Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

AI – Hjælpemiddel eller konkurrent?

AI’er, der frembringer billedmateriale og grafik, såsom Midjourney, Dall-E og Stable Diffusion, er ikke bare på vej – de er her allerede, og man kan lave utrolige ting med dem. Jeg har indtil nu kun kigget på Midjourney, men Stable Diffusion er nok næste skridt op ad.

Men er det godt? Mine egne overvejelser stikker i alle retninger…

AI
kreativitet
værktøj

Jeg er selv i syv sind for der er så mange foruroligende aspekter ved AI’ens fremkomst. Både direkte i form af, at det kommer til at påvirke min indtjening, men også de etiske aspekter og den indflydelse AI får på vores samfund i fremtiden. For vi har nok kun set toppen af (A)isbjerget på nuværende tidspunkt.

AI’en som værktøj:

AI’en som motivfinder:

Midjourney er faktisk rigtig god til at finde unikke motiver, farver og kompositioner – det er faktisk det den gør allerbedst. Og står man og har brug for et godt motiv at gå ud fra til sin tegning, så er Midjourney faktisk bedre end google. Meget bedre. Disse fire billeder dukkede op da jeg søgte efter et motiv og en farvepallette til en tegning (som ses nedenunder igen – med monster)

AI
Midjourney
reference

Det er den faktisk god til, men jeg har faktisk haft svært ved at tage ejerskab over tegningen. Den er ikke udtænkt af mig og det er ikke det samme, som at finde et motiv i mine umiddelbare omgivelser og så tegne det. Det er er et motiv, der er beregnet af en AI, og ikke mig, der har set et motiv, og besluttet mig for at tegne det.

Bogforsider og moodboards:

Som udgangspunkt har jeg for sjovt lavet en del forsider i Midjourney – som en øvelse og for at se hvad den kunne komme op med, og da jeg har en forkærlighed for gamle bogforsider, så har det ofte været mit udgangspunkt. Jeg er jo ikke selv grafiker eller layouter, så det er sjældent at jeg prøver kræfter med decideret layout arbejde – jeg holder mig til tegningerne.
Men se engang på disse for mig at se ganske valide eksempler på Tolkines: Ringenes Herre og Hobitten forsider, som jeg fik mast frem:

AI
bogforsider
Ringenes Herre

Tekst som Midjourney forstår – og tekst Midjourney ikke forstår…

Bemærk for øvrigt at Midjourney ikke skriver genkendelig tekst. Den forstår betydningen af ​​ord og bogstaver skrevet i prompt’en, og også hvordan de ser ud, men den forstår ikke ordenes betydning sprogligt. Så det kan være svært at generere billeder med tekst på, fordi Midjourney både laver stavefejl eller ser bogstaverne som grafiske former mere end som meningsbærende elementer i sig selv.
Og med mindre det er en meget kendt titel, vil den hellere søge på de billeder titlen beskriver end at skrive titlen på det genererede billede.
Desuden kan der være ord AI’en slet ikke må bruge – det er typisk ord med f.eks. racistiske, sexuelle og/eller voldelige referencer – så titler som “Dræb ikke en sangfugl” kommer ikke til at ske.

Jeg stillede også mig selv den opgave, at lave en bogforside til den fiktive klassiker “Troldmanden fra Øst,” som jeg forestillede mig udkom i England i begyndelsen af det 20 århundrede.

Midjourney
AI
Bogforside
fantasy

Men processen tog stadig et godt stykke tid, for jeg måtte renderer mange forskellige versioner ud, og give dem en ordentlig tur i photoshop, før jeg var nogenlunde tilfreds. Der skulle copy/pastes, rettes hænder og outlines og findes en brugbar font til titlen.

Midjourney
process
work in progress
prompt
tutorial

Bare for at sige, at HVIS man skal lave noget brugbart i Midjourney, så tager det altså også tid. Og endda meget tid.

Billeder med SciFi-temaer ligger naturligvis også lige til højrebenet for AI’er, og når det kommer til at skulle lave moodboards til spil og film – ja, så er AI’en klart vejen fremad. Flere er også begyndt at indarbejde AI i arbejdet med storyboards, men hvor selvskrevet den er til det, skal jeg undgå at tage stilling til. Tænker umiddelbart lidt det er som at gå over åen efter vand, men det kan være jeg tager fejl her.

Til hjemmebrug:

Til hjemmebrug er AI’en helt perfekt – og ideen om at demokratisere evner og skills til enhver, der ønsker dem er naturligvis også ganske tillokkende (ser man bort fra hele diskussionen om, hvorvidt det er overhovedet er etisk eller ej at bruge evner man ikke selv har erhvervet sig).

RGP
AI
værktøj

Her har jeg bedt den generere et RPG party, der hænger ud efter en quest, og billedet her har jeg ikke selv redigeret i, så bemærk fingre og hænder, der ofte er fuldstændigt off. Men det ser ingen, når musikken spiller, gør de? Det med hænder kan dog nogen gange afhjælpes, men selv her på det nedenstående billede er der et eller andet der ikke helt er som det skal være, selvom jeg ikke lige kan sætte en finger (!) på hvad.

AI
hænder

Og tjek så lige denne lille lavbenede charmetrold ud – en den ikke sød?! Det er her at AI’en er på sit højeste – for det her kan jeg slet ikke hamle op med…

Gravhund
AI
Hund

Problemet med AI:

Diskussionen om ophavsretten er nok den der umiddelbart høres ofte. Kritikerne påpeger (og ikke uden grund) at AI ikke kan sammenlignes med tidligere teknologiske fremskridt, da vi har simpelthen ikke set noget lignende før.
For at generere et billede finkæmmer AI’en nettet for billedmateriale, deriblandt diverse kunstneres værker, og udfra det, sammensætter den et billede. Den tekst AI’en skal visualisere, bruges som ledetråd for, hvad det er den kommer op med, og udfra den tekst piller AI’en de billeder den finder fra hinanden , analyseret dem og generere et nyt output.

Disse billeder bliver imidlertid taget uden samtykke fra de originale kreatører og brugt under dække af at skabe noget nyt, men udviklerne og ejerne af AI’erne har brugt kreatørernes billeder til at udvikle en utrolig lukrativ forretning og dermed profit. Skal de have lov til det?

AI
ophavret

Pascal Campion er f.eks. en tegner jeg beundrer umådeligt meget, hans farver og kompositioner er fantastiske, men AI’erne ånder ham tungt i nakken. Kommer de til at stjæle hans arbejde? Ovenstående billede er ikke lavet af ham, men af AI’en, og selv jeg vil være i tvivl om ægtheden, hvis jeg ikke vidste bedre.

Greg Rutkowski er en polsk kunstner, der har specialiseret sig i fantasy art og har bl.a. arbejdet for Sony, Ubisoft, Dungeons & Dragons, and Magic: The Gathering. Og han er en af de kunstnere, hvis stil udnyttes allermest i AI sammenhænge. Man kan i sin prompt-tekst bede f.eks. Midjourney om at gengive et billede i en kunstners stil (“In the style of…”) og her ligger Rutkowski altså helt i toppen.
Ifølge en artikel tilbage i september er Rutkowskis navn blevet brugt som en prompt omkring 93.000 gange i Stable Diffusion. Til sammenligning blev nogle af verdens mest berømte kunstnere – såsom Michelangelo, Pablo Picasso og Leonardo da Vinci – kun efterspurgt omkring 2.000 gange hver eller færre.

Uden kunstneres værker kunne der jo slet ikke genereres nogen billeder. Tech-virksomhederne kidnapper så at sige værkerne for at skabe nye og gambler i samme åndedrag med millioner af kunstneres eksistensgrundlag. Hvordan skal disse kunstnere holdes skadesløse?

Diskussionen om AI fortsætter

Poster til foredraget “AI – Hvordan forbliver vi relevante?” for Danske Bladtegnere hos Dansk Journalistforbunds lokaler. Der var mange fremmødte, for interessen – og bekymringen – er virkelig stor.

 Min personlige holdning er, at jeg er meget bekymret for mit fag, og den udvikling det tager. Det er derfor jeg undersøger AI’en, så jeg ved hvad det er. Og for at finde ud af om jeg kan bruge det til noget. For det er fascinerende.

Jeg elsker at tegne, og jeg elsker især det at blive inspireret, og omsætte det til billeder – Og det piner mig, at det netop er det, som AI’en nu gør.

Selv hvis det vil lykkes kunstnere at få f.eks. et VISDA-/Bibliotekspenge-agtigt arrangement med udviklerne, så vi bliver begunstiget med et beløb, som tak for udbytningen, så ville jeg ærlig talt stadig hellere være foruden den teknologi. Men det er omsonst at stoppe det – det kommer ikke til at ske. Især fordi rigtig mange mennesker gerne vil have det, samt at der er så ufatteligt mange penge i det for udviklerne.

Men hvad med fake news?

Ja, hvad med fake news og misinformation? Det siger jo sig selv, at de fremstormende AI’er ikke ligefrem vil gøre det lettere at dæmme op for den i forvejen voksende mængden af misinformation.
Hvis du troede misinformation allerede havde kronede dage, så spænd sikkerhedsbæltet og hold på hat og briller. AI’er er sindssygt kompetente til at lave fake news – en ting er at de største udviklere har sat begrænsninger på brugen af vold og sex, men den farligste brug – den politiske løgn – står frit for enhver at skabe.

Dette billede valgte jeg at lave, for at understrege hvor let det egentligt er, at lave en falsk narrativ – her er det Putin og Biden der går en tur på stranden og hyggesnakker. Det sværeste at lave var den lille fraggel-muppet med fake-skiltet i baggrunden.

Men hvad skal vi stille op med AI’en? Som sagt er jeg fascineret af hvad den kan og det kilder mig også mange af de rigtige steder, men selvom jeg elsker alkohol og chips, ved jeg at begge dele i for store mængder det ikke er godt for mig.
Se mere her:
Should artists be worried about AI Art? – Tegneserie-instruktører Clayton Barton og Ed Foychuk diskuterer AI.
Dave McKean on the Impact of AI for Artists – Dave McKean kommer med nogle virkelig gode overvejelser
The Red Hand Archive – Nick caves har skrevet om AI’en som tekstforfatter på sin hjemmeside og det er nogle ganske vedkommende overvejelser han kommer med.

Ræven og dragen på vej!

Wauw! Sikken en fornemmelse!

Jeg har lige afsendt min (forhåbentligt) sidste tilrettede version af manuskriptet sammen med de færdige tegninger til min allerførste børnebog – til min redaktør på ABC Forlaget! Bogen hedder Ræven og dragen og handler ganske kort fortalt om en ondskabsfuld drage, der sætter en stakkels lille ræv på tre umulige opgaver.

Jeg er så glad – jeg har på det seneste lagt al min overskydende tid i at få færdiggjort den: rettet eksisterende tegninger til, omtegnet andre, og ikke mindst farvelagt dem alle om og om igen!
Jeg har været i gang med bogen i lidt over et år nu, og det er længe at arbejde på en børnebog som denne, kan jeg godt afsløre – Jeg tør slet ikke tænke på timelønnen, haha!

Det har været en kæmpeopgave, men den allerstørste udfordring har – som altid – ikke ligget på et stykke blankt papir eller på skærmen foran mig. Den har ligget inde bag min forræderiske hjerneskal!
Projektets værste kritiker er mig selv, og han kan være noget af et røvhul, rent ud sagt, og han har ikke haft lagt fingrene imellem. Jeg ved præcis ALT hvad der er galt med den bog! Den er både for kort og for lang, har for meget og for lidt tekst, ville være bedre i sort/hvid end i farve, og så videre.

Så jeg bad ham skride ad helvede til – hvilket han naturligvis ikke gjorde, men jeg fik mere ro til at lave bogen, så godt som jeg kunne, og jeg er faktisk endt op med at være rigtig godt tilfreds med den!

Så nu er den afsendt, og jeg sidder tilbage og venter på tilbagemeldingen fra verdens bedste redaktør på ABC Forlaget 

Her er lige et par tegninger fra Ræven og dragen:

Ræven og dragen
Ræv sover - Ræven dragen

Jeg håber den snart ryger i trykken, så den kan komme ud i virkeligheden. Det er jo det der er meningen med det hele.
Nåeja – det, og så at den bliver godt modtaget 

Læs evt. også mit indlæg fra januar(!) på min anden blog – Jons blog – hvor jeg både beskriver projektet og farvelægger ræven digitalt her.

Mexico City 2019

Med Danske Bladtegnere i Mexico City

Mexico City La Linea De Fuego Carton Club Danske bladtegnere

Den Mexicanske tegnerfestival La Linea de Fuego har et socialt sigte og en ambition om både at uddanne og organisere tegnerne i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde arrangørerne sidste år valgt at inviterer Erik Petri og jeg – via Danske Bladtegnere – til at præsenterer, hvordan vi herhjemme er organiseret, og hvilke udfordringer vi ser for fagets fremtid. Festivalen var arrangeret af agenturet Carton Club, som sælger satiretegninger til hele verden for udvalgte Latinamerikanske tegnere.

Første dag

Tirsdag den 3. september.
Kl. 18:45 landede Erik Petri og jeg i Mexico Citys lufthavn Aeropuerto Internacional Benito Juárez – en lufthavn, der alene i 2018 befordrede over 47 mio rejsende. Og i 2019 altså også os.
Vi var som sagt inviterede til at deltage i La Linea de Fuego, der begyndte d. 5. og under armen havde Erik et foredrag og et slideshow på tykkelse med Krig og Fred. Det handlede primært om de udfordringer fremtidens arbejdsliv stiller tegnere globalt og hvordan vi selv har organiseret os i et land så småt, at alle landets indbyggere kan bo i Mexicos City omkring 4 gange.

Efter at have gennemgået de evigt aktuelle lufthavnsprocedurer – som at lokaliserer toilettet, stå i kø i urimelige tider, panikke over forsvundne og sidenhen forkert udfyldte indrejsedokumenter – blev vi hentet af Paul Cano og David Boligan fra Carton Club.

tusch ink tryk tuschpen skræntskov Mexico
Værd at huske: Trykket i flykabiner påvirker trykket i din tuschpen. Også EFTER at man er landet…

Til Eriks store glæde sad Davids far og Eriks gode ven – tegneren Angel Boligan – klar bag rattet og kørte os til vores hotel Zocalo Central ved Plaza de la Constitución (også kaldet Zócalo). Her smed vi hurtigt vores bagage af, og kastede os derefter ud i byens lys. Da Mexicos Uafhængighedsdag skulle fejres d. 15. september, var hele byens centrum i færd med at blive pyntet, og Zócalo var oplyst af fantastisk lysrelief af elektriske pærer. Vi traskede lidt rundt i byen og tog notits af steder vi skulle huske at besøge de efterfølgende dage: Museo del Estanquillo (Forfatteren Carlos Monsivais personlige samling af malerier, fotografering, legetøj, albums, kalendere, reklameartikler og bøger, og det skulle være en stor oplevelse for grafiske hoveder), boghandlere, spisesteder, etc.

Ved en 20 tiden besluttede vi os for at finde noget at spise og de 3 mexikanere overtalte os til tacos og kolde øl – og fandt selvfølgelig hurtigt et fint sted. Alt var godt, selvom vi måske var en kende slappe i koderne på dette tidspunkt. Vi havde nu også været vågne i omkring 27 timer i streg, og selv Erik, der sammenlignet med undertegnede var en ren model Terminator T-800 på plutonium batterier, var dog enig i at det var på tide at kratte tilbage til hotellet og i seng.

Taco party Boligan, Paul Cano Erik Petri Skræntskov Mexico

Anden dag

Skræntskov Mexico Hotel Zocalo Central Mexico City

Onsdag den 4. september.
Vågnede stort set i samme position som jeg endeligt var faldet i søvn i, ved at uret ringede.
Jeg kom hurtigt i tøjet og op på taget, hvor restauranten befandt sig med min tegneblok under armen, for at lave de første doodles til min rejsedagbog.

Der var til min forbavselse stort set en tjener pr. tre gæster, og de var skarpe som knive. Jeg fik vrøvlet lidt italienske gloser, og tjeneren bragte mig smilende og overbærende en omelet og en kop kaffe og jeg begejstret takkede for med et klingende Grazia, for sådan en verdensmand er jeg nemlig.

Skræntskov Mexico Hotel Zocalo Central Mexico City
Første morgen på hotellets restaurant på øverste etage. Med udsigt over katedralen kommer velsignelsen hver morgen i store krus.

I mellemtiden var Erik dukket op med morgenmad mellem hænderne og hovedet fuld af planer. Dagsplanen bestod i at komme rundt i byen, som jeg stort set intet kendte til. Vi havde lavet en aftale med tegneren Cintia Bolio, som jeg derimod allerede kendte fra en workshop hun afholdt i København for et par år siden. Og nu skulle hun altså også fungerer som guide.
Cintia er utrolig. Hun er skarp og flittig, og har bl.a. siden 2006 tegnet for det politiske satiremagasin “El Chamuco y Los Hijos del Averno” – og man kan såmænd også finde hende i det danske online magasin SPOT. Så jeg så virkelig frem til at få hende som guide rundt i byen.

Mexico for sent skræntskov erik petri

Erik var naturligvis klar på slaget 8 – jeg havde lige brug for lidt mere… klargøring. For let’s face it – der findes sølvfisk, der er mere strukturerede end jeg. Heldigvis var Cintia også lettere forsinket, for når man skal krydse en by, der dækker næsten 5.000 km2, kan det være en udfordring at beregne ens nøjagtige ETA.
Hvorom alting er, så ankom Cintia glad og fro, og vi begav os ud i en af verdens allerstørste byer – faktisk kun overgået af Tokyo.

Katedralen med det mundrette navn Catedral Metropolitana de la Asunción de la Santísima Virgen María a los Cielos, er ufattelig smuk, og som så mange andre ældre bygninger i Mexico City lettere ludende, da selve byen synker med omkring 1 cm om året.
Man skal her lige huske på, at hele byen er bygget på en opfyldt sø(!), så at husene hænger lidt er til at forstå.

Cinia Bolio cocoa cacao Mexico
Med Cintia Bolio som guide – får man muligvis den bedste kakao i hele CDMX!

Efter katedralen besøgte vi Templo Mayor – eller rettere det der var tilbage af det, efter spanierne var færdige med at disrupte det aztekiske Mexico i 1521.
Templo Mayor – Det Store Tempel – var hovedtemplet for aztecerne dengang byen hed Tenochtitlan og allerede dengang udgjorde det for hovedstaden i landet. Pyramidetemplet var tilegnet krigsguden Huitzilopochtli, såvel som Guden for regn og dyrkning, Tlaloc. En dobbelt trappe havde ført op til pyramidens top, hvor to mindre bygninger stod side om side – en til hver gud. Og det var herfra man med jævnlige mellemrum skar det varme hjerte ud af brysthulen på udvalgte fanger, med knive af sort obsidian. Bum. Sådan.

Aztec skulls kranier Templo Mayor
Kranier er i Mexico ligeså udbredte i de aztekiske
kulturlag som lattergaspatroner er på Nørrebrogade…
Gadefejer: “Åh, vi har vist overset et derovre!”
kranier
Mig og nogle af de lokale hoveder…

Templet blev imidlertid stort set fuldstændigt nedbrudt af de katolske Spanierne – så udover “stueetagen” og enkelte dertilhørende stenslangehoveder er der ikke meget tilbage. Stenene blev brugte til at opføre førnævnte katedral, og mange andre af bygningerne i centrum istedet. Men det, der var tilbage, vidnede om en fantastisk teknisk viden og forståelse og er faktisk stadig både utroligt smukt og vanvittigt imponerende! Derefter fortsatte vi rundt i Centro Histórico resten af dagen.

Om aftenen var vi blevet inviteret til fest hos Angel Boligan.
Boligan blev oprindeligt født i 1965 i Cuba, men har boet i Mexico siden 1992. Han har været redaktør og tegner for magasinet „El Universal“ og avisen „Conozca mAs“, men arbejder for tiden som tegner for satiremagasinet „El Chamuco.” Hos ham traf vi desuden flere af de organiserende kræfter i festivalen samt en mængde andre tegnere.

Naturligvis var jeg for træt til at sove…

Tredie dag

Foreviget af Paco Baca.

Torsdag den 5. september.
Festivalens første dag blev skudt i gang. Vi blev hentede af Paul på hotellet i en Uber, der sørgede for at vi kom frem til centeret, hvor arrangementet blev afholdt. Stedet hed Centro Cultural Universitario Tlatelolco og er underlagt Mexicos universitet med henblik på at formidle kunst og kultur. Vi drev lidt rundt og så på de udstillede tegninger i foye’en, snakkede med de andre fremmødte. Erik gav et interview og jeg faldt i snak med en tegner der hedder Paco Baca.

Kl 13:18 blev den røde snor klippet, festivalen erklæredes åben og så gik det stærkt. Først var der en åben diskussion om sikkerheden på internettet, og flere af tegnerne fik udtrykt en bekymring om hvordan de i fremtiden sikrer deres arbejder mod at blive stjålet og misbrugt, og en generel bekymring over, hvad den digitale fremtid byder på af udfordringer. Og så naturligvis hvordan man undgår at blive slået ihjel, når man træder de forkerte folk over tæerne. Vi havde heldigvis taget lakridspiber med til trøst for hele forsamlingen.

Mexico City lakridspiber Danske Bladtegnere

Allerede kl 14 sad jeg så i et panel og skulle diskutere imigration og flygtningesituationen i mellemamerika og Europa.
Jeg er blevet tildelt plads i et panel med Camila De La Fuente, som jeg faktisk allerede havde mødt i en satirefestival i Saint-Just-le-Martel i Frankrig 2018, og som jeg nu kun fik endnu større respekt for.
Camila har boet det meste af sit liv i Caracas i Venezuela under Chavez-Maduro styret. Hun blev aktiv i studenterbevægelsen, og måtte i 2014 emigrere til Mexico. Ved hendes side sad Monica González, fotograf og dokumentarfilmproducent fra Mexico City, med fokus på politiske og sociale udfordringer i regionen, hovedsagelig i forbindeles med migration, køn, menneskerettigheder og vold.

Camila De La Fuente  Alejandro Vélez Monica González Jon Skræntskov Mexico City paneldebat

Debatten blev styret af Alejandro Vélez, chefredaktøren for foreningen Nuestra Aparente Rendición, der arbejder – intellektuelt, praktisk og kunstnerisk – for fred i Mexico. derudover er han professor i humaniora og forfatter til en bog om livshistorier fra de savnede og myrdede journalister i Mexico. Der sad jeg så og var fra Østerbro…

Fra Carton Clubs Facebookside – jeg gør det så godt jeg kan! 😀

Vi spiste frokost i nærheden, og på vej derhen fulgtes jeg med en af Carton Clubs organisatorerne, Mariana Calvo, og vi snakkede både om landets forhold til USA, korruptionen i Mexico, og her hørte jeg for første gang om det jordskælv, hvoraf det seneste af de store næsten smadrede Mexico City i ’85 – også kaldet et terremoto.
Det efterlod sig et anslået antal døde på ml. 5.000 – 20.000 mennesker, 50-90.000 hjemløse og ødelæggelser for milliarder, og en evig angst hos de fleste af byboerne for, hvornår det næste terremoto rammer. Der står stadig mange tomme bygninger tilbage i byen, givetvis for farlige til at bo i og for dyre at vælte. Igen en reminder om, at Mexico om noget er et land med mange modsætninger.
Jeg kunne ikke lade være med at filosoferer lidt over det smukke liv, kunsten og musikken, der er så levende, og samtidig er der en massiv tilstedeværelse af politi i hele byen. Fattigdom er synlig overalt og mindstelønnen er nærmest non-eksisterende, isærdeleshed set med danske øjne. Kriminalitet og korruption danser en usynlig Jarabe overalt, lurende naturkatastrofer og alligevel, alligevel var jeg så utrolig glad for at være her – lige her og nu.

Tilbage igen efter frokost (Pozole er for øvrigt fantastisk!) sad vi i et auditorie og jeg havde i mellemtiden erhvervet mig bøger af både Angel Boligan og Dario Castillejos, som jeg ydmygst havde bedt dem om at tegne i til mig, mod en af vores medbragte Spotbøger. Både Boligan og Dario er fantastiske tegnere, som jeg ALDRIG håber bliver opdaget af de danske aviser, for så har jeg langt bedre fremtidsudsigter som postmedarbejder hos Post Nord end jeg nogensinde vil få som tegner.
Det ville de naturligvis gerne, og jeg blev også selv bedt om at returnere SPOT-bøgerne med en af mine egne krøller. Dammit!

Imens var to andre tegnere igang oppe på scenen er med en diskussion omkring satirens væsen eller noget, men da samtalen mindede mere om en kaminpassar end om en reel debat, gik jeg vist ikke glip af så meget. Jeg tegnede løs, men hver gang jeg kikkede på de smukke dedikationer Boligan og Dario havde lavet til mig, fik jeg præstationsangst. Det lykkedes dog til sidst at få lavet en krampe, der ikke var helt idiotisk på indercoveret, så jeg tror jeg klarede skærene.

Edith Leija, redaktør hos Carton Club, er stor – som i KÆMPESTOR – fan af Lucha Libre!

Samme eftermiddag fik en af festivalens redaktører, Edith Leija, den utroligt gode ide, at vi skulle se Lucha Libre!
Mexikansk fribrydning havde for mig altid ligget på samme hylde som B-film fra 70’erne og machokultur uden selvironi, men Ediths begejstring var ikke til at komme uden om og inden længe stod vi i den Mexikanske Metro på vej mod Arena Coliseo for at se THE REAL DEAL!
Arena Coliseo viste sig at være en ældre bryderarena, placeret på Calle Republica de Peru 77, og var på ingen måder særlig i øjenfaldende udefra. Men hvad den ikke havde i opblæst og pompøs exteriør, havde den i ærlig charme og folkelighed.
Udenfor flokkedes folk og en mængde boder tilbød snacks, drikkevarer og ikke mindst et enormt udbud af forskellige fribrydermasker. Og alle lod til at være der! Tykke og tynde, mænd, kvinder (både fulde og ædru), børn og gamle damer, de var her allesammen. Vi stillede os i kø med hver vores billet og kom hurtigt ind.

Indenfor var luften fugtig og tyk og en balkon, der løber hele vejen rundt om selve ringen, var udstyret med et ståltrådshegn, der afholdt folk fra at falde ud. Sælgere gik rundt og tilbød øller, truthorn og masker, og alle råbte og hujede begejstret på de 6 brydere, der allerede var godt igang i arenaen, mens vi fandt et sted med fin udsigt at sidde.

En times tid senere var jeg som genfødt, efter den sejeste sportsevent jeg nogenside har oplevet. Jeg var forelsket i det absolut mest knald-i-låget, over-the-top, fuldstændigt vanvittige og noget nær mest sygeligt koreograferede show, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor dette balstyriske show tog mig med storm, men der er intet over Lucha! De flyver gennem luften, smider rundt med hinanden, afklapser hinanden i en utrolig koreografi, og hver træfning mellem de to hold brydere er en episk fortælling, en kamp mellem de gode brydere, der er lige ved at tabe, men ofte (men ikke altid) alligevel vinder til sidst! VIVA LUCHA LIBRE!

Om aftenen mødes vi med tegnere og arrangører inklusiv familie på et spise- og også dansested viser det sig, da flere af dem pludselig rejser sig og begynder at danse til musikken fra orkestret. jeg takker nej fordi jeg er en tøsedreng, og fordi de andre DANSER SÅ LÆKKERT: I Danmark er det mere reglen, at hvis du kan tegne, så kan du bare ikke danse – det er den aftale man laver med det omgivende samfund, men det bruger man ikke her. Her kan man danse, og det gør man åbenbart

Fjerde dag

Fredag den 6. september.
Kl 10 var vi klar til Eriks store forelæsning på kulturcentret – Den vi nærmest kom herover for at holde.

Og vi var praktisk talt helt alene i forelæsningslokalet, udover Karen Espinosa – vores trofaste oversætter og Paul Cano, der løber til og fra.
Først 20 minutter over kom den første tilhører slentrende med en varm kop kaffe og et smil så bredt. Mexico, mi amor.

Erik sang derefter for os i 4 timer. Han croonede om fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer som alle satiretegnerne globalt set står overfor. Om hvad organisering af tegnere betyder for os heroppe, hvordan det danske system fungerer med forbund, ophavsretsfond, alle tegnerforeningerne og bibliotekspenge, copyright aftaler og VISDA.
Det var en sang, der næsten fik os alle på gaden for at forlange, nej KRÆVE, bedre forhold for tegnere i både Mexico såvel som i resten af regionen.
Han sang (kun afbrudt af få pauser) om organisering, bibliotekspenge og VISDA, og blue ocean og red ocean, og folk lyttede intenst!

Efterfølgende var der mange spørgsmål, og en masse forhåbninger om et fremtidigt samarbejde mellem VISDA og en tilsvarende Mexikansk organistion, og hvem ved? Måske kunne man også implementere en form for bibliotekspenge? Imidlertid er problemet nok, at det er svært at skabe en stor og for alle troværdig organisation, der skal administrere så store beløb, i et land der pt. ligger nr. 105 ud af 174 lande på Transparency Internationals liste over korruptionsniveauet verden over.

Derefter var et min tur med et oplæg om satiremagasinet Spot. Det gik noget langsommere med at komme i gang. Først fordi projektoren ikke virkede, hvilket resulterede I at jeg et øjeblik frygtede jeg ikke kunne bruge de medbragte slides og billeder.
Derudover skulle Erik indlede foredraget med et kort oprids af de event, der førte til dannelsen af Spot magasinet og forbindelsen mellem Spot og Charlie Hebdo. Og Erik er nu engang bare a tough act to follow!
Desuden kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til at have en oversætter i øret: Det er som at have en bi (omend en yderst hensynsfuld og venlig bi, som Karen jo nu engang er) fanget inde i sit hoved, mens man prøver at sige bispens gips gebis fejlfrit bagfra.

Skræntskov foredrag SPOT Mexico City Linea de Fuego Carton Club

Men det gik fint, da det endeligt gik, og folk virkede oprigtigt interesserede i hele projektet. Både måden vi havde organiseret os på i redaktionen og vores samarbejde med udenlandske tegnere. Derefter tog vi med en god flok tegnere og arrangører og tilhørende familie (ingen nævnt – ingen glemt) ud og spise i den pænere bydel Coyoacan. Og det er fandme hyggeligt! Jeg fik en gang chile en nogada, hvis nogen skulle spørge. Det er en ret, der minder mest om en farseret dessert – altså på den gode måde.

Femte dag

Lørdag den 7. september.
Sidste dag i Mexico var vemodig. Vi spiste endnu en gang morgenmad på taget, før vi gik ud for at opsøge seværdigheder og hvor jeg endegyldigt besluttede IKKE at købe en sombrero med hjem. Sombreoer klæder jo som bekendt alle – med mindre man studerer humaniora i København naturligvis.

Wrath of Moctezuma. Skræntskov i Mexico City
Den sidste Aztekerkejser Moctezumas fjerkrone. Grøn er lige mig!

Vi fik set Diego Riveras fantastiske vægmalerier i National Paladset og vandrede derefter ud til Det Nationale Antropologiske Museum.
Vi havde aftalt at mødes endnu en gang med Paul og David, og derudover en anden tegner Luis Fernando Teegr og hans kæreste foran museet, som alle havde talt helt vildt op. Og Antropologiske Museum leverede! Det var en hel utroligt oplevelse, og muligvis et af de to 3 bedste museer jeg nogensinde har besøgt! Hele Mexicos historie fra de første jæger-samleres ankomst omkring 9.000 fvt. til spaniernes ankomst, der for alvor sætter en stopper for rækken af de store, indianske kulturer: Olmekere, Mayaer, Toltekere og Aztekere var samlet her. Jeg tror vi tilbragte i hvert fald 3 timer derinde, men tiden fløj afsted. Da Erik jo vidste så fandens meget om regionens historie fik han hurtigt kælenavnet Wikipetri af Paul, men uden ham havde besøget været en noget mere tam oplevelse: Der var stort set ingen skilte på andre sprog end spansk. Nogensteder.

Undervejs til museet havde vi passeret et stort telt, overhængt med photos af 22 unge studerende, der var forsvundet under en studietur. Den slags skete fra tid til anden, og man gik ud fra, at de ved et uheld var røget uklar med lokale narkobaroner, der havde slået dem slået ihjel med koldt blod og begravet et ukendt sted.
Fra tid til anden dukker sådanne massegrave op, men det er svært at få knaldet bagmændene. Over 40.000 mennesker er i alt forsvundet siden begyndelsen på mexicanske narkoopgør i 2006, så 22 fra eller til… Det er temmelig forstemmende.

Om aftenen landede vi i et spisehus PROPPET med mariachier! Ca. en mariachi pr. 4 betalende kunde – og det er en del mariachi’er på et sted, skulle jeg hilse og sige.
Især fordi de bare begynder at spille for en uden opfordring, mens de venter på at pesos’ne skal begynde at rulle. Gør de ikke det, fortrækker de og overlader pladsen til en ny mariachiband, der så begynder at spille uden opfordring. Erik var noget skeptisk. Især fordi en af de mere insisterende mariachier spillede på harpe. Hvad gør en harpe dog at gøre i et mariachiband? Bagefter endte vi på et lille værtshus, da alle var enige om vi overhovedet ikke kunne forlade Mexico uden at have smagt Pulque – det viste sig så for mit vedkommende, at det kunne vi faktisk godt. Det er en gammel, meso-amerikansk drink, der laves af fermenteret agavesaft og har en sær gær-agtig smag. Men så fik jeg da det krydset af min liste.

Mexico City Mariachi band musik

Sjette dag

Søndag den 8. september.
Hjemrejsedagen.
En af de allersidste ting jeg havde forventet at skulle gøre på denne tur var, at skulle sige farvel til folk, der hed Karen, Edith, Paul, Erik, Camila – ja endda en enkelt Ingmar!
Altså ikke da jeg forlod Danmark – men Mexico! Endnu en fordom nakkeskudt og efterladt i Mexico…

Jeg var stadig lidt tung i hovedet efter vores sidste aften i Mexico City. Det må have været pulquen, tænkte jeg. Men da jeg allerede havde pakket det meste i et for mig ukarakteristisk anfald af planlægning, var jeg hurtigt klar til at tage afsted.
Jeg følte mig lidt flad og havde lidt mavepine, men det skyldtes nok mest jetlag og de sidste dages hårde program, inklusiv øller og den lidt stærkere mexikanske mad.
Vi tog en Uber til lufthavnen og kun lettere forsinket lettede LH521 med retning Munchen – og med os om bord. Jeg så frem til flyveturen, da jeg ikke fik set afslutningen af Avengers, da vi fløj over, så den gik jeg straks i lag med.

Men et eller andet sted over Atlanterhavet begyndte min mave at gøre rigtig nas. Jeg maste mig op fra flysædet og forsøgte at komme på toilettet.
Der var naturligvis kø! Jeg kunne pludselig mærke turbulens, selvom der ingen var, jeg svedte. Til sidst fik jeg blackout – jeg besvimede simpelthen, men heldigvis foran en steward, og da jeg igen kom til mig selv og kunne fokuserer, kom der én stewardess trippende med en cola til mig og én med en iltmaske. Jeg opdagede at jeg åbenbart var utroligt forhippet på at tale til dem i mit bedste skoletysk, til trods for at jeg fandme havde det røvelendigt! De skulle jo nødig tro at jeg var fuld – jeg er jo nu en gang officielt bladtegner…

Resten af turen gik som den bedst kunne, med mig som en ynkelig parodi på en kællingeknude – på plads 34 D. Men alting får som bekendt en ende, og endelig landede vi i Flughafen München Franz Josef Strauß.
Erik fik mig behændigt vippet over i en kørestol, hvor jeg derefter bare sad krampagtigt stille og koldsvedte. Vi ræsede afsted igennem lufthavnen mod gaten, og Erik holdt som sædvanligt hovedet koldt. Han skulle ”bare” hjem og vende, tømme sin kuffert for vasketøj og derpå med kufferten nypakket flyve videre til Norge, hvor et job ventede. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive efterladt i en tysk lufthavn og afvente at en lufthavnslæge skulle få tid til at bese mig, og i bedste tilfælde skulle finde en ny senere flyafgang. Så jeg var også helt klar på, at vi bare skulle med det næste fly mod Danmark. Da vi blev kaldt til gaten var jeg stadig helt flad, men kunne i det mindste selv trisse om bord.

Vi landede i København kl. 8 om morgenen den 9. september, og turen var ovre. Foran os lå septemberdanmark badet i tyndt solskind fra en lav sol, pynteligt ophængt over Amager. Mand, jeg trængte til en lur, tænkte jeg, koldsvedende i metroen, der summende ind mod byen. En meget lang lur, endda. Hvis jeg ikke vågnede igen før 2020 var det helt fint med mig.

Epilog

Den 4/2-2020. Jeg savner stadig Mexico City. Det var som en drøm – som noget der både var for godt og for ondt til at være sandt. Det var et så kolosalt voldeligt og forarmet land, men også så utroligt smukt og med nogle helt fantastiske mennesker.

Da vi besøgte Angel Boligan spurgte jeg, om det var i orden jeg kiggede ind i hans tegnestue, mens han lige skulle færdiggøre en tegning inden en deadline, og det var det. Det er måske lidt svært at forklare processen, men han tegnede stadig mest i hånden på papir, så scannede han skidtet ind og efterbearbejdede og korrigerede det derpå på en ældgammel computer og på en tegnetablet anno stumfilm.

For Angel Boligan kan nemlig som udgangspunkt tegne. Han behøver ikke en krykke som en CTRL-Z eller hvilken som helst anden undo funktion, for Boligan kan nemlig TEGNE. Vi andre sidder og sveder, hvis vores gear ikke duer. Hvis cintiq’en ikke arter sig, når seneste version af Photoshop igen crasher, vores digitale tegnepen pludselig taber spidsen, så er vi på den. Men det er jo ikke det det handler om. Hvis hver streg man slår på en digital tegning består af 3-4 man har undo’et, hvilket talent har man så? Man har et talent for at delete – at fjerne noget, men ikke nødvendigvis talentet for at tegne.
Nu sætter jeg tingene på spidsen – det ved jeg, for jeg arbejder jo også selv vildt meget på computer, men ens talent ligger ikke i ens Cintiq eller Wacom, i ens Photoshop eller Gimp, eller hvad slags kram man nu bruger. Det ligger et sted i ens eget software – i knolden og i hånden, og man skal passe på ikke at udliciterer det for meget. Keep it simple, stupid! Tegn, så det synger!

Tacoparty Mexico City med Angel og David Boligan, Paul Cano og Erik Petri
Tak for denne gang, gutter!

Læs evt. også om min tur til satirefestivalen i Saint-Just-le-Martel i 2018 her.

journal dagbog copenhagen comics tegnserier

Dagbog fra Copenhagen Comics 2017

Copenhagen Comics 2017:

Copenhagen Comics er Danmarks ubetinget største tegneseriefestival. Den slog dørene op for første gang i 2004, og har siden kun vokset sig større, og hver gang trukket store navne fra ind- og udland. Og det er en fantastisk inspirerende oplevelse at besøge festivalen. Hver. Eneste. Gang.

Det er simpelthen en rejse i stilarter, genrer, tanker og historier. Og det er stort set umuligt ikke at komme hjem med lige så meget i hovedet som i poser og tasker.

Festivalen er nu netop overstået, og jeg lavede i den forbindelse en bette “carnet de voyage” – en slags personlig rejsedagbog, der nu kan læses her:

Copenhagen Comics 2017Copenhagen Comics 2017 Øsknehallen Copenhagen Comics gæster guests Copenhagen comics Claus Delerant prisen vinder Copenhagen Comics 2019 farvel

Min journal kan også findes på min instagram her.

Om farver…

Foruden at arbejde som illustrator, så har jeg også arbejdet som colour stylist. Og jeg har haft en del diskussioner, om man kan farvelægge decideret rigtigt eller forkert. Mange mener, at det kommer an på øjnene, der ser – hvad det naturligvis ofte gør – men se nu lige her:

Da superhelteforlaget Marvel besluttede sig for at genudgive flere klassiske superheltetegneserier, heriblandt Thor og Batman, besluttede de sig også for at om-farvelægge de originale sider. Og det er de til dels sluppet godt fra – med et bemærkelsesværdigt forbedret produkt ( – det skal måske lige for en ordens skyld lige nævnes, at den nye version af Thor er den øverste):

 

comics-colour-right

Fra Thor

 

Forskellen er utrolig. Fra en flad, useriøs billedside til en billedside, der hænger sammen med både dybde og balance.

Eller som hos Batman herunder: Fra den næsten latterligt hysteriske pallette, til den mere afdæmpede version til højre, hvor farverne i langt højere grad understreger mørket og gyset i tegneserien.

comics-colour-right02

Batman – The Killing Joke

Det er naturligvis altid en balance mellem et kunstnerisk valg og en realistisk farvepallette, men som den, der sidder med farveladen, gælder det om at få den stærkeste virkning ud af den, og ikke bare smøre på af hvilken farve man nu lige har ved hånen. Det gælder jo om at understøtte den fortælling, der bliver fortalt.

Tag nu et kig på John Difool her, der også er blevet taget under behandling af en ny farvelægger (Ny til højre – gammel til venstre):

Farverne til højre er en del muligvis mere realistiske, men de modarbejder hele billedets komposition. Den dybde og varme, der er i siden til venstre, er suget ud og spændingen mellem den mørkere forgrund (John Difool, der falder) og det lyse dyb er fladet ud. Der er næsten ingen afstand mellem ham, der falder, og dybet længere.

At nogen overhovedet tør pille ved Moebius’ farvevalg grænser jo til det dumdristige, men hvo intet vover… Her er den nye farvelægning i hvert fald med til at skabe en forringelse af produktet…

comics-colour-wrong

John Difool – Inkalen

 

Så nej – der er naturligvis ikke en rigtig og en forkert måde at bruge farver på – Men der er en god og en bedre måde, når det gælder om at understøtte en stemning og handling.

Er man nu helt lost i farver, så er der heldigvis hjælp at hente på nettet, som f.eks. colourlovers.com og hos Adobe Color CC . Der kan man blive selvhjulpet til at finde farvepaletter, der som udgangspunkt dur. Det er naturligvis lidt usexet ikke selv at opfinde en genial farvepallette hver gang, men hey – hvis det kan hjælpe en videre, så er det jo fint. Og man kan ikke undgå at lære noget.

 

Læs også om at rentegne i Adobe illustrator på bloggen her.

 

Fantastiske forsider af Edward Gorey

Jeg savner de tegnede bogforsider – forsider illustreret af folk med talenter som Ib Andersen, Ib Spang Olsen og Arne Ungermann, men desværre må de tegnede forsider ofte måtte vige pladsen for fotokunsten og de rene tekstforsider. Ikke at de ikke duer, men det er bare noget andet. Og der er sgu stadig så meget talent i Danmark. Teddy Kristiansen og Lars Horneman f.eks. Hører I Gyldendal? Grib knoglen og ring dem op ASAP! Hey – selv jeg lægger da hellere end gerne billet ind på en titel eller to…

For nyligt faldt jeg over et indlæg på bloggen Brain Pickings, der handlede om illustratoren Edward Gorey (22. februar, 1925 til 15. april, 2000) og hans fantastiske forsider. Udover der er så smukke som de er, formidler de elegant en kommenterende tone og en vinkel til historien – vel at mærke helt skræddersyet til bogen og ikke et tillempet stockphoto. Jeg bliver helt øm i sjælen af Mr. Coreys forsider… Det er jo lige det en god illustration kan.

 

gorey_barthelme gorey_chekhov gorey_conrad1 gorey_hubbard gorey_james4 gorey_kafka gorey_kierkegaard gorey_pushkin gorey_snow gorey_wolfe

 

Brain Pickings er en blog af Maria Popova, der er en Jack of all creative trades. Eller som hun selv siger “a reader, writer, interestingness hunter-gatherer, and curious mind at large.” Hun har før skrevet for Wired UK, The Atlantic, The New York Times, and Harvard’s Nieman Journalism Lab, m.fl. Bloggen handler osse om kreativitet – intellektuelt og artistisk (hvis man ellers kan stille de to parametre op overfor hinanden) og det er ofte god læsning.

Som f.eks. Edward Gorey’s Vintage bogforsider til  litterære klassikere…

læs hele indlægget på Brain Pickings her.

Je ne suis pas Charlie

Der var kun én Charlie Hepdo – og det var i særdeleshed ikke mig. Jeg er i virkeligheden for flink til at være Charlie Hepdo, men jeg hashtaggede alligevel #jesuischarlieinstagram og rundt omkring på de sociale medier. For jeg var godtnok rystet.

Som de fleste andre blev jeg chokeret over drabet på i første omgang 12 mennesker på det Parisiske satiremagasin Charlie Hepdo, og jeg føler med dem i den rædsel, de må have gennemlevet de sidste minutter af deres liv.

For alle mennesker bør have ret til at ytre ideer og tanker – uden at skulle frygte for sit liv. Jeg tror helt ind i mit inderste væsen på retten til at give udtryk for alle slags holdninger – også de skæve og uønskede. Og at vi ikke skal give efter for terror, eller gå i panik over det der er sket. Vi skal sørge over det, huske de døde for det det stod for, og så ellers frygtløst at klø på med hverdagen.

Eller med andre ord:

“The fundamentalist believes that we believe in nothing. In his world-view, he has his absolute certainties, while we are sunk in sybaritic indulgences. To prove him wrong, we must first know that he is wrong. We must agree on what matters: kissing in public places, bacon sandwiches, disagreement, cutting-edge fashion, literature, generosity, water, a more equitable distribution of the world’s resources, movies, music, freedom of thought, beauty, love. These will be our weapons. Not by making war but by the unafraid way we choose to live shall we defeat them.

How to defeat terrorism? Don’t be terrorized. Don’t let fear rule your life. Even if you are scared.”

– Salman Rushdie, 2002

 

jesuischarlie

 

 

Og så må mit nytårsforsæt for 2015 være IKKE at læse JeSuisCharlie som Jesuit Charlie…

Når folk be’r mig tænke på eksponeringen…

Eksponering?

really_house_of_cards-eksponering

 

Jeg får stadig – fra tid til anden – forespørgsel på opgaver, hvor en del af betalingen skal afregnes i eksponering.

Jeg takker som oftest nej tak for eksponering, for selve eksponeringen udebliver som regel for mit vedkommende og har til dags dato aldrig givet sig udslag i hverken flere opgaver eller brød på bordet. Desværre.

Og jeg har ærlig talt lidt svært ved at forstå argumentet. Jeg har f.eks. aldrig spurgt en håndværker, om han gider arbejde for en mindre løn, og istedet tænke på eksponeringen? Vil man overhovedet kunne stole på, at han så overhovedet gør jobbet ordentligt, eller får man en dag pludselig en dørkarm i knolden eller sender badekarrets indhold ned til underboen?

Så jeg tror jeg gør alle en stor tjeneste ved at takke et høfligt nej tak.