Jeg kan garantere for, at denne hund aldrig har bjæffet, gnavet i sofaen eller tisset på gulvet. Den fik ikke tyndskid efter at den havde ædt en hel Samsø-ost, og bliver ikke vanvittig, bare fordi nogen kører forbi med en trailer.
Til gengæld føler jeg mig som et ondt menneske, fordi den aldrig har eksisteret – for jeg har lavet den med brug af AI.
For hvad fanden gør vi? Hvordan løser vi problemet med AI? Fakta er, at konkurrencemomentet blandt os billedskabere lige er blevet fyret helt op på 11, da enhver med en computer nu potentielt er en billedmager.
Enhver økonomisk presset redaktion har nu muligheden for at skære ned på mængden af freelancere i stalden, og ethvert kommunikationsbureau kan skaffe sig en bunke referencemateriale overnight. Vi står overfor en den slags omvæltninger, som techgiganter og politikere kalder disruption, og hvad gør vi ved det?
Jeg har arbejdet en del med AI det sidste halve år, og processen er meget anderledes end at illustrere. Det er lettest at sammenligne med en AD’ers arbejde: man beskriver hvad man ønsker, og har derefter en kortere eller længere process med at finde frem til den endelige løsning. Men jeg behøver ikke AI. Jeg kan sagtens leve uden.
Men jeg ved også, at det får jeg nok ikke lov til, så here goes…
AI’er, der frembringer billedmateriale og grafik, såsom Midjourney, Dall-E og Stable Diffusion, er ikke bare på vej – de er her allerede, og man kan lave utrolige ting med dem. Jeg har indtil nu kun kigget på Midjourney, men Stable Diffusion er nok næste skridt op ad.
Men er det godt? Mine egne overvejelser stikker i alle retninger…
Jeg er selv i syv sind for der er så mange foruroligende aspekter ved AI’ens fremkomst. Både direkte i form af, at det kommer til at påvirke min indtjening, men også de etiske aspekter og den indflydelse AI får på vores samfund i fremtiden. For vi har nok kun set toppen af (A)isbjerget på nuværende tidspunkt.
AI’en som værktøj:
AI’en som motivfinder:
Midjourney er faktisk rigtig god til at finde unikke motiver, farver og kompositioner – det er faktisk det den gør allerbedst. Og står man og har brug for et godt motiv at gå ud fra til sin tegning, så er Midjourney faktisk bedre end google. Meget bedre. Disse fire billeder dukkede op da jeg søgte efter et motiv og en farvepallette til en tegning (som ses nedenunder igen – med monster)
Det er den faktisk god til, men jeg har faktisk haft svært ved at tage ejerskab over tegningen. Den er ikke udtænkt af mig og det er ikke det samme, som at finde et motiv i mine umiddelbare omgivelser og så tegne det. Det er er et motiv, der er beregnet af en AI, og ikke mig, der har set et motiv, og besluttet mig for at tegne det.
Bogforsider og moodboards:
Som udgangspunkt har jeg for sjovt lavet en del forsider i Midjourney – som en øvelse og for at se hvad den kunne komme op med, og da jeg har en forkærlighed for gamle bogforsider, så har det ofte været mit udgangspunkt. Jeg er jo ikke selv grafiker eller layouter, så det er sjældent at jeg prøver kræfter med decideret layout arbejde – jeg holder mig til tegningerne. Men se engang på disse for mig at se ganske valide eksempler på Tolkines: Ringenes Herre og Hobitten forsider, som jeg fik mast frem:
Tekst som Midjourney forstår – og tekst Midjourney ikke forstår…
Bemærk for øvrigt at Midjourney ikke skriver genkendelig tekst. Den forstår betydningen af ord og bogstaver skrevet i prompt’en, og også hvordan de ser ud, men den forstår ikke ordenes betydning sprogligt. Så det kan være svært at generere billeder med tekst på, fordi Midjourney både laver stavefejl eller ser bogstaverne som grafiske former mere end som meningsbærende elementer i sig selv. Og med mindre det er en meget kendt titel, vil den hellere søge på de billeder titlen beskriver end at skrive titlen på det genererede billede. Desuden kan der være ord AI’en slet ikke må bruge – det er typisk ord med f.eks. racistiske, sexuelle og/eller voldelige referencer – så titler som “Dræb ikke en sangfugl” kommer ikke til at ske.
Jeg stillede også mig selv den opgave, at lave en bogforside til den fiktive klassiker “Troldmanden fra Øst,” som jeg forestillede mig udkom i England i begyndelsen af det 20 århundrede.
Men processen tog stadig et godt stykke tid, for jeg måtte renderer mange forskellige versioner ud, og give dem en ordentlig tur i photoshop, før jeg var nogenlunde tilfreds. Der skulle copy/pastes, rettes hænder og outlines og findes en brugbar font til titlen.
Bare for at sige, at HVIS man skal lave noget brugbart i Midjourney, så tager det altså også tid. Og endda meget tid.
Billeder med SciFi-temaer ligger naturligvis også lige til højrebenet for AI’er, og når det kommer til at skulle lave moodboards til spil og film – ja, så er AI’en klart vejen fremad. Flere er også begyndt at indarbejde AI i arbejdet med storyboards, men hvor selvskrevet den er til det, skal jeg undgå at tage stilling til. Tænker umiddelbart lidt det er som at gå over åen efter vand, men det kan være jeg tager fejl her.
Til hjemmebrug:
Til hjemmebrug er AI’en helt perfekt – og ideen om at demokratisere evner og skills til enhver, der ønsker dem er naturligvis også ganske tillokkende (ser man bort fra hele diskussionen om, hvorvidt det er overhovedet er etisk eller ej at bruge evner man ikke selv har erhvervet sig).
Her har jeg bedt den generere et RPG party, der hænger ud efter en quest, og billedet her har jeg ikke selv redigeret i, så bemærk fingre og hænder, der ofte er fuldstændigt off. Men det ser ingen, når musikken spiller, gør de? Det med hænder kan dog nogen gange afhjælpes, men selv her på det nedenstående billede er der et eller andet der ikke helt er som det skal være, selvom jeg ikke lige kan sætte en finger (!) på hvad.
Og tjek så lige denne lille lavbenede charmetrold ud – en den ikke sød?! Det er her at AI’en er på sit højeste – for det her kan jeg slet ikke hamle op med…
Problemet med AI:
Diskussionen om ophavsretten er nok den der umiddelbart høres ofte. Kritikerne påpeger (og ikke uden grund) at AI ikke kan sammenlignes med tidligere teknologiske fremskridt, da vi har simpelthen ikke set noget lignende før. For at generere et billede finkæmmer AI’en nettet for billedmateriale, deriblandt diverse kunstneres værker, og udfra det, sammensætter den et billede. Den tekst AI’en skal visualisere, bruges som ledetråd for, hvad det er den kommer op med, og udfra den tekst piller AI’en de billeder den finder fra hinanden , analyseret dem og generere et nyt output.
Disse billeder bliver imidlertid taget uden samtykke fra de originale kreatører og brugt under dække af at skabe noget nyt, men udviklerne og ejerne af AI’erne har brugt kreatørernes billeder til at udvikle en utrolig lukrativ forretning og dermed profit. Skal de have lov til det?
Pascal Campion er f.eks. en tegner jeg beundrer umådeligt meget, hans farver og kompositioner er fantastiske, men AI’erne ånder ham tungt i nakken. Kommer de til at stjæle hans arbejde? Ovenstående billede er ikke lavet af ham, men af AI’en, og selv jeg vil være i tvivl om ægtheden, hvis jeg ikke vidste bedre.
Greg Rutkowski er en polsk kunstner, der har specialiseret sig i fantasy art og har bl.a. arbejdet for Sony, Ubisoft, Dungeons & Dragons, and Magic: The Gathering. Og han er en af de kunstnere, hvis stil udnyttes allermest i AI sammenhænge. Man kan i sin prompt-tekst bede f.eks. Midjourney om at gengive et billede i en kunstners stil (“In the style of…”) og her ligger Rutkowski altså helt i toppen. Ifølge en artikel tilbage i september er Rutkowskis navn blevet brugt som en prompt omkring 93.000 gange i Stable Diffusion. Til sammenligning blev nogle af verdens mest berømte kunstnere – såsom Michelangelo, Pablo Picasso og Leonardo da Vinci – kun efterspurgt omkring 2.000 gange hver eller færre.
Uden kunstneres værker kunne der jo slet ikke genereres nogen billeder. Tech-virksomhederne kidnapper så at sige værkerne for at skabe nye og gambler i samme åndedrag med millioner af kunstneres eksistensgrundlag. Hvordan skal disse kunstnere holdes skadesløse?
Diskussionen om AI fortsætter
Poster til foredraget “AI – Hvordan forbliver vi relevante?” for Danske Bladtegnere hos Dansk Journalistforbunds lokaler. Der var mange fremmødte, for interessen – og bekymringen – er virkelig stor.
Min personlige holdning er, at jeg er meget bekymret for mit fag, og den udvikling det tager. Det er derfor jeg undersøger AI’en, så jeg ved hvad det er. Og for at finde ud af om jeg kan bruge det til noget. For det er fascinerende.
Jeg elsker at tegne, og jeg elsker især det at blive inspireret, og omsætte det til billeder – Og det piner mig, at det netop er det, som AI’en nu gør.
Selv hvis det vil lykkes kunstnere at få f.eks. et VISDA-/Bibliotekspenge-agtigt arrangement med udviklerne, så vi bliver begunstiget med et beløb, som tak for udbytningen, så ville jeg ærlig talt stadig hellere være foruden den teknologi. Men det er omsonst at stoppe det – det kommer ikke til at ske. Især fordi rigtig mange mennesker gerne vil have det, samt at der er så ufatteligt mange penge i det for udviklerne.
Men hvad med fake news?
Ja, hvad med fake news og misinformation? Det siger jo sig selv, at de fremstormende AI’er ikke ligefrem vil gøre det lettere at dæmme op for den i forvejen voksende mængden af misinformation. Hvis du troede misinformation allerede havde kronede dage, så spænd sikkerhedsbæltet og hold på hat og briller. AI’er er sindssygt kompetente til at lave fake news – en ting er at de største udviklere har sat begrænsninger på brugen af vold og sex, men den farligste brug – den politiske løgn – står frit for enhver at skabe.
Dette billede valgte jeg at lave, for at understrege hvor let det egentligt er, at lave en falsk narrativ – her er det Putin og Biden der går en tur på stranden og hyggesnakker. Det sværeste at lave var den lille fraggel-muppet med fake-skiltet i baggrunden.
Men hvad skal vi stille op med AI’en? Som sagt er jeg fascineret af hvad den kan og det kilder mig også mange af de rigtige steder, men selvom jeg elsker alkohol og chips, ved jeg at begge dele i for store mængder det ikke er godt for mig. Se mere her: Should artists be worried about AI Art? – Tegneserie-instruktører Clayton Barton og Ed Foychuk diskuterer AI. Dave McKean on the Impact of AI for Artists – Dave McKean kommer med nogle virkelig gode overvejelser The Red Hand Archive – Nick caves har skrevet om AI’en som tekstforfatter på sin hjemmeside og det er nogle ganske vedkommende overvejelser han kommer med.
Moi! som man siger på finsk, når man hilser pænt. Jeg vendte sidste lørdag hjem fra Tampere, Finland sammen med den yngste. Vi havde besøgt hans klassekammerat, der var flyttet tilbage til Finland sidste efterår, men takket være Fortnite og Roblox, har de stadig daglig kontakt. Forældrene havde vi forældre også hængt en del ud med, mens de boede her, da de var vildt søde, så det var en forlænget weekend både han og jeg havde set frem til.
Og Finland var alt hvad jeg håbede det ville være (og lidt til, skulle det vise sig – jeg fik en kæmpe omgang influenza med mig hjem, som jeg først rigtigt var frisk fra i lørdags).
Der var smukke skove, de højeste birketræer jeg nogensinde har set og nogle utroligt søde mennesker. Og jeg fik lokket yngsten med på Mumimuseet!
Udover museet havde en bunke at Tove Janssons fantastiske originaltegninger, havde man på museet også en fast udstilling af modeller – eller rettere dioramaer – lavet af ingen ringere end Tuulikki Pietilä, Tove Jannsons kæreste og samlever (hvis alter ego også optræder i Mumibøgerne som Too-Ticky). Deres forhold kan man stikke næsen nærmere i her hvis man er nyfigen 🙂
Her ses Tuulikki Pietilä, Tove Jannson og med-bodelbygger Pentti Eistola igang med at stable hvad der skulle blive det første af flere Mumihuse op.
De var utroligt fine og af en sjælden høj kvalitet. Fulde af karakter og udstråling, sindssygt charmerende og ikke blot opstillet, som en svag opsats af bøgernes stærke illustrationer. Desværre måtte man ikke tage billeder på museet, så jeg har tilladt mig at planke nogle fra nettet i stedet:
Billederne er hentet fra den officielle Mumi-hjemmeside Moomin.com. Lysinstallationen skal forestille kometen, der truende forkynder Mumidalen og resten af verdens undergang.
Der er få tegnere jeg beundrer som Tove Jansson, så alene de knap to timer jeg fik lov til at opholde mig på Moomin Museum havde været hele turen værd. Og selv yngsten virkede ikke umiddelbart afvisende, trods en indædt afstandtagen fra ALLE slags museer.
Resten af turen bød på skovture og naturoplevelser, saunature (i flertal!), finsk cuisine (just kidding, sådan et findes ikke. Som i slet ikke, men finner er virkelig hyggelige spisekammerater), øller med bjørne på, flere saunature, og en del doodles.
En spætte hedder f.eks, en tikka på finsk, hvilken på sælsom vi giver enormt meget mening, når man tænker over det.
Det var intense 3 dage der føltes som mere end det dobbelte, og vi kom hjem igen helt flade og udkørte – men mætte af oplevelser, og med det indre batteri fuldt opladt.
Inspiration: Uanset hvor elendig og uoplagt man nogen gange føler sig, så er det altså sandt, hvad William Faulkner – måske noget overlegent – bedyrede:
“Jeg skriver kun, når inspirationen rammer. Heldigvis rammer den klokken ni hver morgen.”
Der er altid noget inspiration at tage fat i – om ikke andet, så ens egen uoplagthed eller sortsyn. Og man skylder faktisk sig selv at sætte sig til bords og gå i gang. Indtil nu har det ikke svigtet mig – der kommer altid noget på papiret.
Denne tegning var sådan en uinspireret en. Jeg havde en aftale kl. 9 tæt på hvor jeg bor, så jeg besluttede at vente med at tage ind på tegnestuen, og satte mig i stedet på en cafe på Sortedams Dosseringen. Jeg var lidt nede over at min bog Ræven og dragen drillede, og følte mig ærlig talt noget udslukt. Jeg tænkte på hvor uinspireret jeg var, hvor inspirationen mon kom fra, om den løb tør, på gamle tegneserier, og den slags nyttesløse ting – og 15 minutter senere sad denne tegning på mystifistisk vis i min blok. En god del af mine tanker og hvor jeg befandt mig lige på det tidpunkt var blevet mast ned i den tegning, uden jeg havde spekuleret videre over det. Jeg scannede den senere samme dag, fjernede de oprindelige kragetær, skrev teksten på ny og farvelagde det hele – og her er så resultatet.
Lidt indenfor samme kategori udtalte min ven Anders Brønserud forleden noget a la:
“Mistakes makes great canvas”
Og han har ret – det er ofte forventninger og ambitioner på egne vegne, der kommer i vejen for at udtrykke det man har på (og navnlig i) hjertet.
Rigtig god onsdag herfra
xXx Jon
PS: Har du lyst til at sponsorere mig, så kig forbi min Patreon-konto for goodies og merchandise 🙂
Jeg har lige afsendt min (forhåbentligt) sidste tilrettede version af manuskriptet sammen med de færdige tegninger til min allerførste børnebog – til min redaktør på ABC Forlaget! Bogen hedder Ræven og dragen og handler ganske kort fortalt om en ondskabsfuld drage, der sætter en stakkels lille ræv på tre umulige opgaver.
Jeg er så glad – jeg har på det seneste lagt al min overskydende tid i at få færdiggjort den: rettet eksisterende tegninger til, omtegnet andre, og ikke mindst farvelagt dem alle om og om igen! Jeg har været i gang med bogen i lidt over et år nu, og det er længe at arbejde på en børnebog som denne, kan jeg godt afsløre – Jeg tør slet ikke tænke på timelønnen, haha!
Det har været en kæmpeopgave, men den allerstørste udfordring har – som altid – ikke ligget på et stykke blankt papir eller på skærmen foran mig. Den har ligget inde bag min forræderiske hjerneskal! Projektets værste kritiker er mig selv, og han kan være noget af et røvhul, rent ud sagt, og han har ikke haft lagt fingrene imellem. Jeg ved præcis ALT hvad der er galt med den bog! Den er både for kort og for lang, har for meget og for lidt tekst, ville være bedre i sort/hvid end i farve, og så videre.
Så jeg bad ham skride ad helvede til – hvilket han naturligvis ikke gjorde, men jeg fik mere ro til at lave bogen, så godt som jeg kunne, og jeg er faktisk endt op med at være rigtig godt tilfreds med den!
Så nu er den afsendt, og jeg sidder tilbage og venter på tilbagemeldingen fra verdens bedste redaktør på ABC Forlaget
Her er lige et par tegninger fra Ræven og dragen:
Jeg håber den snart ryger i trykken, så den kan komme ud i virkeligheden. Det er jo det der er meningen med det hele. Nåeja – det, og så at den bliver godt modtaget
Læs evt. også mit indlæg fra januar(!) på min anden blog – Jons blog – hvor jeg både beskriver projektet og farvelægger ræven digitalt her.
Patreon er en donationsplatform, hvor folk kan støtte eks. kunstnere med et månedligt beløb efter eget valg. Det er vist endnu ikke slået igennem i stor stil herhjemme, men jeg har oprettet en profil, hvor man kan støtte min karriere, i det omfang man gider, fra 6 kr/md. og op. Jeg bruger nemlig RIGTIG meget tid på at jonglerer blyanten på nettet og især på de sociale medier – og det får jeg altså ikke en rød reje for.
Mod at støtte mig moralsk og økonomisk via Patreon får du så til gengæld – for ganske få penge – indblik i mine arbejdsprocesser, tanker og overvejelser, såvel som mulighed for at se ting, jeg ikke publicerer andre steder, downloads i høj opløsning og prints og forskellige former for merchandise, rabat i min webshop og meget mere.
Så hvis du synes det er det værd, så skynd dig at kigge forbi på min Patreon-konto her.
Den 28. juni til 4. juli var jeg blevet inviteret til at udstille mine tegninger i Danmarks østligste galleri – Galleri Palivaren. Min første udstilling! Men måske skal jeg allerførst lige forklare, hvad Palivaren egentlig er.
Palivaren er navnet på et lille træskur, der ligger ved ved Juuls Bastion på Christiansø og er Danmarks mindste udstillingssted. Det benyttes primært som udstillingssted for kunst, der har Ertholmene som motiv, men altså ikke udelukkende. Palivarens oprindelige funktion var dog en helt anden – den var nemlig en karantænestation. Hvis et skib ville lægge til, måtte man først forbi Palivaren (fra det franske “Parloir”- “samtalerum”), hvor fæstningens læge kontrollerede skibenes mandskab og passagerer for smitsomme sygdomme. Da Ertholmene blev nedlagt som fæstning i 1855, blev træhuset flyttet til sin nuværende plads på Juuls Bastion.
I 1946 indrettede billedkunstneren, musikeren og digteren Henning Køie så den lille træhytte til kunstbod. Herfra solgte han egne akvareller, tegninger, postkort, smykker og grammofonplader med mere og efter hans død kørte en gruppe ildsjæle huset som galleri med udstillinger af forskellige kunstnere – og altså nu også mig.
Op til min afrejse havde jeg læst en del om Ertholmene og i særdeleshed Christiansø og Frederiksø – og især historien, der først for alvor begynder med anlæggelsen af fortifikationen i 1684. Indtil da havde den været tilholdssted for sørøvere og fiskere – og muligvis nogle får. De underjordiske (som ellers fylder en del inde på Bornholm) manglede godt nok i øernes folklore, men som alle ved flytter nissen jo med, så hvorfor ikke også til Ertholmene?
Især bogen “Christiansø og Frederiksø” skrevet af Jacob Ludvigsen og fotograferet af Knud Nielsen og “Christiansø” af Søren P. Sillehoved. For slet ikke at tale om Tage Vosses forfatterskab, var nogle af de steder jeg ledte efter Ertholmenes sjæl.
I hvert fald havde jeg ikke læst meget, før jeg for alvor begyndte at glæde mig og billeder begyndte at boble frem i tagetagen. De fleste drejede sig om dualiteten mellem den hårde og til tider brutale fortid – Sørøverne, krigen, soldaterne, Dr. Dampe, straffefangerne, volden, naturen, uvejret – og hyggen, det nære, naturen(!), idyllen, og den første tegning jeg lavede til udstillingen var den nedenstående. Og som titel til udstillingen valgte jeg “MELLEM LYS & MØRKE.” Den gav sig selv, syntes jeg…
Derpå gik jeg i gang med at tegne både Store- og Lilletårn, for at blive bekendt med de større attraktioner, og ellers finkæmme nettet for billeder derfra. Og så tegnede jeg ellers. Det var en god blanding af lokale motiver og så mine mere eller mindre almindelige tegninger (som man også kan følge her på Instagram).
Jeg brugte flere dage på at skære passepartouter til mine tegninger og sætte dem i rammer, så de kom til at tage sig pænest mulig ud. Derpå pakkede jeg dem i kasser, og ned i den lejede bil. Bilen parkeredes på en gratis parkeringsplads i Gudhjem efter turen over Ystad og kasserne blev lastet ombord på Christiansøbåden og fragtet over.
Multikunsteren Chang II Kim (aka. Chapper) udstillede før mig i Palivaren, og da han stadig havde en dags udstilling tilbage, kunne jeg ikke bare stille rammer, billeder og tegnegrej op i galleriet. Jeg så ikke frem til at skulle slæbe hele molevitten fra havnen op til mit lejede hus i Rugmarken og så tilbage til Palivaren igen dagen efter, så jeg var lidt knotten over udsigten.
Det viste sig heldigvis at der eksisterer en eksklusiv delevognsordning på Christiansø, og jeg fik da også lagt hånd på den absolut lækreste slæde til transport af diverse kunsteffekter fra huset og ned til udstillingen det lille Palivar-skur. Voila! Bob’s my uncle! 😀
Det blev en utrolig uge, der i sit eget stille tempo fløj afsted. Jeg tegnede og snakkede, snakkede og tegnede, og så tegnede jeg og snakkede jeg så lige lidt mere. Og så spiste jeg jordbær, nød det omskiftelige vejr, kigget på havet og fik set mig lidt om på de små øer. Folk kom dryssende forbi i løbet af dagen og de fleste var oprigtigt interesserede i hvad jeg udstillede. PRO-TIP: Jeg var især utrolig glad fordi jeg havde taget mig tid til at skære passepartout’er og købe rammer. Når man i forvejen laver skæve og fjollede tegninger, bliver man nødt til at vise sin seriøsitet på anden måde: Stort set ingen af de besøgende værdigede de tegninger, der ikke var i ramme, et eneste blik, mens de indrammede til gengæld virkelig blev nærstuderede.
Jeg havde en fantastisk tur til Ertholmene og er utrolig glad for at jeg fik chancen for at møde så mange rare mennesker og vise dem hvad jeg sådan ellers går og laver. Både lokale og de forbipasserende tourister. Og jeg skylder en sn stor tak til hele Palivarudvalget for at invitere mig til derover og for at give mig denne storslåede lejlighed for at opleve to små inspirerende øer og og deres inspirerende og kloge beboere.
Jon Skræntskov, juli 2020
Læs evt. også om min tur til Mexico sidste efterår her.
En af de ting jeg synes kan være fedt, når man nu alligevel sidder og tegner, er at have musik kørende, og gerne noget skrammel. Tom Waits, hvis jeg skal lave noget meget ordentligt, ældgammelt punk eller indie, hvis jeg skal tegne noget meget pænt – så er der ligesom lidt balance i tingene. Hvis det er mit eget skidt, jeg sidder og tegner eller skriver på, så kan det faktisk være hvad som helst.
Eller også hører jeg podcasts.
Og for tiden hører jeg 3 Point Perspective. 3 Point Perspective er hosted (host-host) af Will Terry, Lee White, og Jake Parker, der alle 3 lever af at tegne og male, og tilsammen har et gigantisk portfolie. Illustrationer, grafik og tegneserier en mass! Og Jake Parker er også ham der kom op med InkTober, så det er altså et prominent selskab.
I denne podcast snakker de om does and don’ts i det at være freelance illustrator, og selvom de naturligvis tager udgangspunkt i en amerikansk virklighed, kan en stor del af podcastens indhold stadig let omplantes til en dansk. De taler om stort set alle aspekter ang. illustration – hvordan man gør det, hvordan man kan tjene til livets ophold ved det, og hvordan man kan få et impact med det – som de selv siger det.
Så tjek det endelig ud, hvis du lige mangler lidt inspiration eller har lyst til at supplere din viden om hvad det vil sige at være tegner. Det er good stuff 🙂
