At prissætte sig selv er noget af det mest ubehagelige man kan forestille sig – i hvert fald hvis man er indrettet som mig. For når man først nævner penge overfor en kunde, så risikerer man virkelig at parkere sutterne på øretævernes holdeplads. Og det gør man fordi:
1. Man risikerer at sætte prisen for højt, og ens potentielle kunde derfor bliver sur og smækker døren efter sig…
2. Man risikerer at sætte prisen for lavt, og ens reelle bankmand m/k derfor bliver sur og smækker kassekreditten i efter sig.
Man kan naturligvis kigge i de seneste medieaftaler, indgået mellem HK Privat, Dansk Journalistforbund og Kooperationen fra 2021, som er udarbejdet til hjælp for illustratorer og grafikere (kan hentes her) – men de priser er nok heller ikke altid helt retvisende (emnet prissætning er faktisk til konstant debat – det seneste debatindlæg kan læses her på Journalist Forbundets hjemmeside.) Det er i hvert fald de færreste tegnere jeg kender, der rent faktisk får de priser, så hvordan finder man sin pris?
Kunst vs budget
Skal man tage fast projektpris eller skal man tage timeløn. Og hvis man tager timeløn – er der så forskellige takster? Koster en skitse mindre end en rentegning? Og hvad med farver? Og skal man give mængderabat?
Nu bliver det kedeligt…
Som udgangspunkt er det en god ide at kende sin dagspris. Hvor meget skal du have, hvis en kunde hyrer dig for en hel dag. Er det 4.000,-? 5.000,-? 8.000? Men det kan også godt være at en dagspris på 10.000,- liiige er i overkanten. Tænk på at der sjældent vil være arbejde til dig hver eneste dag, så hvis du vil sikre dig en absolut minimumsløn på 20.000,-/md, men ikke stoler på, at du kan få arbejde nok til mere end en uge, så skal du nok ikke tage en dagspris på under 4.000,- (Og husk nu på, at du har udgifter, der også først skal dækkes, før lønnen til dig selv kan udbetales).
Udgifter, udgifter, udgifter…
Jeg har prøvet at blive skældt ud af folk, der mener jeg er ude på at klemme penge ud af dem, bare fordi jeg som minimum gerne vil have den samme indtægt som en kassedame.
Prøv så at tage den dagspris du gerne vil have og divider det med en 8 timers arbejdsdag. Kig på det beløb og se, om hvordan det smager. Er det for højt eller lavt? Den kan du så bruge til at tænke pris på projekter, layouts, tegninger, whatevs. Når du laver en illustration, laver du måske først en skitse, som du sender til kunden, så er det jo bare at time den tid det tager, og så samholde det med den timepris, du før fandt frem til. Så gør du det samme med rentegningen. Der vil også være lidt skriveri frem og tilbage, lidt telefoni og måske endda et enkelt møde, og det skal altsammen også tænkes ind i prisen.
Tid er penge…
Og hvad så hvis der er flere tegninger? Ja, så kan du jo godt give lidt afslag i din pris, for der vil muligvis ikke være samme mængde af administration, og du kan måske cutte helt op til 10-15% af stykprisen, hvis der skal laves over 10 tegninger. Det samme gælder for projekter: Hvor mange timer bruger jeg på hver del af projektet, og addér så skidtet. Kan du se hvor jeg vil hen? Altid tænk i tid. På den måde er det dig, der bliver herre over dit tidsforbrug.
En god tegnerven sagde en gang, at når man giver en kunde sin pris, så skal det gøre lidt ondt i mavsen. Det lyder måske lidt… usagligt, men det er faktisk ikke helt forkert. De fleste vil nemlig gerne ud med deres kunst, men fordi det er ens personlige frembringelser, sætter man ofte prisen aaalt for lavt – for der er jo så mange derude, der der er en million gange bedre end en selv. Man skal huske at tænke på den værdi ens arbejde reelt har for kunden og hans behov – ikke på den værdi du selv føler den har.
Kundens syn på en, når han har modtaget ens pris…
Du kan ikke forvente at en kunde forstår, hvordan du prissætter dig, men så kan du altid vise den pågældende dit regnestykke på tidsforbruget. Om ikke andet, kan I i det mindste finde en fælles forståelse af, at budgettet så ikke er stort nok til at inkluderer dit arbejde, og så vender han forhåbentligt tilbage en anden gang med et større budget.
Hvis du sidder med spørgsmål til mit indlæg her, så tag endelig fat i mig her.
Læs evt. også om overvejelser man bør gøre sig, når man står med en børnebog i maven her.
Bladtegner festival: Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel!
I den franske landsby Saint-Just-le-Martel finder man Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel – eller om man vil på Dansk: Det Internationale Center for Karikatur, Blad- og Humørtegning. Og sidste år var jeg så heldig at deltage, sammen med 5 andre medlemmer af Danske Bladtegnere.
Den Mexicanske tegner Boligan har stået for årets plakat
Vi havde i forvejen sendt en bunke udvalgte tegninger derned under et samlet tema, der hed “The Cold War – Revisited” som der var blevet hængt op dernede, og som vi senere skulle præsenterer.
I fantastisk selskab med Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Bob Katzenelson, Erik Petri, Kamilla Wichman forlod vi København tidligt (som i MEGET tidligt) pr. lettere miljøudfordrende fly d. 27/9 i den gode sags tjenste.
Københavns Metrostationer fungerer kl. 03:50 som byens blindtarm for de festaber, der i druktågerne har mistet deres retningssans. De aner ikke hvor de er, hvor de har været eller hvor de er på vej hen. De kan ikke huske om de går på Niels Brock eller KU, og de kan lige nøjagtig holde balancen, så de ikke spilder de sidste dråber. Der står de så, og råber til hinanden hen over hovedet på den trætte rejsende, der har en aftale i lufthavnen allerede kl. 04:30. Men på det personlige plan glæder han sig over optrinnet. For så har han allerede inspirationen til dagens doodle hjemme og tegner den i metroen.
Paris
Fra dengang der stadig var tag på Notre Dame 🙁
Vi ankom vi til Paris ved en 8 tiden, tog toget ind til Paris og smed bagagen på Hôtel Libertel Austerlitz. Vejret var køligt, men klart, så vi besluttede os for at det eneste rigtige var, at spadsere igennem Jardin des Plantes, den botaniske have i Paris, for vi havde en frokostaftale med den franske tegner Plantu og det var i den rigtige retning. Vi havde alle været oppe i omkring 6 timer på det tidspunkt, så vi havde virkelig brug for lidt frisk luft. I Jardin des Plante kom vi forbi Muséum national d’histoire naturelle – Det Naturhistoriske Museum – hvilket var den primære grund til, at vi overhovedet gik den vej. For nu bliver det lige lidt nørdet, for hvis man ellers kan sin “Adeles Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser,” så ved man, at det er fra Det Naturhistoriske Museum, at den grufulde Pterodaktyl udruges og stikker af i nattens mum og mørke! Ingen Pterodaktyler i sigte denne gang, og efter hurtig morgensnack ved La Mosquee de Paris gik vi videre.
Plantu har sit kontor på avisen Le Monde og han var både vidende, tålmodig og rar. Og flink. Og sindssygt produktiv og fransk. Jeg har måtte retoucheret de tomme rødvinsflasker på bordene bort.
Lars Refn og Plantu skåler. Billedet her tilhører for øvrigt Erik Petri
Vi havde et par timer inden middagen til at bruge som vi ville, men jeg havde fået et par rettelser på en tegneopgave, jeg havde ikke havde nået at afslutte inden jeg tog afsted, så det måtte jeg rette til på hotellet. Så der røg mit visit til Fnac! Merde!
Ikke ligefrem det bedste billede, men hey…
Vi mødtes om aftenen med en mindre flok bladtegner, der som alle respektable bladtegnere i Frankrig, havde kække navn: Gros og Pakman, for bare at nævne et par…
Paris er fantastisk men allerede dagen efter er vi på vej i toget sydover mod St-Just-le-Martel i et tog proppet med tegnere. Lars, Kamilla og Erik lod til at kende mere end bare et par stykker fra tidligere rejser. De verdensmennesker, altså! Vælter sig i kendte tegnere!
Always! 😀
Saint-Just-le-Martel
Os, der kom ind med 4-toget… til byen Limogeses berømte togstationMoi, Erik Petri, Kamilla Wichmann, Adjim Danngar og Stine Spedsbjerg.
Saint-Just er vanvittig. Det er en meget lille by udenfor Limoges, der er kendt for porcelæn og limousinekøer, men de har besluttet sig for, at det er dem der altså skal huse den internationale festival for satire- og bladtegning. Tegnere fra hele verden, priser, gæster, skitser, karikaturer, køer, kapunløb (’tis true! Og de her kapuner ligner velociraptorer!), rødvin, bøger, mad, jeeez!
Endnu en ting småbørn og tegnere har til fælles: Vi tegner på dugen. Altid!
Og naturligvis foregår alt på fransk, så kun de færreste af os har en egentlig ide om, hvad hulen det er der foregår. Men det er uhyre underholdende! C’est bon! På et tidspunkt tror jeg at jeg har vundet en kasse fuld af kyllinger – det har jeg så ikke – men jeg blev hevet op på scenen under alle omstændigheder, og må ha’ lignet en idiot.
Se selv! Idiot! Men altså – Det er rigtig nok! Kyllinger!
Det blev også til en kæmpemængde tegneri! Særeste: En af de lokale samlede på tegninger af franske præsidenter, og jeg tegnede (naturligvis) le premier: Louis-Napoléon Bonaparte!
Men han ser da tilfreds ud med dagens udbytte 😀
Sværeste: Lille pige med katteører på. Børn reagerer normalt ikke særlig positivt på satiretegninger af sig selv, – hele det der selvironishow, som vi voksne forsøger at holde pæne miner til, går ikke med børn. De tager det skrækkelig alvorligt! Så det blev altså ikke mig der gav hende en tegnet kindhest – i hvert fald ikke med vilje. Til gengæld sad hun helt utroligt stille, mens det ene ark efter det andet landede på gulvet…
Heldigvis forstod hun ikke mine forblommede bandeord…Tegnere tegner tegnere…
Vi møder en masse vanvittigt interessante mennesker – og enkelte lidt trælse, men ikke trælse nok til, at vi ikke kan leve med det. Mængden af inspiration er enorm og koncentreret.
(Havde ternet skjorte på) Mig – tegnet af Manu.
… stadig med ternet skjorte på. Tegnet af Philippe Eno.
… og af Mohammed.
Oradour-sur-Glane
Oradour-sur-Glane
Oradour-sur-Glane er spøgelsesby ikke langt fra Saint-Just, som vi besøgte en formiddag. En frygtelig spøgelsesby endda. Som et andet Pompeii eller Herculaneum fremstår gader og mure, afventende indbyggerne, der aldrig kommer igen. Børn i flade sko og med skorper på knæene har lige rundet hjørnet. En kvinde er lige forvundet ind i købmandsforretningen. Det er som om tiden holdt op med at gå den frygtelige juni-formiddag i 1944.
Den 10. juni 1944 lagt byen øde ved en nådesløs nazistisk terrorhandling begået af en enhed på 120 mand fra Waffen-SS-regiment, der skød og dræbte 642 børn, kvinder og mænd og efterfølgende nedbrændte byen. Den yngste kun 6 indbyggere undslap med livet i behold. Ødelæggelsen af byen var en gengældelses og straffeaktion for lokale frihedskæmperes overfald og drab på et antal tyske soldater.
Ruinerne af landsbyen ligger nu urørte tilbage som mindesmærke. Efter afslutningen på 2. verdenskrig, er der blevet opført en ny by i nærheden.
Det var virkelig et følelsesmæssigt besøg, som man ikke kunne undgå at blive dybt berørt af. For her kan man se, hvad fascisme og ekstrem nationalisme fører med sig. Andre kan muligvis forklare det følgende bedre end jeg, men jeg forsøger alligevel: De uhyrligheder der foregik her i Oradour-sur-Glane i 1944 er foregået mange gange siden og over hele verden, men betydningen af Oradour er stadig vigtigt. At fascisme og ekstremisme altid bør skal bekæmpes, og at der stadig er kræfter i verden, der mener at deres ideologi er vigtigere end menneskeliv. Fuck dem!
En antikvar har samlet en imponerende mængde af gamle, kulørte satirehæfter, og jeg køber et par stykker den sidste dag. Good stuff!
Marilena Nardi har sit eget hold af lokale supportere i St. Just 😀
Sidste aften er der lagt op til fest. De lokale har disket op flere egnsretter end man skulle tro muligt, men nu er vi jo altså i Frankrig, så lad os bare sige at vi ikke led nogen nød. Og så kan de franskmænd om nogen altså hælde indenbords. Jeeeez!
Mohammed har ufrivilligt stjålet en af de lokales hjerte. Og selvom han gør, hvad han kan for at leverer det tilbage, kommer det ikke på tale!Ok – jeg husker os som betragteligt coolere på det dansegulv. Heldigvis var det ikke os, der stjal plastikkoen ned fra scenen på dansegulvet!
Paris revistited
Tilbage i Paris, men ikke meget tid til ret meget andet end at finde frokost, en øl og så ellers vende næsen hjemad. Dog skal vi lige forbi kirkegården Cimetière du Père-Lachaise for at besøge satiretegnerens Honore Daumiers grav i Paris. Hans satiretegninger af kongen som pære i La Caricature 1830-46 er hovedinspirationskilden til Danmarks første satireblad, Corsaren, som er Danmarks første satireblad. Nogle smutter også forbi gravstedet for kollegaen Tignous (Charlie Hebdo-tegner med det borgerlige navn Bernard Verlhac) som blev dræbt ved attentatet mod bladets redaktion i 2015, og som Erik og Lars havde kendt, mens de af os, der seriøst ikke kan mere, finder en cafe, og giver fortabt.
SE: Daumiers grav! Han ER død!
For nu kan vi snart ikke mere. Det har været en superintens tur til Saint-Just og Paris, og vi er uhyre trætte. Selv Lars Refn og Erik Petri, der under hele turen har været rene Duracellkaniner, begynder så småt at vise tegn på metaltræthed, men de har virkelig også været formidable! Med ildhu og emgagement har de stået på tæer for at få stablet en fantastisk tur op at stå. Jeg er fan af de to som rejseguider!
Hjemme igen er jeg helt mast, men sikken tur! Jeg går i brædderne og forbliver som i en bobel af sløvsind hele den følgende dag. St.Just – tak for alt. Marci beaucoup!
Festivalspræsidenten Gérard Vandenbroucke døde d. 15. februar 2019, men var allerede under festivallen medtaget af sygdom. Og man kan ikke andet end tage hatten af for det fantastiske stykke arbejde han har lagt i, at få den festival på benene.
Læs mere om festivallen her. Sitet er (naturligvis) kun på fransk 😀
Jeg får i ny og næ henvendelser fra folk, der har en børnebog i maven, og som har brug for en tegner til at sætte billeder på historierne. Nogle har allerede skrevet bogen, mens andre blot har “en føler ude.”
Personligt foretrækker jeg, at folk allerede selv har gjort sig besværet med at skrive bogen, inden de tager kontakt til mig, da jeg ellers risikerer at bruge uforholdsmæssig lang tid på kommunikation og skitserier, der aldrig bliver brugt. Man må ligesom selv lægge hovedet på blokken, før man beder andre om at gøre det samme, synes jeg.
Hvilket forlag skal jeg vælge?
Processen er typisk, at man skriver sin børnebogshistorie så færdig, at den er præsentabel og forståelig for en helt blank og udenforstående læser. Derpå sender man sit manus til et forlag efter eget valg. Herefter bliver det så temmeligt langhåret! For der er mange forlag. Hvilket et er godt? Hvor skal jeg gå hen med den? Er min børnebog artsy? Er den Disney-ish? Er det en pixibog jeg har skrevet? Er den politisk? Se DET kan jeg ikke hjælpe dig med. Det må du selv finde ud af. Selvudgiveri har jeg ingen erfaringer med, så det springer jeg let og elegant over her 🙂
Når du så endelig har fundet et forlag, og fået sendt det seneste manus afsted, skal du væbne dig med stor tålmodighed. Forlaget kan nemlig være alt mellem 8 uger til et halv år om at svare på, om de er interesserede eller ej i at udgive manus som børnebog. Og mange insisterer på, at man kun må sende manus til et forlag ad gangen! Først når et forlag har forkastet manus’et, kan man sende det til et andet. Derudover er konkurrencen ret hård – for der er virkelig mange børnebøger på markedet pt! Som i VIRKELIG mange!
Tegner til min børnebog?
Man kan dog selv prøve at finde en tegner, inden man sender sit manus til forlaget, for at se, om man ikke kan lave en aftale om et samarbejde. (Det kan gøre projektet lidt mere spiseligt for et forlag, for så slipper de selv for at skulle ud og finde en. Så skal man dog være sikker på, at man har fundet den rigtige, for hvis forlaget ikke er enig i valget af tegner, har det ganske givet den modsatte effekt…) I hvert fald kræver denne løsning typisk, at tegneren laver en til to færdige tegninger og derefter skitserer resten af bogens illustrationer, før det hele sendes til forlagene.
Min erfaring er, at da selve processen med at få en børnebog udgivet (ventetid og redigering af manus) kan være ret tung, så er det vigtigt at der er “god kemi” mellem illustrationer og historie – de skal så at sige komplimenterer hinanden. Lidt som et ægteskab faktisk 😀 Nogle historier kræver nuttede bamser i farverige omgivelser og andre kræver sort/hvide dystopier, og det er sjældent den samme tegner, der mestrer begge udtryk. Alt i alt er det at søge en tegner til sin bog ofte en besværlig affære, og som i alle store historier om makkerskaber, skal man ofte kysse en masse frøer, før man finder den rigtige. Men så kan samarbejdet altså også gå op i en højere enhed: Ingen Peter Plys uden E.H. Shepard, Ingen Astrid Lindgrenbog uden Ilon Wikland – ja, find selv flere 🙂
Igen i år har jeg taget InkTober udfordringen op, og tegnet en tegning i tusch hver eneste dag, måneden ud. Det er en virkelig en god øvelse i at tegne analogt, såsnart man finder rytmen. Man får virkelig øvet sin frihånd. Som udgangspunkt skal man tegne en tegning hver dag, men hvis man ikke har tiden til det, gør man det jo bare, når man kan. Det handler om at hygge sig med det, ikke at stresse over det.
Selvom jeg klart kan anbefale det, har jeg ikke selv taget udgangspunkt i de ellers ganske gode færdige hjælpestikord, som f.eks. bagmanden Jake Parker hvert år udfærdiger, men blot lade tankerne flyve og tegnet hvad jeg lige havde lyst til. Det har i år affødt en minihistorie, inspireret af HG Wells Klodernes Kamp, små Slice-of-Life historier og almindelige tankeprutter. Alle primært uploadet til min Instagram profil.
Fra historien “Den sidste Marsianer” jeg skrev og tegnede til InkTober.
Besøgte mine forældre i efterårsferien. De har hund.
Man skal holde godt fast på sin is…
Reglerne for InkTober er enkle, og jeg har skrevet om dem i et tidligere indlæg.
Reglerne er:
Lav en tegning i tusch.
Smid den på et eller flere sociale medier efter eget ønske
Copenhagen Comics er Danmarks ubetinget største tegneseriefestival. Den slog dørene op for første gang i 2004, og har siden kun vokset sig større, og hver gang trukket store navne fra ind- og udland. Og det er en fantastisk inspirerende oplevelse at besøge festivalen. Hver. Eneste. Gang.
Det er simpelthen en rejse i stilarter, genrer, tanker og historier. Og det er stort set umuligt ikke at komme hjem med lige så meget i hovedet som i poser og tasker.
Festivalen er nu netop overstået, og jeg lavede i den forbindelse en bette “carnet de voyage” – en slags personlig rejsedagbog, der nu kan læses her:
