Tag-arkiv: RIPTerryPratchett

Terry Pratchett – Hvil i fred

Terry Pratchett døde igår – kun 66 år gammel.

 

Terry Pratchett RIP

 

 

“Stories of imagination tend to upset those without one.”

-Terry Pratchett

 

En stor personlig inspiration – helt fra jeg var dreng – er her ikke længere, og verden synes at være blevet lidt mindre. Sir Terrence David John Pratchett døde igår, d. 12. marts i sit hjem. Hans bøger har på verdensplan solgt langt over 60 millioner og er blevet oversat til mere end 30 sprog. Han har modtaget et hav af priser og blev adlet til ridder i 2009.

Terry Pratchett er i særdelshed kendt for sin comedy-fantasy romanserie Diskworld, en flad og cirkelrund verden, der sejler gennem verdensrummet, båret på ryggen af fire kæmpestore elefanter, som igen står på ryggen af en endnu større skildpadde A’Tuin (gender unknown, som der skrevet står). Mange forbinder hans humor og stil med en anden fantastisk og desværre også afdød forfatter, nemlig Douglas Adams, men det er nu nok at træde begge forfattere lidt over tæerne.

Efter at han for 8 år siden fik konstateret Alzheimers kan man måske påpege at et efterfølgende dødsfald ikke ligefrem bør chokere en, men så alligevel… Herfra er jeg blot taknemmelig for de sindssygt mange timer, hvor jeg har brugt i hans litterære konstruktioner, mens fantastiske fortællinger og krøllede plots udfoldede sig i og imellem bogens linjer, og jeg knækkede sammen af grin over hans meget britiske og præcise omgang med sproget og den vanvittige galskab historiernes retninger tog. Jeg elsker hans bøger og vil altid gøre det. Både hans Diskworldserie (især Tiffanny Aching), men også hans andre udgivelser, såsom Long Earth serien og Good Omens (sidstnævnte skrevet sammen med Neil Gaiman).

Neil Gaiman og Michael Chabon om Terry Pratchett:

Forsider:

Pratchett_Masquerade

Josh Kirby’s cover til Pratchetts “Masquerade”

Forsiderne til især hans Discworld bøger er stadig genstand for diskussion. De blev i mange år alle tegnet af britiske Josh Kirby (der døde i 2001), og hans streg og stil appellerer ikke til den “gode” smag. Den er rodet, vild og ekspressiv og har nok herhjemme afholdt rigtig mange fra at læse Pratchett.

Ikke at dømme bogen på sit omslag, er åbenbart lettere sagt end gjort, men hvorom alting er, blev bøgerne stadig et kæmpe hit – især i Storbritannien, hvor hver eneste nye udgivelse fuldkommen erobrede boghandlernes bedste udstillingsvinduer.

monsterous-regiment

Paul Kidbys cover til Monstrous Regiment

Senere har man ladet forskellige kunstnere, illustratorer og grafikere eksperimentere med udtrykket, og her har Paul Kidby (stadig brite) formået at tage teten, med sin lidt mere “nedtonede” stil – i hvert fald sammenlignet med Kirbys.

Personligt foretrækker jeg Kidbys mere naturalistiske streg, selvom man rent faktisk savner vanviddet og Find-Holger kvaliteten fra Kirbys. Men MAND, hvor er det træls at udgiverne valgte to illustratorer med så ensklingende navne…

Senest har illustrator Joe McLaren for forlaget Gollancz lavet en serie superflotte og meget grafiske forsider til serien – i hardback, så selv pæne folk kan sidde i toget og læse Pratchett uden at skamme sig.

McLaren er også brite og bor og arbejder i Rochester, Kent.

 

 

 

Se McLarens forsider herunder og klik på billedet for at se dem i større version. Det gælder naturligvis for alle billeder her.

terry

 

Se den lange liste af Terry Pratchett udgivelser på Saxo her: