Illustrationer til børnebog

Illustrationer til Peter Pilegaards børnebog “Jagten på en sport”

Bogen “Jagten på en sport” er skrevet af Peter Pilegaard og udgivet af LAMBERTHs Forlag, og så er den sjovt nok tegnet af mig. Opgaven lød på en tegning til forsiden, og så en tegning pr. kapitel.

Handlingen er klassisk på den gode måde: William er en lille, spinkel dreng på 12 år med en ambitiøs far – i alt fald ambitiøs når det gælder sport og bøffer med bløde løg. Og ambitioner som stakkels William måske ikke heeeeelt deler i samme mål…
Forlaget beskriver selv bogen således:
Underholdende humoristisk og sød fortælling om en overivrig far og hans pre-teen søn, William, der leder efter den rette sport, som ifølge faren Bue, “… ethvert frisk, ungt menneske bør gå til”. William afprøver – med mere eller mindre god vilje – sportsgrene som bordtennis, vægtløftning, tennis, judo, svømning og håndbold og på den måde bliver de forskellige discipliner beskrevet med et glimt i øjet.

Williams forhold til faren, Bue, lider en smule under dennes syn på idræt, men er til gengæld hyggeligt og nært omkring det ugentlige far-ritual, med fælles madlavning. Bogen er skrevet som en form for ugentlig “dagbog”, hvor Williams oplevelser indenfor sporten opleves i erindringsglimt under netop disse hyggelige køkken-scener.

Den humoristiske tone understreges af Jon Skræntskovs herlige illustrationer af et barn i nød.

 

 

Skrevet af Peter Pilegaard
Forlaget Lamberth
69 sider
ISBN 978-87-7224-256-9