Forfatterarkiv: Jon Skraentskov

Mexico City 2019

Med Danske Bladtegnere i Mexico City

Mexico City La Linea De Fuego Carton Club Danske bladtegnere

Den Mexicanske tegnerfestival La Linea de Fuego har et socialt sigte og en ambition om både at uddanne og organisere tegnerne i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde arrangørerne sidste år valgt at inviterer Erik Petri og jeg – via Danske Bladtegnere – til at præsenterer, hvordan vi herhjemme er organiseret, og hvilke udfordringer vi ser for fagets fremtid. Festivalen var arrangeret af agenturet Carton Club, som sælger satiretegninger til hele verden for udvalgte Latinamerikanske tegnere.

Første dag

Tirsdag den 3. september.
Kl. 18:45 landede Erik Petri og jeg i Mexico Citys lufthavn Aeropuerto Internacional Benito Juárez – en lufthavn, der alene i 2018 befordrede over 47 mio rejsende. Og i 2019 altså også os.
Vi var som sagt inviterede til at deltage i La Linea de Fuego, der begyndte d. 5. og under armen havde Erik et foredrag og et slideshow på tykkelse med Krig og Fred. Det handlede primært om de udfordringer fremtidens arbejdsliv stiller tegnere globalt og hvordan vi selv har organiseret os i et land så småt, at alle landets indbyggere kan bo i Mexicos City omkring 4 gange.

Efter at have gennemgået de evigt aktuelle lufthavnsprocedurer – som at lokaliserer toilettet, stå i kø i urimelige tider, panikke over forsvundne og sidenhen forkert udfyldte indrejsedokumenter – blev vi hentet af Paul Cano og David Boligan fra Carton Club.

tusch ink tryk tuschpen skræntskov Mexico
Værd at huske: Trykket i flykabiner påvirker trykket i din tuschpen. Også EFTER at man er landet…

Til Eriks store glæde sad Davids far og Eriks gode ven – tegneren Angel Boligan – klar bag rattet og kørte os til vores hotel Zocalo Central ved Plaza de la Constitución (også kaldet Zócalo). Her smed vi hurtigt vores bagage af, og kastede os derefter ud i byens lys. Da Mexicos Uafhængighedsdag skulle fejres d. 15. september, var hele byens centrum i færd med at blive pyntet, og Zócalo var oplyst af fantastisk lysrelief af elektriske pærer. Vi traskede lidt rundt i byen og tog notits af steder vi skulle huske at besøge de efterfølgende dage: Museo del Estanquillo (Forfatteren Carlos Monsivais personlige samling af malerier, fotografering, legetøj, albums, kalendere, reklameartikler og bøger, og det skulle være en stor oplevelse for grafiske hoveder), boghandlere, spisesteder, etc.

Ved en 20 tiden besluttede vi os for at finde noget at spise og de 3 mexikanere overtalte os til tacos og kolde øl – og fandt selvfølgelig hurtigt et fint sted. Alt var godt, selvom vi måske var en kende slappe i koderne på dette tidspunkt. Vi havde nu også været vågne i omkring 27 timer i streg, og selv Erik, der sammenlignet med undertegnede var en ren model Terminator T-800 på plutonium batterier, var dog enig i at det var på tide at kratte tilbage til hotellet og i seng.

Taco party Boligan, Paul Cano Erik Petri Skræntskov Mexico

Anden dag

Skræntskov Mexico Hotel Zocalo Central Mexico City

Onsdag den 4. september.
Vågnede stort set i samme position som jeg endeligt var faldet i søvn i, ved at uret ringede.
Jeg kom hurtigt i tøjet og op på taget, hvor restauranten befandt sig med min tegneblok under armen, for at lave de første doodles til min rejsedagbog.

Der var til min forbavselse stort set en tjener pr. tre gæster, og de var skarpe som knive. Jeg fik vrøvlet lidt italienske gloser, og tjeneren bragte mig smilende og overbærende en omelet og en kop kaffe og jeg begejstret takkede for med et klingende Grazia, for sådan en verdensmand er jeg nemlig.

Skræntskov Mexico Hotel Zocalo Central Mexico City
Første morgen på hotellets restaurant på øverste etage. Med udsigt over katedralen kommer velsignelsen hver morgen i store krus.

I mellemtiden var Erik dukket op med morgenmad mellem hænderne og hovedet fuld af planer. Dagsplanen bestod i at komme rundt i byen, som jeg stort set intet kendte til. Vi havde lavet en aftale med tegneren Cintia Bolio, som jeg derimod allerede kendte fra en workshop hun afholdt i København for et par år siden. Og nu skulle hun altså også fungerer som guide.
Cintia er utrolig. Hun er skarp og flittig, og har bl.a. siden 2006 tegnet for det politiske satiremagasin “El Chamuco y Los Hijos del Averno” – og man kan såmænd også finde hende i det danske online magasin SPOT. Så jeg så virkelig frem til at få hende som guide rundt i byen.

Mexico for sent skræntskov erik petri

Erik var naturligvis klar på slaget 8 – jeg havde lige brug for lidt mere… klargøring. For let’s face it – der findes sølvfisk, der er mere strukturerede end jeg. Heldigvis var Cintia også lettere forsinket, for når man skal krydse en by, der dækker næsten 5.000 km2, kan det være en udfordring at beregne ens nøjagtige ETA.
Hvorom alting er, så ankom Cintia glad og fro, og vi begav os ud i en af verdens allerstørste byer – faktisk kun overgået af Tokyo.

Katedralen med det mundrette navn Catedral Metropolitana de la Asunción de la Santísima Virgen María a los Cielos, er ufattelig smuk, og som så mange andre ældre bygninger i Mexico City lettere ludende, da selve byen synker med omkring 1 cm om året.
Man skal her lige huske på, at hele byen er bygget på en opfyldt sø(!), så at husene hænger lidt er til at forstå.

Cinia Bolio cocoa cacao Mexico
Med Cintia Bolio som guide – får man muligvis den bedste kakao i hele CDMX!

Efter katedralen besøgte vi Templo Mayor – eller rettere det der var tilbage af det, efter spanierne var færdige med at disrupte det aztekiske Mexico i 1521.
Templo Mayor – Det Store Tempel – var hovedtemplet for aztecerne dengang byen hed Tenochtitlan og allerede dengang udgjorde det for hovedstaden i landet. Pyramidetemplet var tilegnet krigsguden Huitzilopochtli, såvel som Guden for regn og dyrkning, Tlaloc. En dobbelt trappe havde ført op til pyramidens top, hvor to mindre bygninger stod side om side – en til hver gud. Og det var herfra man med jævnlige mellemrum skar det varme hjerte ud af brysthulen på udvalgte fanger, med knive af sort obsidian. Bum. Sådan.

Aztec skulls kranier Templo Mayor
Kranier er i Mexico ligeså udbredte i de aztekiske
kulturlag som lattergaspatroner er på Nørrebrogade…
Gadefejer: “Åh, vi har vist overset et derovre!”
kranier
Mig og nogle af de lokale hoveder…

Templet blev imidlertid stort set fuldstændigt nedbrudt af de katolske Spanierne – så udover “stueetagen” og enkelte dertilhørende stenslangehoveder er der ikke meget tilbage. Stenene blev brugte til at opføre førnævnte katedral, og mange andre af bygningerne i centrum istedet. Men det, der var tilbage, vidnede om en fantastisk teknisk viden og forståelse og er faktisk stadig både utroligt smukt og vanvittigt imponerende! Derefter fortsatte vi rundt i Centro Histórico resten af dagen.

Om aftenen var vi blevet inviteret til fest hos Angel Boligan.
Boligan blev oprindeligt født i 1965 i Cuba, men har boet i Mexico siden 1992. Han har været redaktør og tegner for magasinet „El Universal“ og avisen „Conozca mAs“, men arbejder for tiden som tegner for satiremagasinet „El Chamuco.” Hos ham traf vi desuden flere af de organiserende kræfter i festivalen samt en mængde andre tegnere.

Naturligvis var jeg for træt til at sove…

Tredie dag

Foreviget af Paco Baca.

Torsdag den 5. september.
Festivalens første dag blev skudt i gang. Vi blev hentede af Paul på hotellet i en Uber, der sørgede for at vi kom frem til centeret, hvor arrangementet blev afholdt. Stedet hed Centro Cultural Universitario Tlatelolco og er underlagt Mexicos universitet med henblik på at formidle kunst og kultur. Vi drev lidt rundt og så på de udstillede tegninger i foye’en, snakkede med de andre fremmødte. Erik gav et interview og jeg faldt i snak med en tegner der hedder Paco Baca.

Kl 13:18 blev den røde snor klippet, festivalen erklæredes åben og så gik det stærkt. Først var der en åben diskussion om sikkerheden på internettet, og flere af tegnerne fik udtrykt en bekymring om hvordan de i fremtiden sikrer deres arbejder mod at blive stjålet og misbrugt, og en generel bekymring over, hvad den digitale fremtid byder på af udfordringer. Og så naturligvis hvordan man undgår at blive slået ihjel, når man træder de forkerte folk over tæerne. Vi havde heldigvis taget lakridspiber med til trøst for hele forsamlingen.

Mexico City lakridspiber Danske Bladtegnere

Allerede kl 14 sad jeg så i et panel og skulle diskutere imigration og flygtningesituationen i mellemamerika og Europa.
Jeg er blevet tildelt plads i et panel med Camila De La Fuente, som jeg faktisk allerede havde mødt i en satirefestival i Saint-Just-le-Martel i Frankrig 2018, og som jeg nu kun fik endnu større respekt for.
Camila har boet det meste af sit liv i Caracas i Venezuela under Chavez-Maduro styret. Hun blev aktiv i studenterbevægelsen, og måtte i 2014 emigrere til Mexico. Ved hendes side sad Monica González, fotograf og dokumentarfilmproducent fra Mexico City, med fokus på politiske og sociale udfordringer i regionen, hovedsagelig i forbindeles med migration, køn, menneskerettigheder og vold.

Camila De La Fuente  Alejandro Vélez Monica González Jon Skræntskov Mexico City paneldebat

Debatten blev styret af Alejandro Vélez, chefredaktøren for foreningen Nuestra Aparente Rendición, der arbejder – intellektuelt, praktisk og kunstnerisk – for fred i Mexico. derudover er han professor i humaniora og forfatter til en bog om livshistorier fra de savnede og myrdede journalister i Mexico. Der sad jeg så og var fra Østerbro…

Fra Carton Clubs Facebookside – jeg gør det så godt jeg kan! 😀

Vi spiste frokost i nærheden, og på vej derhen fulgtes jeg med en af Carton Clubs organisatorerne, Mariana Calvo, og vi snakkede både om landets forhold til USA, korruptionen i Mexico, og her hørte jeg for første gang om det jordskælv, hvoraf det seneste af de store næsten smadrede Mexico City i ’85 – også kaldet et terremoto.
Det efterlod sig et anslået antal døde på ml. 5.000 – 20.000 mennesker, 50-90.000 hjemløse og ødelæggelser for milliarder, og en evig angst hos de fleste af byboerne for, hvornår det næste terremoto rammer. Der står stadig mange tomme bygninger tilbage i byen, givetvis for farlige til at bo i og for dyre at vælte. Igen en reminder om, at Mexico om noget er et land med mange modsætninger.
Jeg kunne ikke lade være med at filosoferer lidt over det smukke liv, kunsten og musikken, der er så levende, og samtidig er der en massiv tilstedeværelse af politi i hele byen. Fattigdom er synlig overalt og mindstelønnen er nærmest non-eksisterende, isærdeleshed set med danske øjne. Kriminalitet og korruption danser en usynlig Jarabe overalt, lurende naturkatastrofer og alligevel, alligevel var jeg så utrolig glad for at være her – lige her og nu.

Tilbage igen efter frokost (Pozole er for øvrigt fantastisk!) sad vi i et auditorie og jeg havde i mellemtiden erhvervet mig bøger af både Angel Boligan og Dario Castillejos, som jeg ydmygst havde bedt dem om at tegne i til mig, mod en af vores medbragte Spotbøger. Både Boligan og Dario er fantastiske tegnere, som jeg ALDRIG håber bliver opdaget af de danske aviser, for så har jeg langt bedre fremtidsudsigter som postmedarbejder hos Post Nord end jeg nogensinde vil få som tegner.
Det ville de naturligvis gerne, og jeg blev også selv bedt om at returnere SPOT-bøgerne med en af mine egne krøller. Dammit!

Imens var to andre tegnere igang oppe på scenen er med en diskussion omkring satirens væsen eller noget, men da samtalen mindede mere om en kaminpassar end om en reel debat, gik jeg vist ikke glip af så meget. Jeg tegnede løs, men hver gang jeg kikkede på de smukke dedikationer Boligan og Dario havde lavet til mig, fik jeg præstationsangst. Det lykkedes dog til sidst at få lavet en krampe, der ikke var helt idiotisk på indercoveret, så jeg tror jeg klarede skærene.

Edith Leija, redaktør hos Carton Club, er stor – som i KÆMPESTOR – fan af Lucha Libre!

Samme eftermiddag fik en af festivalens redaktører, Edith Leija, den utroligt gode ide, at vi skulle se Lucha Libre!
Mexikansk fribrydning havde for mig altid ligget på samme hylde som B-film fra 70’erne og machokultur uden selvironi, men Ediths begejstring var ikke til at komme uden om og inden længe stod vi i den Mexikanske Metro på vej mod Arena Coliseo for at se THE REAL DEAL!
Arena Coliseo viste sig at være en ældre bryderarena, placeret på Calle Republica de Peru 77, og var på ingen måder særlig i øjenfaldende udefra. Men hvad den ikke havde i opblæst og pompøs exteriør, havde den i ærlig charme og folkelighed.
Udenfor flokkedes folk og en mængde boder tilbød snacks, drikkevarer og ikke mindst et enormt udbud af forskellige fribrydermasker. Og alle lod til at være der! Tykke og tynde, mænd, kvinder (både fulde og ædru), børn og gamle damer, de var her allesammen. Vi stillede os i kø med hver vores billet og kom hurtigt ind.

Indenfor var luften fugtig og tyk og en balkon, der løber hele vejen rundt om selve ringen, var udstyret med et ståltrådshegn, der afholdt folk fra at falde ud. Sælgere gik rundt og tilbød øller, truthorn og masker, og alle råbte og hujede begejstret på de 6 brydere, der allerede var godt igang i arenaen, mens vi fandt et sted med fin udsigt at sidde.

En times tid senere var jeg som genfødt, efter den sejeste sportsevent jeg nogenside har oplevet. Jeg var forelsket i det absolut mest knald-i-låget, over-the-top, fuldstændigt vanvittige og noget nær mest sygeligt koreograferede show, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor dette balstyriske show tog mig med storm, men der er intet over Lucha! De flyver gennem luften, smider rundt med hinanden, afklapser hinanden i en utrolig koreografi, og hver træfning mellem de to hold brydere er en episk fortælling, en kamp mellem de gode brydere, der er lige ved at tabe, men ofte (men ikke altid) alligevel vinder til sidst! VIVA LUCHA LIBRE!

Om aftenen mødes vi med tegnere og arrangører inklusiv familie på et spise- og også dansested viser det sig, da flere af dem pludselig rejser sig og begynder at danse til musikken fra orkestret. jeg takker nej fordi jeg er en tøsedreng, og fordi de andre DANSER SÅ LÆKKERT: I Danmark er det mere reglen, at hvis du kan tegne, så kan du bare ikke danse – det er den aftale man laver med det omgivende samfund, men det bruger man ikke her. Her kan man danse, og det gør man åbenbart

Fjerde dag

Fredag den 6. september.
Kl 10 var vi klar til Eriks store forelæsning på kulturcentret – Den vi nærmest kom herover for at holde.

Og vi var praktisk talt helt alene i forelæsningslokalet, udover Karen Espinosa – vores trofaste oversætter og Paul Cano, der løber til og fra.
Først 20 minutter over kom den første tilhører slentrende med en varm kop kaffe og et smil så bredt. Mexico, mi amor.

Erik sang derefter for os i 4 timer. Han croonede om fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer som alle satiretegnerne globalt set står overfor. Om hvad organisering af tegnere betyder for os heroppe, hvordan det danske system fungerer med forbund, ophavsretsfond, alle tegnerforeningerne og bibliotekspenge, copyright aftaler og VISDA.
Det var en sang, der næsten fik os alle på gaden for at forlange, nej KRÆVE, bedre forhold for tegnere i både Mexico såvel som i resten af regionen.
Han sang (kun afbrudt af få pauser) om organisering, bibliotekspenge og VISDA, og blue ocean og red ocean, og folk lyttede intenst!

Efterfølgende var der mange spørgsmål, og en masse forhåbninger om et fremtidigt samarbejde mellem VISDA og en tilsvarende Mexikansk organistion, og hvem ved? Måske kunne man også implementere en form for bibliotekspenge? Imidlertid er problemet nok, at det er svært at skabe en stor og for alle troværdig organisation, der skal administrere så store beløb, i et land der pt. ligger nr. 105 ud af 174 lande på Transparency Internationals liste over korruptionsniveauet verden over.

Derefter var et min tur med et oplæg om satiremagasinet Spot. Det gik noget langsommere med at komme i gang. Først fordi projektoren ikke virkede, hvilket resulterede I at jeg et øjeblik frygtede jeg ikke kunne bruge de medbragte slides og billeder.
Derudover skulle Erik indlede foredraget med et kort oprids af de event, der førte til dannelsen af Spot magasinet og forbindelsen mellem Spot og Charlie Hebdo. Og Erik er nu engang bare a tough act to follow!
Desuden kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til at have en oversætter i øret: Det er som at have en bi (omend en yderst hensynsfuld og venlig bi, som Karen jo nu engang er) fanget inde i sit hoved, mens man prøver at sige bispens gips gebis fejlfrit bagfra.

Skræntskov foredrag SPOT Mexico City Linea de Fuego Carton Club

Men det gik fint, da det endeligt gik, og folk virkede oprigtigt interesserede i hele projektet. Både måden vi havde organiseret os på i redaktionen og vores samarbejde med udenlandske tegnere. Derefter tog vi med en god flok tegnere og arrangører og tilhørende familie (ingen nævnt – ingen glemt) ud og spise i den pænere bydel Coyoacan. Og det er fandme hyggeligt! Jeg fik en gang chile en nogada, hvis nogen skulle spørge. Det er en ret, der minder mest om en farseret dessert – altså på den gode måde.

Femte dag

Lørdag den 7. september.
Sidste dag i Mexico var vemodig. Vi spiste endnu en gang morgenmad på taget, før vi gik ud for at opsøge seværdigheder og hvor jeg endegyldigt besluttede IKKE at købe en sombrero med hjem. Sombreoer klæder jo som bekendt alle – med mindre man studerer humaniora i København naturligvis.

Wrath of Moctezuma. Skræntskov i Mexico City
Den sidste Aztekerkejser Moctezumas fjerkrone. Grøn er lige mig!

Vi fik set Diego Riveras fantastiske vægmalerier i National Paladset og vandrede derefter ud til Det Nationale Antropologiske Museum.
Vi havde aftalt at mødes endnu en gang med Paul og David, og derudover en anden tegner Luis Fernando Teegr og hans kæreste foran museet, som alle havde talt helt vildt op. Og Antropologiske Museum leverede! Det var en hel utroligt oplevelse, og muligvis et af de to 3 bedste museer jeg nogensinde har besøgt! Hele Mexicos historie fra de første jæger-samleres ankomst omkring 9.000 fvt. til spaniernes ankomst, der for alvor sætter en stopper for rækken af de store, indianske kulturer: Olmekere, Mayaer, Toltekere og Aztekere var samlet her. Jeg tror vi tilbragte i hvert fald 3 timer derinde, men tiden fløj afsted. Da Erik jo vidste så fandens meget om regionens historie fik han hurtigt kælenavnet Wikipetri af Paul, men uden ham havde besøget været en noget mere tam oplevelse: Der var stort set ingen skilte på andre sprog end spansk. Nogensteder.

Undervejs til museet havde vi passeret et stort telt, overhængt med photos af 22 unge studerende, der var forsvundet under en studietur. Den slags skete fra tid til anden, og man gik ud fra, at de ved et uheld var røget uklar med lokale narkobaroner, der havde slået dem slået ihjel med koldt blod og begravet et ukendt sted.
Fra tid til anden dukker sådanne massegrave op, men det er svært at få knaldet bagmændene. Over 40.000 mennesker er i alt forsvundet siden begyndelsen på mexicanske narkoopgør i 2006, så 22 fra eller til… Det er temmelig forstemmende.

Om aftenen landede vi i et spisehus PROPPET med mariachier! Ca. en mariachi pr. 4 betalende kunde – og det er en del mariachi’er på et sted, skulle jeg hilse og sige.
Især fordi de bare begynder at spille for en uden opfordring, mens de venter på at pesos’ne skal begynde at rulle. Gør de ikke det, fortrækker de og overlader pladsen til en ny mariachiband, der så begynder at spille uden opfordring. Erik var noget skeptisk. Især fordi en af de mere insisterende mariachier spillede på harpe. Hvad gør en harpe dog at gøre i et mariachiband? Bagefter endte vi på et lille værtshus, da alle var enige om vi overhovedet ikke kunne forlade Mexico uden at have smagt Pulque – det viste sig så for mit vedkommende, at det kunne vi faktisk godt. Det er en gammel, meso-amerikansk drink, der laves af fermenteret agavesaft og har en sær gær-agtig smag. Men så fik jeg da det krydset af min liste.

Mexico City Mariachi band musik

Sjette dag

Søndag den 8. september.
Hjemrejsedagen.
En af de allersidste ting jeg havde forventet at skulle gøre på denne tur var, at skulle sige farvel til folk, der hed Karen, Edith, Paul, Erik, Camila – ja endda en enkelt Ingmar!
Altså ikke da jeg forlod Danmark – men Mexico! Endnu en fordom nakkeskudt og efterladt i Mexico…

Jeg var stadig lidt tung i hovedet efter vores sidste aften i Mexico City. Det må have været pulquen, tænkte jeg. Men da jeg allerede havde pakket det meste i et for mig ukarakteristisk anfald af planlægning, var jeg hurtigt klar til at tage afsted.
Jeg følte mig lidt flad og havde lidt mavepine, men det skyldtes nok mest jetlag og de sidste dages hårde program, inklusiv øller og den lidt stærkere mexikanske mad.
Vi tog en Uber til lufthavnen og kun lettere forsinket lettede LH521 med retning Munchen – og med os om bord. Jeg så frem til flyveturen, da jeg ikke fik set afslutningen af Avengers, da vi fløj over, så den gik jeg straks i lag med.

Men et eller andet sted over Atlanterhavet begyndte min mave at gøre rigtig nas. Jeg maste mig op fra flysædet og forsøgte at komme på toilettet.
Der var naturligvis kø! Jeg kunne pludselig mærke turbulens, selvom der ingen var, jeg svedte. Til sidst fik jeg blackout – jeg besvimede simpelthen, men heldigvis foran en steward, og da jeg igen kom til mig selv og kunne fokuserer, kom der én stewardess trippende med en cola til mig og én med en iltmaske. Jeg opdagede at jeg åbenbart var utroligt forhippet på at tale til dem i mit bedste skoletysk, til trods for at jeg fandme havde det røvelendigt! De skulle jo nødig tro at jeg var fuld – jeg er jo nu en gang officielt bladtegner…

Resten af turen gik som den bedst kunne, med mig som en ynkelig parodi på en kællingeknude – på plads 34 D. Men alting får som bekendt en ende, og endelig landede vi i Flughafen München Franz Josef Strauß.
Erik fik mig behændigt vippet over i en kørestol, hvor jeg derefter bare sad krampagtigt stille og koldsvedte. Vi ræsede afsted igennem lufthavnen mod gaten, og Erik holdt som sædvanligt hovedet koldt. Han skulle ”bare” hjem og vende, tømme sin kuffert for vasketøj og derpå med kufferten nypakket flyve videre til Norge, hvor et job ventede. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive efterladt i en tysk lufthavn og afvente at en lufthavnslæge skulle få tid til at bese mig, og i bedste tilfælde skulle finde en ny senere flyafgang. Så jeg var også helt klar på, at vi bare skulle med det næste fly mod Danmark. Da vi blev kaldt til gaten var jeg stadig helt flad, men kunne i det mindste selv trisse om bord.

Vi landede i København kl. 8 om morgenen den 9. september, og turen var ovre. Foran os lå septemberdanmark badet i tyndt solskind fra en lav sol, pynteligt ophængt over Amager. Mand, jeg trængte til en lur, tænkte jeg, koldsvedende i metroen, der summende ind mod byen. En meget lang lur, endda. Hvis jeg ikke vågnede igen før 2020 var det helt fint med mig.

Epilog

Den 4/2-2020. Jeg savner stadig Mexico City. Det var som en drøm – som noget der både var for godt og for ondt til at være sandt. Det var et så kolosalt voldeligt og forarmet land, men også så utroligt smukt og med nogle helt fantastiske mennesker.

Da vi besøgte Angel Boligan spurgte jeg, om det var i orden jeg kiggede ind i hans tegnestue, mens han lige skulle færdiggøre en tegning inden en deadline, og det var det. Det er måske lidt svært at forklare processen, men han tegnede stadig mest i hånden på papir, så scannede han skidtet ind og efterbearbejdede og korrigerede det derpå på en ældgammel computer og på en tegnetablet anno stumfilm.

For Angel Boligan kan nemlig som udgangspunkt tegne. Han behøver ikke en krykke som en CTRL-Z eller hvilken som helst anden undo funktion, for Boligan kan nemlig TEGNE. Vi andre sidder og sveder, hvis vores gear ikke duer. Hvis cintiq’en ikke arter sig, når seneste version af Photoshop igen crasher, vores digitale tegnepen pludselig taber spidsen, så er vi på den. Men det er jo ikke det det handler om. Hvis hver streg man slår på en digital tegning består af 3-4 man har undo’et, hvilket talent har man så? Man har et talent for at delete – at fjerne noget, men ikke nødvendigvis talentet for at tegne.
Nu sætter jeg tingene på spidsen – det ved jeg, for jeg arbejder jo også selv vildt meget på computer, men ens talent ligger ikke i ens Cintiq eller Wacom, i ens Photoshop eller Gimp, eller hvad slags kram man nu bruger. Det ligger et sted i ens eget software – i knolden og i hånden, og man skal passe på ikke at udliciterer det for meget. Keep it simple, stupid! Tegn, så det synger!

Tacoparty Mexico City med Angel og David Boligan, Paul Cano og Erik Petri
Tak for denne gang, gutter!

Læs evt. også om min tur til satirefestivalen i Saint-Just-le-Martel i 2018 her.

terrorister og kombattanter satire skræntskov bog

Terrorister og Kombattanter i det 22. Århundrede.

Terrorister og Kombattanter i det 22. århundrede satire skræntskov bog tegneserie

Så er mit helt eget minitegneseriemagasin/zine på gaden – eller i hvert fald på vej i trykken.
Titlen er “Terrorister og Kombattanter i det 22. Århundrede” og er en lille satiresag.
Jeg har ikke helt fastsat en pris, for jeg ved ikke helt, hvad det kommer til at koste, trykke og sende og alt det der, men det vender jeg nok tilbage med.
Hvorom alting er, så er jeg temmelig stolt over den ?

Her er lige et par eksempler på terroristerne fra “Terrorister og Kombattanter i det 22. Århundrede”:

Terrorister Kombattanter zine satire tegneserie forældregrupper
Terrorister Kombattanter zine satire tegneserie woke aktivist

Den kommer helt sikker snart til salg i webshoppen her, så hold endelig øje med den.
Jeg har heldigvis da også lavet andet satire, såsom tegnet til SPOT-magasinet i 3 år (læs her), til SPOTS årlige satirebog, (her) og min satiretegning røg i Tv2s Gomorgen Danmark (her).

Rejsetid!

Beklager jeg ikke har haft tid til at lægge nyt indhold op på min blog her i et godt stykke tid, men jeg har ærlig talt ligget vandret på det seneste. Og på det allerseneste har jeg været helt væk.

Jeg er netop hjemvendt efter utrolig tur til Mexico City for Danske Bladtegnere sammen med Erik Petri.
Her deltog vi i en Satiretegningsfestival, La Línea de Fuego, der blev arrangeret af organisationen Cartónclub.

Udover at vi deltog i paneldiskussioner, holdt Erik en workshop om faglig organisering og fagets udfordringer i fremtiden, og jeg en præsentation af Satiremagasinet Spot, og hvordan vi arbejder med det redaktionelle indhold.
Jeg takker for en sjælden mulighed for at møde virkeligt dygtige kollegaer, tilegne mig nye synsvinkler, blive inspireret og forhåbentligt blive en meget, meget bedre tegner. Muchas Gracias!

prissætning pris tegner illustrator

Prissætning!


Hvor meget skal man tage for sit arbejde?

Hvad koster en tegning? Hvad er din pris?

At prissætte sig selv er noget af det mest ubehagelige man kan forestille sig – i hvert fald hvis man er indrettet som mig. For når man først nævner penge overfor en kunde, så risikerer man virkelig at parkere sutterne på øretævernes holdeplads. Og det gør man fordi:

  • 1. Man risikerer at sætte prisen for højt, og ens potentielle kunde derfor bliver sur og smækker døren efter sig…
  • 2. Man risikerer at sætte prisen for lavt, og ens reelle bankmand m/k derfor bliver sur og smækker kassekreditten i efter sig.

Man kan naturligvis kigge i de seneste medieaftaler, indgået mellem HK Privat, Dansk Journalistforbund og Kooperationen fra 2021, som er udarbejdet til hjælp for illustratorer og grafikere (kan hentes her) – men de priser er nok heller ikke altid helt retvisende (emnet prissætning er faktisk til konstant debat – det seneste debatindlæg kan læses her på Journalist Forbundets hjemmeside.) Det er i hvert fald de færreste tegnere jeg kender, der rent faktisk får de priser, så hvordan finder man sin pris?

Kunst vs budget
Kunst vs budget

Skal man tage fast projektpris eller skal man tage timeløn. Og hvis man tager timeløn – er der så forskellige takster? Koster en skitse mindre end en rentegning? Og hvad med farver? Og skal man give mængderabat?

Nu bliver det kedeligt…

Som udgangspunkt er det en god ide at kende sin dagspris. Hvor meget skal du have, hvis en kunde hyrer dig for en hel dag. Er det 4.000,-? 5.000,-? 8.000? Men det kan også godt være at en dagspris på 10.000,- liiige er i overkanten.
Tænk på at der sjældent vil være arbejde til dig hver eneste dag, så hvis du vil sikre dig en absolut minimumsløn på 20.000,-/md, men ikke stoler på, at du kan få arbejde nok til mere end en uge, så skal du nok ikke tage en dagspris på under 4.000,- (Og husk nu på, at du har udgifter, der også først skal dækkes, før lønnen til dig selv kan udbetales).

penge udgifter priser
Udgifter, udgifter, udgifter…

Jeg har prøvet at blive skældt ud af folk, der mener jeg er ude på at klemme penge ud af dem, bare fordi jeg som minimum gerne vil have den samme indtægt som en kassedame.

Prøv så at tage den dagspris du gerne vil have og divider det med en 8 timers arbejdsdag. Kig på det beløb og se, om hvordan det smager. Er det for højt eller lavt?
Den kan du så bruge til at tænke pris på projekter, layouts, tegninger, whatevs. Når du laver en illustration, laver du måske først en skitse, som du sender til kunden, så er det jo bare at time den tid det tager, og så samholde det med den timepris, du før fandt frem til. Så gør du det samme med rentegningen. Der vil også være lidt skriveri frem og tilbage, lidt telefoni og måske endda et enkelt møde, og det skal altsammen også tænkes ind i prisen.

pris penge

Tid er penge…

Og hvad så hvis der er flere tegninger? Ja, så kan du jo godt give lidt afslag i din pris, for der vil muligvis ikke være samme mængde af administration, og du kan måske cutte helt op til 10-15% af stykprisen, hvis der skal laves over 10 tegninger. Det samme gælder for projekter:
Hvor mange timer bruger jeg på hver del af projektet, og addér så skidtet.
Kan du se hvor jeg vil hen? Altid tænk i tid.
På den måde er det dig, der bliver herre over dit tidsforbrug.

timer tid

En god tegnerven sagde en gang, at når man giver en kunde sin pris, så skal det gøre lidt ondt i mavsen. Det lyder måske lidt… usagligt, men det er faktisk ikke helt forkert.
De fleste vil nemlig gerne ud med deres kunst, men fordi det er ens personlige frembringelser, sætter man ofte prisen aaalt for lavt – for der er jo så mange derude, der der er en million gange bedre end en selv.
Man skal huske at tænke på den værdi ens arbejde reelt har for kunden og hans behov – ikke på den værdi du selv føler den har.

Kundens syn på en, når han har modtaget ens pris…

Du kan ikke forvente at en kunde forstår, hvordan du prissætter dig, men så kan du altid vise den pågældende dit regnestykke på tidsforbruget.
Om ikke andet, kan I i det mindste finde en fælles forståelse af, at budgettet så ikke er stort nok til at inkluderer dit arbejde, og så vender han forhåbentligt tilbage en anden gang med et større budget.

Pris Marx penge skraentskov

Hvis du sidder med spørgsmål til mit indlæg her, så tag endelig fat i mig her.

Læs evt. også om overvejelser man bør gøre sig, når man står med en børnebog i maven her.

Rapport fra en bladtegner i Saint-Just-le-Martel

Bladtegner festival: Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel!

I den franske landsby Saint-Just-le-Martel finder man Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel – eller om man vil på Dansk: Det Internationale Center for Karikatur, Blad- og Humørtegning. Og sidste år var jeg så heldig at deltage, sammen med 5 andre medlemmer af Danske Bladtegnere.

Den Mexicanske tegner Boligan har stået for årets plakat

Vi havde i forvejen sendt en bunke udvalgte tegninger derned under et samlet tema, der hed “The Cold War – Revisited” som der var blevet hængt op dernede, og som vi senere skulle præsenterer.

I fantastisk selskab med Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Bob Katzenelson, Erik Petri, Kamilla Wichman forlod vi København tidligt (som i MEGET tidligt) pr. lettere miljøudfordrende fly d. 27/9 i den gode sags tjenste.

Københavns Metrostationer fungerer kl. 03:50 som byens blindtarm for de festaber, der i druktågerne har mistet deres retningssans. De aner ikke hvor de er, hvor de har været eller hvor de er på vej hen. De kan ikke huske om de går på Niels Brock eller KU, og de kan lige nøjagtig holde balancen, så de ikke spilder de sidste dråber. Der står de så, og råber til hinanden hen over hovedet på den trætte rejsende, der har en aftale i lufthavnen allerede kl. 04:30. Men på det personlige plan glæder han sig over optrinnet. For så har han allerede inspirationen til dagens doodle hjemme og tegner den i metroen.

Paris

Fra dengang der stadig var tag på Notre Dame 🙁

Vi ankom vi til Paris ved en 8 tiden, tog toget ind til Paris og smed bagagen på Hôtel Libertel Austerlitz. Vejret var køligt, men klart, så vi besluttede os for at det eneste rigtige var, at spadsere igennem Jardin des Plantes, den botaniske have i Paris, for vi havde en frokostaftale med den franske tegner Plantu og det var i den rigtige retning. 
Vi havde alle været oppe i omkring 6 timer på det tidspunkt, så vi havde virkelig brug for lidt frisk luft. I Jardin des Plante kom vi forbi Muséum national d’histoire naturelle – Det Naturhistoriske Museum – hvilket var den primære grund til, at vi overhovedet gik den vej. For nu bliver det lige lidt nørdet, for hvis man ellers kan sin “Adeles Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser,” så ved man, at det er fra Det Naturhistoriske Museum, at den grufulde Pterodaktyl udruges og stikker af i nattens mum og mørke! 
Ingen Pterodaktyler i sigte denne gang, og efter hurtig morgensnack ved La Mosquee de Paris gik vi videre.

Plantu har sit kontor på avisen Le Monde og han var både vidende, tålmodig og rar. Og flink. Og sindssygt produktiv og fransk. Jeg har måtte retoucheret de tomme rødvinsflasker på bordene bort.

Lars Refn og Plantu skåler. 
Billedet her tilhører for øvrigt Erik Petri

Vi havde et par timer inden middagen til at bruge som vi ville, men jeg havde fået et par rettelser på en tegneopgave, jeg havde ikke havde nået at afslutte inden jeg tog afsted, så det måtte jeg rette til på hotellet. Så der røg mit visit til Fnac! Merde!

Ikke ligefrem det bedste billede, men hey…

Vi mødtes om aftenen med en mindre flok bladtegner, der som alle respektable bladtegnere i Frankrig, havde kække navn: Gros og Pakman, for bare at nævne et par…

Paris er fantastisk men allerede dagen efter er vi på vej i toget sydover mod St-Just-le-Martel i et tog proppet med tegnere. Lars, Kamilla og Erik lod til at kende mere end bare et par stykker fra tidligere rejser. De verdensmennesker, altså! Vælter sig i kendte tegnere!

Always! 😀

Saint-Just-le-Martel

Limoges, Saint Just le Martel, cartoons bladtegnere
Os, der kom ind med 4-toget…
til byen Limogeses berømte togstation
Moi, Erik Petri, Kamilla Wichmann, Adjim Danngar og Stine Spedsbjerg.

Saint-Just er vanvittig. Det er en meget lille by udenfor Limoges, der er kendt for porcelæn og limousinekøer, men de har besluttet sig for, at det er dem der altså skal huse den internationale festival for satire- og bladtegning. Tegnere fra hele verden, priser, gæster, skitser, karikaturer, køer, kapunløb (’tis true! Og de her kapuner ligner velociraptorer!), rødvin, bøger, mad, jeeez!

Endnu en ting småbørn og tegnere har til fælles: Vi tegner på dugen. Altid!

Og naturligvis foregår alt på fransk, så kun de færreste af os har en egentlig ide om, hvad hulen det er der foregår. Men det er uhyre underholdende! C’est bon! På et tidspunkt tror jeg at jeg har vundet en kasse fuld af kyllinger – det har jeg så ikke – men jeg blev hevet op på scenen under alle omstændigheder, og må ha’ lignet en idiot.

Se selv! Idiot! Men altså – Det er rigtig nok! Kyllinger!

Det blev også til en kæmpemængde tegneri!
Særeste: En af de lokale samlede på tegninger af franske præsidenter, og jeg tegnede (naturligvis) le premier: Louis-Napoléon Bonaparte!

Men han ser da tilfreds ud med dagens udbytte 😀

Sværeste: Lille pige med katteører på. Børn reagerer normalt ikke særlig positivt på satiretegninger af sig selv, – hele det der selvironishow, som vi voksne forsøger at holde pæne miner til, går ikke med børn. De tager det skrækkelig alvorligt! Så det blev altså ikke mig der gav hende en tegnet kindhest – i hvert fald ikke med vilje. Til gengæld sad hun helt utroligt stille, mens det ene ark efter det andet landede på gulvet…

Heldigvis forstod hun ikke mine forblommede bandeord…
Tegnere tegner tegnere…

Vi møder en masse vanvittigt interessante mennesker – og enkelte lidt trælse, men ikke trælse nok til, at vi ikke kan leve med det. Mængden af inspiration er enorm og koncentreret.

(Havde ternet skjorte på) Mig – tegnet af Manu.
… stadig med ternet skjorte på. Tegnet af Philippe Eno.
… og af Mohammed.

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane er spøgelsesby ikke langt fra Saint-Just, som vi besøgte en formiddag. En frygtelig spøgelsesby endda. Som et andet Pompeii eller Herculaneum fremstår gader og mure, afventende indbyggerne, der aldrig kommer igen. Børn i flade sko og med skorper på knæene har lige rundet hjørnet. En kvinde er lige forvundet ind i købmandsforretningen. Det er som om tiden holdt op med at gå den frygtelige juni-formiddag i 1944.

Den 10. juni 1944 lagt byen øde ved en nådesløs nazistisk terrorhandling begået af en enhed på 120 mand fra Waffen-SS-regiment, der skød og dræbte 642 børn, kvinder og mænd og efterfølgende nedbrændte byen. Den yngste kun 6 indbyggere undslap med livet i behold. Ødelæggelsen af byen var en gengældelses og straffeaktion for lokale frihedskæmperes overfald og drab på et antal tyske soldater.

Ruinerne af landsbyen ligger nu urørte tilbage som mindesmærke.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig, er der blevet opført en ny by i nærheden.

Det var virkelig et følelsesmæssigt besøg, som man ikke kunne undgå at blive dybt berørt af. For her kan man se, hvad fascisme og ekstrem nationalisme fører med sig.
Andre kan muligvis forklare det følgende bedre end jeg, men jeg forsøger alligevel: De uhyrligheder der foregik her i Oradour-sur-Glane i 1944 er foregået mange gange siden og over hele verden, men betydningen af Oradour er stadig vigtigt. At fascisme og ekstremisme altid bør skal bekæmpes, og at der stadig er kræfter i verden, der mener at deres ideologi er vigtigere end menneskeliv. Fuck dem!

Læs mere om byen Oradour-sur-Glane her.

En antikvar har samlet en imponerende mængde af gamle, kulørte satirehæfter, og jeg køber et par stykker den sidste dag. Good stuff!
Marilena Nardi har sit eget hold af lokale supportere i St. Just 😀

Sidste aften er der lagt op til fest. De lokale har disket op flere egnsretter end man skulle tro muligt, men nu er vi jo altså i Frankrig, så lad os bare sige at vi ikke led nogen nød. Og så kan de franskmænd om nogen altså hælde indenbords. Jeeeez!

Mohammed har ufrivilligt stjålet en af de lokales hjerte. Og selvom han gør, hvad han kan for at leverer det tilbage, kommer det ikke på tale!
Ok – jeg husker os som betragteligt coolere på det dansegulv. Heldigvis var det ikke os, der stjal plastikkoen ned fra scenen på dansegulvet!

Paris revistited

Tilbage i Paris, men ikke meget tid til ret meget andet end at finde frokost, en øl og så ellers vende næsen hjemad. Dog skal vi lige forbi kirkegården Cimetière du Père-Lachaise for at besøge satiretegnerens Honore Daumiers grav i Paris. Hans satiretegninger af kongen som pære i La Caricature 1830-46 er hovedinspirationskilden til Danmarks første satireblad, Corsaren, som er Danmarks første satireblad.
Nogle smutter også forbi gravstedet for kollegaen Tignous (Charlie Hebdo-tegner med det borgerlige navn Bernard Verlhac) som blev dræbt ved attentatet mod bladets redaktion i 2015, og som Erik og Lars havde kendt, mens de af os, der seriøst ikke kan mere, finder en cafe, og giver fortabt.

bladtegner Daumier
SE: Daumiers grav! Han ER død!

For nu kan vi snart ikke mere. Det har været en superintens tur til Saint-Just og Paris, og vi er uhyre trætte. Selv Lars Refn og Erik Petri, der under hele turen har været rene Duracellkaniner, begynder så småt at vise tegn på metaltræthed, men de har virkelig også været formidable! Med ildhu og emgagement har de stået på tæer for at få stablet en fantastisk tur op at stå. Jeg er fan af de to som rejseguider!

Hjemme igen er jeg helt mast, men sikken tur! Jeg går i brædderne og forbliver som i en bobel af sløvsind hele den følgende dag.
St.Just – tak for alt. Marci beaucoup!

Festivalspræsidenten Gérard Vandenbroucke døde d. 15. februar 2019, men var allerede under festivallen medtaget af sygdom. Og man kan ikke andet end tage hatten af for det fantastiske stykke arbejde han har lagt i, at få den festival på benene.


Læs mere om festivallen her. Sitet er (naturligvis) kun på fransk 😀

Tak for denne gang!

Satireweekend i Vejle

SPOT nr. 15 on the spot!

Redaktionen på SPOT havde lovet sig bort en hel weekend i november til Vejle Museum (se foregående post) for at lave fuldfed satire til den kommende udgave af bladet. Alle, der havde lyst, kunne komme forbi og bidrage med vinkler, indfald og udfald og ideer. Ideen var at give nummeret et Vejletema, og der kom bud på både Lego’s besættelse af havneområdet og Kirkelukninger, såvel som flagermuse okkuperede huse m.m. Der var nok at tage fat i, og man fornemmede virkelig en hunger efter noget lokal satire, hvilket vi prøvede at imødekomme så godt vi kunne.

Vi havde blandt andet besøg af Arne Sørensen, Vejle Amts Folkeblad grand old man, indenfor bladets satire departement, der i den anledning også bidrog til magasinet, og han var sandelig stadig skarp.

Den rejsende del af redaktionen på pletten.

Vi gav den gas hele weekenden, og det lykkedes da også at afslutte søndagen med tekster og tegninger nok til at fylde en ny udgivelse – naturligvis også med bidrag fra alle dem, der af forskellige grunde ikke kunne deltage på stedet.

Tegninger fra weekendens produktion:

SPOT 15: I lyset af flere kritiske sager vil Anders Samuelsen stoppe våbeneksport til Saudi-Arabien. Hvilken effekt det får på den danske eksport, må vi bare vente og se …

SPOT 15: Nye måder er blevet taget i brug, når det gælder afvisning af missionerende trosretninger …

SPOT 15 – Med Arne Sørensens forside

Vi gav den gas hele weekenden, og det lykkedes da også at afslutte søndagen med tekster og tegninger nok til at fylde en ny udgivelse – naturligvis med bidrag fra alle dem, der af forskellige grunde ikke kunne deltage på stedet. Læs blogindlægget om sidste års SPOTbog her: SPOT på Fuld Tryk.

Download gratis seneste SPOTmagasin her.



Årets satirebog

er på gaden nu!

Så er der igen satire på programmet – SPOTs Greatest Hits 2018 er igen samlet i bogform i hardbackudgaven Hån, SPOT og Latter 2018, og også denne gang med bidrag fra en fornem gruppe af landets ypperligste tegnere og tekstere af kontemporær satire: Stine Spedsbjerg, Erik Petri, Lars Refn, Bob Katzenelseon, Niels Ivar Larsen, Anders Brønserud, Anette Carlsen, Erik Splittorff, Helle Scheffmann, Jørgen Willumsen, Peter Andreas, Rikke Bisgaard, og mange, mange andre. Og utroligt nok også mig 😀

Og den 24. november afholdtes der så en bette bogreception på Vejle Kunstmuseum, der for tiden også host’er en udstilling, med fokus på satire: Lige til Stregen.
Udover at man lige kunne få hevet et enkelt glas eller to indenfor vesten, kunne man altså også erhverve sig bogen, sammen med de tilstedeværende repræsentanters knap læselige kragetær og streger.


Museumsinspektør  for Vejle Kunstmuseum, Trine Grøne, præsenterer udgivelsen af SPOT 2018 i anledning af museets Satireudstilling – Lige til Stregen.
Anette Carlsen – side fra Bogen
Erik Petri, Jørn Willumsen og Anders Brønserud på slap line – side fra bogen
Igen Anette Carslen – side fra bogen

Nu håber vi bare at den bliver modtaget godt derude og at folk opdager potentialet for bogen som jule- eller til mandelgave. I hvert fald har Torben Wilhemsen Layoutet bogen utrolig flot. 

Læs blogindlægget om sidste års SPOT-bog her: SPOT på Fuld Tryk.

Køb bogen Hån Spot & Latterliggørelse 2018 her.