Jeg scannede den senere samme dag, fjernede de oprindelige kragetær, skrev teksten på ny og farvelagde det hele – og her er så resultatet.
Lidt indenfor samme kategori udtalte min ven Anders Brønserud forleden noget a la:
“Mistakes makes great canvas”
Og han har ret – det er ofte forventninger og ambitioner på egne vegne, der kommer i vejen for at udtrykke det man har på (og navnlig i) hjertet.
Rigtig god onsdag herfra
xXx Jon
PS: Har du lyst til at sponsorere mig, så kig forbi min Patreon-konto for goodies og merchandise 🙂
Patreon er en donationsplatform, hvor folk kan støtte eks. kunstnere med et månedligt beløb efter eget valg. Det er vist endnu ikke slået igennem i stor stil herhjemme, men jeg har oprettet en profil, hvor man kan støtte min karriere, i det omfang man gider, fra 6 kr/md. og op. Jeg bruger nemlig RIGTIG meget tid på at jonglerer blyanten på nettet og især på de sociale medier – og det får jeg altså ikke en rød reje for.
Mod at støtte mig moralsk og økonomisk via Patreon får du så til gengæld – for ganske få penge – indblik i mine arbejdsprocesser, tanker og overvejelser, såvel som mulighed for at se ting, jeg ikke publicerer andre steder, downloads i høj opløsning og prints og forskellige former for merchandise, rabat i min webshop og meget mere.
Så hvis du synes det er det værd, så skynd dig at kigge forbi på min Patreon-konto her.
Den 28. juni til 4. juli var jeg blevet inviteret til at udstille mine tegninger i Danmarks østligste galleri – Galleri Palivaren. Min første udstilling! Men måske skal jeg allerførst lige forklare, hvad Palivaren egentlig er.
Palivaren er navnet på et lille træskur, der ligger ved ved Juuls Bastion på Christiansø og er Danmarks mindste udstillingssted. Det benyttes primært som udstillingssted for kunst, der har Ertholmene som motiv, men altså ikke udelukkende. Palivarens oprindelige funktion var dog en helt anden – den var nemlig en karantænestation. Hvis et skib ville lægge til, måtte man først forbi Palivaren (fra det franske “Parloir”- “samtalerum”), hvor fæstningens læge kontrollerede skibenes mandskab og passagerer for smitsomme sygdomme. Da Ertholmene blev nedlagt som fæstning i 1855, blev træhuset flyttet til sin nuværende plads på Juuls Bastion.
I 1946 indrettede billedkunstneren, musikeren og digteren Henning Køie så den lille træhytte til kunstbod. Herfra solgte han egne akvareller, tegninger, postkort, smykker og grammofonplader med mere og efter hans død kørte en gruppe ildsjæle huset som galleri med udstillinger af forskellige kunstnere – og altså nu også mig.
Op til min afrejse havde jeg læst en del om Ertholmene og i særdeleshed Christiansø og Frederiksø – og især historien, der først for alvor begynder med anlæggelsen af fortifikationen i 1684. Indtil da havde den været tilholdssted for sørøvere og fiskere – og muligvis nogle får. De underjordiske (som ellers fylder en del inde på Bornholm) manglede godt nok i øernes folklore, men som alle ved flytter nissen jo med, så hvorfor ikke også til Ertholmene?
Især bogen “Christiansø og Frederiksø” skrevet af Jacob Ludvigsen og fotograferet af Knud Nielsen og “Christiansø” af Søren P. Sillehoved. For slet ikke at tale om Tage Vosses forfatterskab, var nogle af de steder jeg ledte efter Ertholmenes sjæl.
I hvert fald havde jeg ikke læst meget, før jeg for alvor begyndte at glæde mig og billeder begyndte at boble frem i tagetagen. De fleste drejede sig om dualiteten mellem den hårde og til tider brutale fortid – Sørøverne, krigen, soldaterne, Dr. Dampe, straffefangerne, volden, naturen, uvejret – og hyggen, det nære, naturen(!), idyllen, og den første tegning jeg lavede til udstillingen var den nedenstående. Og som titel til udstillingen valgte jeg “MELLEM LYS & MØRKE.” Den gav sig selv, syntes jeg…
Derpå gik jeg i gang med at tegne både Store- og Lilletårn, for at blive bekendt med de større attraktioner, og ellers finkæmme nettet for billeder derfra. Og så tegnede jeg ellers. Det var en god blanding af lokale motiver og så mine mere eller mindre almindelige tegninger (som man også kan følge her på Instagram).
Jeg brugte flere dage på at skære passepartouter til mine tegninger og sætte dem i rammer, så de kom til at tage sig pænest mulig ud. Derpå pakkede jeg dem i kasser, og ned i den lejede bil. Bilen parkeredes på en gratis parkeringsplads i Gudhjem efter turen over Ystad og kasserne blev lastet ombord på Christiansøbåden og fragtet over.
Multikunsteren Chang II Kim (aka. Chapper) udstillede før mig i Palivaren, og da han stadig havde en dags udstilling tilbage, kunne jeg ikke bare stille rammer, billeder og tegnegrej op i galleriet. Jeg så ikke frem til at skulle slæbe hele molevitten fra havnen op til mit lejede hus i Rugmarken og så tilbage til Palivaren igen dagen efter, så jeg var lidt knotten over udsigten.
Det viste sig heldigvis at der eksisterer en eksklusiv delevognsordning på Christiansø, og jeg fik da også lagt hånd på den absolut lækreste slæde til transport af diverse kunsteffekter fra huset og ned til udstillingen det lille Palivar-skur. Voila! Bob’s my uncle! 😀
Det blev en utrolig uge, der i sit eget stille tempo fløj afsted. Jeg tegnede og snakkede, snakkede og tegnede, og så tegnede jeg og snakkede jeg så lige lidt mere. Og så spiste jeg jordbær, nød det omskiftelige vejr, kigget på havet og fik set mig lidt om på de små øer. Folk kom dryssende forbi i løbet af dagen og de fleste var oprigtigt interesserede i hvad jeg udstillede. PRO-TIP: Jeg var især utrolig glad fordi jeg havde taget mig tid til at skære passepartout’er og købe rammer. Når man i forvejen laver skæve og fjollede tegninger, bliver man nødt til at vise sin seriøsitet på anden måde: Stort set ingen af de besøgende værdigede de tegninger, der ikke var i ramme, et eneste blik, mens de indrammede til gengæld virkelig blev nærstuderede.
Jeg havde en fantastisk tur til Ertholmene og er utrolig glad for at jeg fik chancen for at møde så mange rare mennesker og vise dem hvad jeg sådan ellers går og laver. Både lokale og de forbipasserende tourister. Og jeg skylder en sn stor tak til hele Palivarudvalget for at invitere mig til derover og for at give mig denne storslåede lejlighed for at opleve to små inspirerende øer og og deres inspirerende og kloge beboere.
Jon Skræntskov, juli 2020
Læs evt. også om min tur til Mexico sidste efterår her.
En af de ting jeg synes kan være fedt, når man nu alligevel sidder og tegner, er at have musik kørende, og gerne noget skrammel. Tom Waits, hvis jeg skal lave noget meget ordentligt, ældgammelt punk eller indie, hvis jeg skal tegne noget meget pænt – så er der ligesom lidt balance i tingene. Hvis det er mit eget skidt, jeg sidder og tegner eller skriver på, så kan det faktisk være hvad som helst.
Eller også hører jeg podcasts.
Og for tiden hører jeg 3 Point Perspective. 3 Point Perspective er hosted (host-host) af Will Terry, Lee White, og Jake Parker, der alle 3 lever af at tegne og male, og tilsammen har et gigantisk portfolie. Illustrationer, grafik og tegneserier en mass! Og Jake Parker er også ham der kom op med InkTober, så det er altså et prominent selskab.
I denne podcast snakker de om does and don’ts i det at være freelance illustrator, og selvom de naturligvis tager udgangspunkt i en amerikansk virklighed, kan en stor del af podcastens indhold stadig let omplantes til en dansk. De taler om stort set alle aspekter ang. illustration – hvordan man gør det, hvordan man kan tjene til livets ophold ved det, og hvordan man kan få et impact med det – som de selv siger det.
Så tjek det endelig ud, hvis du lige mangler lidt inspiration eller har lyst til at supplere din viden om hvad det vil sige at være tegner. Det er good stuff 🙂
Den Mexicanske tegnerfestival La Linea de Fuego har et socialt sigte og en ambition om både at uddanne og organisere tegnerne i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde arrangørerne sidste år valgt at inviterer Erik Petri og jeg – via Danske Bladtegnere – til at præsenterer, hvordan vi herhjemme er organiseret, og hvilke udfordringer vi ser for fagets fremtid. Festivalen var arrangeret af agenturet Carton Club, som sælger satiretegninger til hele verden for udvalgte Latinamerikanske tegnere.
Første dag
Tirsdag den 3. september. Kl. 18:45 landede Erik Petri og jeg i Mexico Cityslufthavn Aeropuerto Internacional Benito Juárez – en lufthavn, der alene i 2018 befordrede over 47 mio rejsende. Og i 2019 altså også os. Vi var som sagt inviterede til at deltage i La Linea de Fuego, der begyndte d. 5. og under armen havde Erik et foredrag og et slideshow på tykkelse med Krig og Fred. Det handlede primært om de udfordringer fremtidens arbejdsliv stiller tegnere globalt og hvordan vi selv har organiseret os i et land så småt, at alle landets indbyggere kan bo i Mexicos City omkring 4 gange.
Efter at have gennemgået de evigt aktuelle lufthavnsprocedurer – som at lokaliserer toilettet, stå i kø i urimelige tider, panikke over forsvundne og sidenhen forkert udfyldte indrejsedokumenter – blev vi hentet af Paul Cano og David Boligan fra Carton Club.
Værd at huske: Trykket i flykabiner påvirker trykket i din tuschpen. Også EFTER at man er landet…
Til Eriks store glæde sad Davids far og Eriks gode ven – tegneren Angel Boligan – klar bag rattet og kørte os til vores hotel Zocalo Central ved Plaza de la Constitución (også kaldet Zócalo). Her smed vi hurtigt vores bagage af, og kastede os derefter ud i byens lys. Da Mexicos Uafhængighedsdag skulle fejres d. 15. september, var hele byens centrum i færd med at blive pyntet, og Zócalo var oplyst af fantastisk lysrelief af elektriske pærer. Vi traskede lidt rundt i byen og tog notits af steder vi skulle huske at besøge de efterfølgende dage: Museo del Estanquillo (Forfatteren Carlos Monsivais personlige samling af malerier, fotografering, legetøj, albums, kalendere, reklameartikler og bøger, og det skulle være en stor oplevelse for grafiske hoveder), boghandlere, spisesteder, etc.
Ved en 20 tiden besluttede vi os for at finde noget at spise og de 3 mexikanere overtalte os til tacos og kolde øl – og fandt selvfølgelig hurtigt et fint sted. Alt var godt, selvom vi måske var en kende slappe i koderne på dette tidspunkt. Vi havde nu også været vågne i omkring 27 timer i streg, og selv Erik, der sammenlignet med undertegnede var en ren model Terminator T-800 på plutonium batterier, var dog enig i at det var på tide at kratte tilbage til hotellet og i seng.
Anden dag
Onsdag den 4. september. Vågnede stort set i samme position som jeg endeligt var faldet i søvn i, ved at uret ringede. Jeg kom hurtigt i tøjet og op på taget, hvor restauranten befandt sig med min tegneblok under armen, for at lave de første doodles til min rejsedagbog.
Der var til min forbavselse stort set en tjener pr. tre gæster, og de var skarpe som knive. Jeg fik vrøvlet lidt italienske gloser, og tjeneren bragte mig smilende og overbærende en omelet og en kop kaffe og jeg begejstret takkede for med et klingende Grazia, for sådan en verdensmand er jeg nemlig.
Første morgen på hotellets restaurant på øverste etage. Med udsigt over katedralen kommer velsignelsen hver morgen i store krus.
I mellemtiden var Erik dukket op med morgenmad mellem hænderne og hovedet fuld af planer. Dagsplanen bestod i at komme rundt i byen, som jeg stort set intet kendte til. Vi havde lavet en aftale med tegneren Cintia Bolio, som jeg derimod allerede kendte fra en workshop hun afholdt i København for et par år siden. Og nu skulle hun altså også fungerer som guide. Cintia er utrolig. Hun er skarp og flittig, og har bl.a. siden 2006 tegnet for det politiske satiremagasin “El Chamuco y Los Hijos del Averno” – og man kan såmænd også finde hende i det danske online magasin SPOT. Så jeg så virkelig frem til at få hende som guide rundt i byen.
Erik var naturligvis klar på slaget 8 – jeg havde lige brug for lidt mere… klargøring. For let’s face it – der findes sølvfisk, der er mere strukturerede end jeg. Heldigvis var Cintia også lettere forsinket, for når man skal krydse en by, der dækker næsten 5.000 km2, kan det være en udfordring at beregne ens nøjagtige ETA. Hvorom alting er, så ankom Cintia glad og fro, og vi begav os ud i en af verdens allerstørste byer – faktisk kun overgået af Tokyo.
Katedralen med det mundrette navn Catedral Metropolitana de la Asunción de la Santísima Virgen María a los Cielos, er ufattelig smuk, og som så mange andre ældre bygninger i Mexico City lettere ludende, da selve byen synker med omkring 1 cm om året. Man skal her lige huske på, at hele byen er bygget på en opfyldt sø(!), så at husene hænger lidt er til at forstå.
Med Cintia Bolio som guide – får man muligvis den bedste kakao i hele CDMX!
Efter katedralen besøgte vi Templo Mayor – eller rettere det der var tilbage af det, efter spanierne var færdige med at disrupte det aztekiske Mexico i 1521. Templo Mayor – Det Store Tempel – var hovedtemplet for aztecerne dengang byen hed Tenochtitlan og allerede dengang udgjorde det for hovedstaden i landet. Pyramidetemplet var tilegnet krigsguden Huitzilopochtli, såvel som Guden for regn og dyrkning, Tlaloc. En dobbelt trappe havde ført op til pyramidens top, hvor to mindre bygninger stod side om side – en til hver gud. Og det var herfra man med jævnlige mellemrum skar det varme hjerte ud af brysthulen på udvalgte fanger, med knive af sort obsidian. Bum. Sådan.
Kranier er i Mexico ligeså udbredte i de aztekiske kulturlag som lattergaspatroner er på Nørrebrogade… Gadefejer: “Åh, vi har vist overset et derovre!”
Mig og nogle af de lokale hoveder…
Templet blev imidlertid stort set fuldstændigt nedbrudt af de katolske Spanierne – så udover “stueetagen” og enkelte dertilhørende stenslangehoveder er der ikke meget tilbage. Stenene blev brugte til at opføre førnævnte katedral, og mange andre af bygningerne i centrum istedet. Men det, der var tilbage, vidnede om en fantastisk teknisk viden og forståelse og er faktisk stadig både utroligt smukt og vanvittigt imponerende! Derefter fortsatte vi rundt i Centro Histórico resten af dagen.
Om aftenen var vi blevet inviteret til fest hos Angel Boligan. Boligan blev oprindeligt født i 1965 i Cuba, men har boet i Mexico siden 1992. Han har været redaktør og tegner for magasinet „El Universal“ og avisen „Conozca mAs“, men arbejder for tiden som tegner for satiremagasinet „El Chamuco.” Hos ham traf vi desuden flere af de organiserende kræfter i festivalen samt en mængde andre tegnere.
Naturligvis var jeg for træt til at sove…
Tredie dag
Foreviget af Paco Baca.
Torsdag den 5. september. Festivalens første dag blev skudt i gang. Vi blev hentede af Paul på hotellet i en Uber, der sørgede for at vi kom frem til centeret, hvor arrangementet blev afholdt. Stedet hed Centro Cultural Universitario Tlatelolco og er underlagt Mexicos universitet med henblik på at formidle kunst og kultur. Vi drev lidt rundt og så på de udstillede tegninger i foye’en, snakkede med de andre fremmødte. Erik gav et interview og jeg faldt i snak med en tegner der hedder Paco Baca.
Kl 13:18 blev den røde snor klippet, festivalen erklæredes åben og så gik det stærkt. Først var der en åben diskussion om sikkerheden på internettet, og flere af tegnerne fik udtrykt en bekymring om hvordan de i fremtiden sikrer deres arbejder mod at blive stjålet og misbrugt, og en generel bekymring over, hvad den digitale fremtid byder på af udfordringer. Og så naturligvis hvordan man undgår at blive slået ihjel, når man træder de forkerte folk over tæerne. Vi havde heldigvis taget lakridspiber med til trøst for hele forsamlingen.
Allerede kl 14 sad jeg så i et panel og skulle diskutere imigration og flygtningesituationen i mellemamerika og Europa. Jeg er blevet tildelt plads i et panel med Camila De La Fuente, som jeg faktisk allerede havde mødt i en satirefestival i Saint-Just-le-Martel i Frankrig 2018, og som jeg nu kun fik endnu større respekt for. Camila har boet det meste af sit liv i Caracas i Venezuela under Chavez-Maduro styret. Hun blev aktiv i studenterbevægelsen, og måtte i 2014 emigrere til Mexico. Ved hendes side sad Monica González, fotograf og dokumentarfilmproducent fra Mexico City, med fokus på politiske og sociale udfordringer i regionen, hovedsagelig i forbindeles med migration, køn, menneskerettigheder og vold.
Debatten blev styret af Alejandro Vélez, chefredaktøren for foreningen Nuestra Aparente Rendición, der arbejder – intellektuelt, praktisk og kunstnerisk – for fred i Mexico. derudover er han professor i humaniora og forfatter til en bog om livshistorier fra de savnede og myrdede journalister i Mexico. Der sad jeg så og var fra Østerbro…
Fra Carton Clubs Facebookside – jeg gør det så godt jeg kan! 😀
Vi spiste frokost i nærheden, og på vej derhen fulgtes jeg med en af Carton Clubs organisatorerne, Mariana Calvo, og vi snakkede både om landets forhold til USA, korruptionen i Mexico, og her hørte jeg for første gang om det jordskælv, hvoraf det seneste af de store næsten smadrede Mexico City i ’85 – også kaldet et terremoto. Det efterlod sig et anslået antal døde på ml. 5.000 – 20.000 mennesker, 50-90.000 hjemløse og ødelæggelser for milliarder, og en evig angst hos de fleste af byboerne for, hvornår det næste terremoto rammer. Der står stadig mange tomme bygninger tilbage i byen, givetvis for farlige til at bo i og for dyre at vælte. Igen en reminder om, at Mexico om noget er et land med mange modsætninger. Jeg kunne ikke lade være med at filosoferer lidt over det smukke liv, kunsten og musikken, der er så levende, og samtidig er der en massiv tilstedeværelse af politi i hele byen. Fattigdom er synlig overalt og mindstelønnen er nærmest non-eksisterende, isærdeleshed set med danske øjne. Kriminalitet og korruption danser en usynlig Jarabe overalt, lurende naturkatastrofer og alligevel, alligevel var jeg så utrolig glad for at være her – lige her og nu.
Tilbage igen efter frokost (Pozole er for øvrigt fantastisk!) sad vi i et auditorie og jeg havde i mellemtiden erhvervet mig bøger af både Angel Boligan og Dario Castillejos, som jeg ydmygst havde bedt dem om at tegne i til mig, mod en af vores medbragte Spotbøger. Både Boligan og Dario er fantastiske tegnere, som jeg ALDRIG håber bliver opdaget af de danske aviser, for så har jeg langt bedre fremtidsudsigter som postmedarbejder hos Post Nord end jeg nogensinde vil få som tegner. Det ville de naturligvis gerne, og jeg blev også selv bedt om at returnere SPOT-bøgerne med en af mine egne krøller. Dammit!
Imens var to andre tegnere igang oppe på scenen er med en diskussion omkring satirens væsen eller noget, men da samtalen mindede mere om en kaminpassar end om en reel debat, gik jeg vist ikke glip af så meget. Jeg tegnede løs, men hver gang jeg kikkede på de smukke dedikationer Boligan og Dario havde lavet til mig, fik jeg præstationsangst. Det lykkedes dog til sidst at få lavet en krampe, der ikke var helt idiotisk på indercoveret, så jeg tror jeg klarede skærene.
Edith Leija, redaktør hos Carton Club, er stor – som i KÆMPESTOR – fan af Lucha Libre!
Samme eftermiddag fik en af festivalens redaktører, Edith Leija, den utroligt gode ide, at vi skulle se Lucha Libre! Mexikansk fribrydning havde for mig altid ligget på samme hylde som B-film fra 70’erne og machokultur uden selvironi, men Ediths begejstring var ikke til at komme uden om og inden længe stod vi i den Mexikanske Metro på vej mod Arena Coliseo for at se THE REAL DEAL! Arena Coliseo viste sig at være en ældre bryderarena, placeret på Calle Republica de Peru 77, og var på ingen måder særlig i øjenfaldende udefra. Men hvad den ikke havde i opblæst og pompøs exteriør, havde den i ærlig charme og folkelighed. Udenfor flokkedes folk og en mængde boder tilbød snacks, drikkevarer og ikke mindst et enormt udbud af forskellige fribrydermasker. Og alle lod til at være der! Tykke og tynde, mænd, kvinder (både fulde og ædru), børn og gamle damer, de var her allesammen. Vi stillede os i kø med hver vores billet og kom hurtigt ind.
Indenfor var luften fugtig og tyk og en balkon, der løber hele vejen rundt om selve ringen, var udstyret med et ståltrådshegn, der afholdt folk fra at falde ud. Sælgere gik rundt og tilbød øller, truthorn og masker, og alle råbte og hujede begejstret på de 6 brydere, der allerede var godt igang i arenaen, mens vi fandt et sted med fin udsigt at sidde.
En times tid senere var jeg som genfødt, efter den sejeste sportsevent jeg nogenside har oplevet. Jeg var forelsket i det absolut mest knald-i-låget, over-the-top, fuldstændigt vanvittige og noget nær mest sygeligt koreograferede show, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor dette balstyriske show tog mig med storm, men der er intet over Lucha! De flyver gennem luften, smider rundt med hinanden, afklapser hinanden i en utrolig koreografi, og hver træfning mellem de to hold brydere er en episk fortælling, en kamp mellem de gode brydere, der er lige ved at tabe, men ofte (men ikke altid) alligevel vinder til sidst! VIVA LUCHA LIBRE!
Om aftenen mødes vi med tegnere og arrangører inklusiv familie på et spise- og også dansested viser det sig, da flere af dem pludselig rejser sig og begynder at danse til musikken fra orkestret. jeg takker nej fordi jeg er en tøsedreng, og fordi de andre DANSER SÅ LÆKKERT: I Danmark er det mere reglen, at hvis du kan tegne, så kan du bare ikke danse – det er den aftale man laver med det omgivende samfund, men det bruger man ikke her. Her kan man danse, og det gør man åbenbart
Fjerde dag
Fredag den 6. september. Kl 10 var vi klar til Eriks store forelæsning på kulturcentret – Den vi nærmest kom herover for at holde.
Og vi var praktisk talt helt alene i forelæsningslokalet, udover Karen Espinosa – vores trofaste oversætter og Paul Cano, der løber til og fra. Først 20 minutter over kom den første tilhører slentrende med en varm kop kaffe og et smil så bredt. Mexico, mi amor.
Erik sang derefter for os i 4 timer. Han croonede om fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer som alle satiretegnerne globalt set står overfor. Om hvad organisering af tegnere betyder for os heroppe, hvordan det danske system fungerer med forbund, ophavsretsfond, alle tegnerforeningerne og bibliotekspenge, copyright aftaler og VISDA. Det var en sang, der næsten fik os alle på gaden for at forlange, nej KRÆVE, bedre forhold for tegnere i både Mexico såvel som i resten af regionen. Han sang (kun afbrudt af få pauser) om organisering, bibliotekspenge og VISDA, og blue ocean og red ocean, og folk lyttede intenst!
Efterfølgende var der mange spørgsmål, og en masse forhåbninger om et fremtidigt samarbejde mellem VISDA og en tilsvarende Mexikansk organistion, og hvem ved? Måske kunne man også implementere en form for bibliotekspenge? Imidlertid er problemet nok, at det er svært at skabe en stor og for alle troværdig organisation, der skal administrere så store beløb, i et land der pt. ligger nr. 105 ud af 174 lande på Transparency Internationals liste over korruptionsniveauet verden over.
Derefter var et min tur med et oplæg om satiremagasinet Spot. Det gik noget langsommere med at komme i gang. Først fordi projektoren ikke virkede, hvilket resulterede I at jeg et øjeblik frygtede jeg ikke kunne bruge de medbragte slides og billeder. Derudover skulle Erik indlede foredraget med et kort oprids af de event, der førte til dannelsen af Spot magasinet og forbindelsen mellem Spot og Charlie Hebdo. Og Erik er nu engang bare a tough act to follow! Desuden kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til at have en oversætter i øret: Det er som at have en bi (omend en yderst hensynsfuld og venlig bi, som Karen jo nu engang er) fanget inde i sit hoved, mens man prøver at sige bispens gips gebis fejlfrit bagfra.
Men det gik fint, da det endeligt gik, og folk virkede oprigtigt interesserede i hele projektet. Både måden vi havde organiseret os på i redaktionen og vores samarbejde med udenlandske tegnere. Derefter tog vi med en god flok tegnere og arrangører og tilhørende familie (ingen nævnt – ingen glemt) ud og spise i den pænere bydel Coyoacan. Og det er fandme hyggeligt! Jeg fik en gang chile en nogada, hvis nogen skulle spørge. Det er en ret, der minder mest om en farseret dessert – altså på den gode måde.
Femte dag
Lørdag den 7. september. Sidste dag i Mexico var vemodig. Vi spiste endnu en gang morgenmad på taget, før vi gik ud for at opsøge seværdigheder og hvor jeg endegyldigt besluttede IKKE at købe en sombrero med hjem. Sombreoer klæder jo som bekendt alle – med mindre man studerer humaniora i København naturligvis.
Den sidste Aztekerkejser Moctezumas fjerkrone. Grøn er lige mig!
Vi fik set Diego Riveras fantastiske vægmalerier i National Paladset og vandrede derefter ud til Det Nationale Antropologiske Museum. Vi havde aftalt at mødes endnu en gang med Paul og David, og derudover en anden tegner Luis Fernando Teegr og hans kæreste foran museet, som alle havde talt helt vildt op. Og Antropologiske Museum leverede! Det var en hel utroligt oplevelse, og muligvis et af de to 3 bedste museer jeg nogensinde har besøgt! Hele Mexicos historie fra de første jæger-samleres ankomst omkring 9.000 fvt. til spaniernes ankomst, der for alvor sætter en stopper for rækken af de store, indianske kulturer: Olmekere, Mayaer, Toltekere og Aztekere var samlet her. Jeg tror vi tilbragte i hvert fald 3 timer derinde, men tiden fløj afsted. Da Erik jo vidste så fandens meget om regionens historie fik han hurtigt kælenavnet Wikipetri af Paul, men uden ham havde besøget været en noget mere tam oplevelse: Der var stort set ingen skilte på andre sprog end spansk. Nogensteder.
Undervejs til museet havde vi passeret et stort telt, overhængt med photos af 22 unge studerende, der var forsvundet under en studietur. Den slags skete fra tid til anden, og man gik ud fra, at de ved et uheld var røget uklar med lokale narkobaroner, der havde slået dem slået ihjel med koldt blod og begravet et ukendt sted. Fra tid til anden dukker sådanne massegrave op, men det er svært at få knaldet bagmændene. Over 40.000 mennesker er i alt forsvundet siden begyndelsen på mexicanske narkoopgør i 2006, så 22 fra eller til… Det er temmelig forstemmende.
Om aftenen landede vi i et spisehus PROPPET med mariachier! Ca. en mariachi pr. 4 betalende kunde – og det er en del mariachi’er på et sted, skulle jeg hilse og sige. Især fordi de bare begynder at spille for en uden opfordring, mens de venter på at pesos’ne skal begynde at rulle. Gør de ikke det, fortrækker de og overlader pladsen til en ny mariachiband, der så begynder at spille uden opfordring. Erik var noget skeptisk. Især fordi en af de mere insisterende mariachier spillede på harpe. Hvad gør en harpe dog at gøre i et mariachiband? Bagefter endte vi på et lille værtshus, da alle var enige om vi overhovedet ikke kunne forlade Mexico uden at have smagt Pulque – det viste sig så for mit vedkommende, at det kunne vi faktisk godt. Det er en gammel, meso-amerikansk drink, der laves af fermenteret agavesaft og har en sær gær-agtig smag. Men så fik jeg da det krydset af min liste.
Sjette dag
Søndag den 8. september. Hjemrejsedagen. En af de allersidste ting jeg havde forventet at skulle gøre på denne tur var, at skulle sige farvel til folk, der hed Karen, Edith, Paul, Erik, Camila – ja endda en enkelt Ingmar! Altså ikke da jeg forlod Danmark – men Mexico! Endnu en fordom nakkeskudt og efterladt i Mexico…
Jeg var stadig lidt tung i hovedet efter vores sidste aften i Mexico City. Det må have været pulquen, tænkte jeg. Men da jeg allerede havde pakket det meste i et for mig ukarakteristisk anfald af planlægning, var jeg hurtigt klar til at tage afsted. Jeg følte mig lidt flad og havde lidt mavepine, men det skyldtes nok mest jetlag og de sidste dages hårde program, inklusiv øller og den lidt stærkere mexikanske mad. Vi tog en Uber til lufthavnen og kun lettere forsinket lettede LH521 med retning Munchen – og med os om bord. Jeg så frem til flyveturen, da jeg ikke fik set afslutningen af Avengers, da vi fløj over, så den gik jeg straks i lag med.
Men et eller andet sted over Atlanterhavet begyndte min mave at gøre rigtig nas. Jeg maste mig op fra flysædet og forsøgte at komme på toilettet. Der var naturligvis kø! Jeg kunne pludselig mærke turbulens, selvom der ingen var, jeg svedte. Til sidst fik jeg blackout – jeg besvimede simpelthen, men heldigvis foran en steward, og da jeg igen kom til mig selv og kunne fokuserer, kom der én stewardess trippende med en cola til mig og én med en iltmaske. Jeg opdagede at jeg åbenbart var utroligt forhippet på at tale til dem i mit bedste skoletysk, til trods for at jeg fandme havde det røvelendigt! De skulle jo nødig tro at jeg var fuld – jeg er jo nu en gang officielt bladtegner…
Resten af turen gik som den bedst kunne, med mig som en ynkelig parodi på en kællingeknude – på plads 34 D. Men alting får som bekendt en ende, og endelig landede vi i Flughafen München Franz Josef Strauß. Erik fik mig behændigt vippet over i en kørestol, hvor jeg derefter bare sad krampagtigt stille og koldsvedte. Vi ræsede afsted igennem lufthavnen mod gaten, og Erik holdt som sædvanligt hovedet koldt. Han skulle ”bare” hjem og vende, tømme sin kuffert for vasketøj og derpå med kufferten nypakket flyve videre til Norge, hvor et job ventede. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive efterladt i en tysk lufthavn og afvente at en lufthavnslæge skulle få tid til at bese mig, og i bedste tilfælde skulle finde en ny senere flyafgang. Så jeg var også helt klar på, at vi bare skulle med det næste fly mod Danmark. Da vi blev kaldt til gaten var jeg stadig helt flad, men kunne i det mindste selv trisse om bord.
Vi landede i København kl. 8 om morgenen den 9. september, og turen var ovre. Foran os lå septemberdanmark badet i tyndt solskind fra en lav sol, pynteligt ophængt over Amager. Mand, jeg trængte til en lur, tænkte jeg, koldsvedende i metroen, der summende ind mod byen. En meget lang lur, endda. Hvis jeg ikke vågnede igen før 2020 var det helt fint med mig.
Epilog
Den 4/2-2020. Jeg savner stadig Mexico City. Det var som en drøm – som noget der både var for godt og for ondt til at være sandt. Det var et så kolosalt voldeligt og forarmet land, men også så utroligt smukt og med nogle helt fantastiske mennesker.
Da vi besøgte Angel Boligan spurgte jeg, om det var i orden jeg kiggede ind i hans tegnestue, mens han lige skulle færdiggøre en tegning inden en deadline, og det var det. Det er måske lidt svært at forklare processen, men han tegnede stadig mest i hånden på papir, så scannede han skidtet ind og efterbearbejdede og korrigerede det derpå på en ældgammel computer og på en tegnetablet anno stumfilm.
For Angel Boligan kan nemlig som udgangspunkt tegne. Han behøver ikke en krykke som en CTRL-Z eller hvilken som helst anden undo funktion, for Boligan kan nemlig TEGNE. Vi andre sidder og sveder, hvis vores gear ikke duer. Hvis cintiq’en ikke arter sig, når seneste version af Photoshop igen crasher, vores digitale tegnepen pludselig taber spidsen, så er vi på den. Men det er jo ikke det det handler om. Hvis hver streg man slår på en digital tegning består af 3-4 man har undo’et, hvilket talent har man så? Man har et talent for at delete – at fjerne noget, men ikke nødvendigvis talentet for at tegne. Nu sætter jeg tingene på spidsen – det ved jeg, for jeg arbejder jo også selv vildt meget på computer, men ens talent ligger ikke i ens Cintiq eller Wacom, i ens Photoshop eller Gimp, eller hvad slags kram man nu bruger. Det ligger et sted i ens eget software – i knolden og i hånden, og man skal passe på ikke at udliciterer det for meget. Keep it simple, stupid! Tegn, så det synger!
Tak for denne gang, gutter!
Læs evt. også om min tur til satirefestivalen i Saint-Just-le-Martel i 2018 her.
Beklager jeg ikke har haft tid til at lægge nyt indhold op på min blog her i et godt stykke tid, men jeg har ærlig talt ligget vandret på det seneste. Og på det allerseneste har jeg været helt væk.
Jeg er netop hjemvendt efter utrolig tur til Mexico City for Danske Bladtegnere sammen med Erik Petri. Her deltog vi i en Satiretegningsfestival, La Línea de Fuego, der blev arrangeret af organisationen Cartónclub.
Udover at vi deltog i paneldiskussioner, holdt Erik en workshop om faglig organisering og fagets udfordringer i fremtiden, og jeg en præsentation af Satiremagasinet Spot, og hvordan vi arbejder med det redaktionelle indhold. Jeg takker for en sjælden mulighed for at møde virkeligt dygtige kollegaer, tilegne mig nye synsvinkler, blive inspireret og forhåbentligt blive en meget, meget bedre tegner. Muchas Gracias!
