På Vejle Kunstmuseum kan man for tiden opleve en forrygende udstilling om satire – med satiretegninger fra hele verden. Over 60 af de bedste tegnere man kunne støve op, er repræsenteret her, og jeg er faktisk så utrolig heldig selv at være blandt de udstillede 😀
I udstillingen oplever museets gæster ikke bare se lange rækker af væghængte tegninger. Satiretegningerne præsenteres på flere forskellige måder, der er med til at sætte dem i kontekst og udfolde deres tema.
Udstillingen introducerer fire aktuelle temaer: ‘Magtens ansigt’, med eksempel i karikaturer af USA’s præsident Donald Trump; ‘De udsatte’, med fokus på strømmen af bådflygtninge til EU; ‘#MeToo’ der satiriserer over den globale kampagne mod seksuelle overgreb på kvinder; og ‘Lige til stregen?’ der diskuterer hvordan og hvornår, en tegning går over stregen. Udstillingen viser mange forskellige aspekter af satiretegning, som er en meget aktiv visuel kultur og kunstform i det meste af verden. Billedets magtfulde evne til at vække stærke følelser og forargelse opleves måske især i sidstnævnte tema, hvor historier om tegnere, der er blevet forfulgt og retsforfulgt for deres tegninger foldes ud.
… og man kan selv prøve sig af med satire. Trump lader til at være et oplagt mål – uanset kunstnernes alder…
Der er seriøst masser at se på! Og for alle aldre! Tegningerne er hængt op efter tema, og i en minibif kører satireanimationer i loop – den ene skarpere end den anden. Masser af samtalestof og diskussion at få med hjem.
Nogle tegninger til teamaet ‘Magtens ansigt’ ligger som inspiration under glas på det bord, hvor man selv kan prøve kræfter med karikaturtegning. Andre tegninger, til temaet ‘#MeToo’, er trykt på store dominobrikker for at efterligne bevægelsens globale effekt. Gæsterne kan selv skrive teksten til en tegning om bådflygtningen og EU. På den måde vil vi gerne inspirere gæsterne til at se nærmere på de fantastiske tegninger og give mulighed for aktivt at engagere sig i udstillingen.
Kurt Westergaard deltog også til åbningen af udstillingen. Læs mere om åbningen her. Foto: Michael SvenningsenDet er ikke kun katte, der er helt fjollede med kasser. Det er tegnere også… Foto: Michael Svenningsen
Og det er tilladt at tegne væggene – i hvert fald for nogen. Foto: Michael SvenningsenMan skulle næsten tro, jeg selv havde skrevet dette 😀Hvordan det er gået til, at jeg er hængt ved siden af den vildt dygtige tegner Boligan, ved jeg ikke, men det er vel bare mit kors at bære 😉
SPOT på museum
Satiremagasinet SPOT, som jeg er en del af, er som nogen måske ved et af Danmarks nyere on-line satiremagasiner (læs mere her) og vi dukker op i weekenden 24-25/11. Her laver vi så den næste udgivelse af magasinet – på stedet og for åbent tæppe. Det er live, det er hån, spot og latterliggørelse af vores absurde verden. Vi er friske på dialog og there will be kaffe, så kig forbi 🙂 Vi vil være der begge dage kl. 11-16
Derudover vil vi lørdag eftermiddag bruge lejligheden til at holde et lauch party for årets SPOT-bog 2018! Det er ikke hver dag den slags sker, så sæt kryds i kalenderen.
Ellers sker der det at…
… der er i løbet af udstillingsperioden er en del andre spændende arrangementer, som workshops, foredrag, omvisninger, og den slags. Der er bl.a. karikaturworkshop med Bob Katzenelson, foredrag om Muhammedtegningerne med Lars Refn, og i januar 2019 besøger den skarpe sydafrikanske satiretegner Zapiro kunstmuseets udstilling og der skal nok blive knald på.
Udstillingen løber indtil d. 17. marts 2019
Gå til Vejle Kunstmuseer her for at læse mere om udstillingen.
Hvad pressen skrev…
Læs artiklen online her!4 stjerner hos JP – Uuuuh 😀
Jeg får i ny og næ henvendelser fra folk, der har en børnebog i maven, og som har brug for en tegner til at sætte billeder på historierne. Nogle har allerede skrevet bogen, mens andre blot har “en føler ude.”
Personligt foretrækker jeg, at folk allerede selv har gjort sig besværet med at skrive bogen, inden de tager kontakt til mig, da jeg ellers risikerer at bruge uforholdsmæssig lang tid på kommunikation og skitserier, der aldrig bliver brugt. Man må ligesom selv lægge hovedet på blokken, før man beder andre om at gøre det samme, synes jeg.
Hvilket forlag skal jeg vælge?
Processen er typisk, at man skriver sin børnebogshistorie så færdig, at den er præsentabel og forståelig for en helt blank og udenforstående læser. Derpå sender man sit manus til et forlag efter eget valg. Herefter bliver det så temmeligt langhåret! For der er mange forlag. Hvilket et er godt? Hvor skal jeg gå hen med den? Er min børnebog artsy? Er den Disney-ish? Er det en pixibog jeg har skrevet? Er den politisk? Se DET kan jeg ikke hjælpe dig med. Det må du selv finde ud af. Selvudgiveri har jeg ingen erfaringer med, så det springer jeg let og elegant over her 🙂
Når du så endelig har fundet et forlag, og fået sendt det seneste manus afsted, skal du væbne dig med stor tålmodighed. Forlaget kan nemlig være alt mellem 8 uger til et halv år om at svare på, om de er interesserede eller ej i at udgive manus som børnebog. Og mange insisterer på, at man kun må sende manus til et forlag ad gangen! Først når et forlag har forkastet manus’et, kan man sende det til et andet. Derudover er konkurrencen ret hård – for der er virkelig mange børnebøger på markedet pt! Som i VIRKELIG mange!
Tegner til min børnebog?
Man kan dog selv prøve at finde en tegner, inden man sender sit manus til forlaget, for at se, om man ikke kan lave en aftale om et samarbejde. (Det kan gøre projektet lidt mere spiseligt for et forlag, for så slipper de selv for at skulle ud og finde en. Så skal man dog være sikker på, at man har fundet den rigtige, for hvis forlaget ikke er enig i valget af tegner, har det ganske givet den modsatte effekt…) I hvert fald kræver denne løsning typisk, at tegneren laver en til to færdige tegninger og derefter skitserer resten af bogens illustrationer, før det hele sendes til forlagene.
Min erfaring er, at da selve processen med at få en børnebog udgivet (ventetid og redigering af manus) kan være ret tung, så er det vigtigt at der er “god kemi” mellem illustrationer og historie – de skal så at sige komplimenterer hinanden. Lidt som et ægteskab faktisk 😀 Nogle historier kræver nuttede bamser i farverige omgivelser og andre kræver sort/hvide dystopier, og det er sjældent den samme tegner, der mestrer begge udtryk. Alt i alt er det at søge en tegner til sin bog ofte en besværlig affære, og som i alle store historier om makkerskaber, skal man ofte kysse en masse frøer, før man finder den rigtige. Men så kan samarbejdet altså også gå op i en højere enhed: Ingen Peter Plys uden E.H. Shepard, Ingen Astrid Lindgrenbog uden Ilon Wikland – ja, find selv flere 🙂
Februar er efter min mening en ganske overflødig måned, og har altid kun bidraget med generel tristesse. Men ikke i år. Der var jeg nemlig så heldig at erhverve mig et arbejdsophold på Hald Hovedgaard, der ligger udenfor Viborg. Hald Hovedgaard er hovedsæde for Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, og har man brug for det, kan man søge om et legatophold. Det er typisk en til to ugers ophold, hvor alt man selv skal stå for er forplejning og arbejdsredskaber. Resten stiller Hald til rådighed.
Jeg havde flere projekter i støbeskeen som jeg gerne ville have fra hånden, så her var chancen endelig for lidt arbejdsro, for jeg var rent ud sagt lidt udbrændt…
Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med centerlederen Peter Q. Rannes, og han sendte mig straks det officielle svarbrev, sammen med refugiehåndbogen.
Udover den udfyldte ansøgningsformular, som man kan hente på hjemmesiden (her), vedhæftede jeg i mailen en synopsis af det projekt jeg arbejdede på, og en motiveret ansøgning. Om det var nødvendig aner jeg faktisk ikke, men det kunne jo næppe skade, tænkte jeg 🙂
Jeg modtog snart igen en konfirmation om opholdet fra Peter, og med det et skriv om de praktiske forhold på Hald. Jeg copy/paster lige her:
De praktiske forhold er således: • Du er på egen kost på Hald, og dertil står husets store køkken til din rådighed. • Værelset indeholder et stort skrivebord med arbejdslampe, kontorstol, seng og (læne-)stol. • Du kan sammen med evt. andre gæster i øvrigt bruge Havestuen, Spisestuen og Pejsestuen. • Der er lagt linned (sengetøj og 2 håndklæder) frem, og du kan vaske det efter behov. • Der er totalt rygeforbud på Hald.
På Hald Hovedgaard har du i øvrigt adgang til: -Internetforbindelse -hånd- og inspirationsbibliotek -printer & fotokopi -daglige aviser: Politiken, Information og Weekendavisen -vaskemaskine & tørretumbler
Og så var februar pludselig opgraderet til en helt hæderlig måned…
Forberedelser
Venter på Flixbussen, der skal befordre mig fra hovedstaden vestover…
Jeg var spændt på at komme frem, for jeg havde aldrig modtaget et arbejdsophold før, og var mildest talt lidt nervøs for, om jeg kunne performe, når jeg endelig sad deroppe. Havde hørt flere historier om folk, der intet fik lavet på arbejdsophold, og det kunne jo også ske for mig? Præstationsangst er en bitch på den måde…
Jeg havde forhørt mig hos alle jeg kendte, der før havde opholdt dig på Hald, og indsamlet tips og tricks (såsom: køb stort ind i Viborg før du tager ud til Hald (Protip: lav indkøbsliste hjemmefra), Husk SLIK! Der er næsten helt sikkert både ris, havregryn, ketchup og pasta efterladt af tidligere gæster, så hvis du har is i maven køber du det ikke, etc.) Og jeg havde faktisk allerede før jeg tog afsted udtænkt mig en madplan fra dag 1 til 5-6, der dybest stod og faldt med, om hvorvidt jeg fik købt nok flåede tomater.
Jeg pakkede min bærbare, en hulens masse papir, tøj og et par fagbøger og C.S. LewisTroldmandens Nevø. Og en flaske Rom. Man ved aldrig om Hemingways ånd slår et slaw forbi, og så er det da ærgeligt at sidde der og smægte…
Afgang-ankomst
Flixbusserne afgår fra bag Københavns hovedbanegård, såsnart den til Viborg ankom masede jeg mig ind sammen med resten af den småfrysende flok. Bussen var så spritny, at halvdelen af elektronikken åbenbart endnu ikke var installeret (inkl. internettet) og en underlig klaprelyd fulgte os trofast hele vejen fra København til Viborg…
Jeg stod af på stationen i Viborg, og fandt forholdsvis let hen til den nærmeste Netto (den på Vesterbrogade – overfor biblioteket) og købte enormt ind (mælk, brød, pastaskruer, flåede tomater – og alt det jazz). Udenfor lavede jeg lige lidt indledende slapstick fjums, da jeg ikke var fysisk rustet til at håndtere 2 store bæreposer, en rullekuffert OG en telefon samtidig, men selv æggene nederst i den ene pose kom uskadt igennem optrinnet og jeg fik ringet til en taxa.
Ingen ballade med den taxa til gengæld – muligvis verdens sødeste taxachauffør kørte mig direkte til hovedindgangen for omkring 100 bobs.
Og Hald Hovedgaard er skøn. Ingen tvivl om det. Se bare her:
Hald Hovedgaard
Jeg blev modtaget af den 2/3 af værtsparret: Gitte og Sherlock. Den ene venligere end den anden – og det siger ikke så lidt, for Sherlock er en særdeles venlig collie. Jeg blev indlogeret og fik min køkkenskuffe udleveret, og så var jeg ready to go.
I rummet kan ingen høre dig skrige…
Eller rettere – det var var jeg så alligevel ikke. Måske var det min egen forventning til at nu skulle raketten sagurazme bare fyres af, tegninger skulle skrives, og tekst tegnes og generel stor kunst skulle skabes. Men hvordan fanden går man til sådan en opgave?
Jeg havde allerede 2 projekter med i tasken. Den ene var en illustreret science fiction, der i skrivende stund endnu ikke er afsluttet, OG en børnebog, der nu stort set er klar til at ryge i trykken. OG begge bøger er afsat til et forlag, der meget gerne vil udgive dem. Jeg satte mig ned og stirrede på min scifi-historie… Og det gjorde jeg så også de efterfølgende 2 dage, samtidig med at jeg ret hurtigt tømte mit slikdepot, drak 1/3 flaske rom på en aften, vågnede med tømmermænd, stirrede videre, fortabte mig i åndssvag research af detaljer (såsom hvordan regimentsmærket for 2nd Batallion, Devonshire Regiment så ud) eller Sydenglands generelle geografiske kendetegn, facebooktjek, etc. Og så kørte jeg fast. Helt fast. Hele fortællingen var stort set tegnet – der manglede kun tekst. Jeg kunne bare ikke finde de rette ord, der understøttede billederne!!!
Jeg gik ture – mange lange ture og april fremstod fra sin fineste side. Hald Sø, ruinerne og Dollerup Bakker var fantastiske. Jeg troede rent faktisk ikke at der var et sted her i landet som det landskab jeg mødte omkring Hald Sø.
Niels Bugges (hug)tænder, som stenene langs vejen op til Hald Hovedgaard kaldes…
Jeg havde naturligvis min blok med og doodlede løs såsnart jeg kunne, i en sådan grad at min Instagramkonto må ha’ glødet… Når man sådan til hverdag går rundt og vænner sig til udsigten i København, er det et tiltrængt spark i forgreningen, sådan at komme ud i naturen. Enkelte gange spekulerede jeg på om jeg kunne risikere at løbe på en enkelt ulv eller to, men så heldig var jeg dog ikke. Ikke at jeg ville ane hvad jeg ville gøre hvis det skete, men hey – Ulv!
Men altså efter 3 dages dalren rundt i de smukkeste omgivelser Jylland kan frembringe, begyndte roen endelig at indfinde sig. Jeg lagde min scifi på hylden og besluttede at den bare ikke var moden endnu. Det var en fantastisk rar beslutning at tage, og så hev jeg min børnebog op istedet for.
Jeg indtog straks den ene af stuerne og begyndte at brede mig derfra. Papir over det hele! Der var et hav af tegninger der skulle laves, men i løbet af de næste dage var jeg endelig godt i gang. Derefter lod jeg rommen stå og skulle Hemingway indfinde sig, måtte han stille sig tilfreds med en kom kaffe fra kanden.
Torsdagen blev så dagen, hvor jeg tog ind til Viborg for lige at få hentet lidt friske forsyninger, og så liiiige få set noget andet. Og hvem ved – mon ikke man kunne købe sig en frisk kop papkaffe derinde? Bussen går bogstavelig talt lige udenfor hoveddøren. Man stiller sig blot op ved vejen, og ligner en der skal med bussen, og inden alt for længe (jyllandslænge – ikke københavnerlænge – der er ca. 15 min til forskel…) kommer bussen trækkende op ad bakken. Når turen går tilbage igen, kan man med fordel fortælle chaufføren, hvor man skal af.
Og Viborg en virkelig fin by. Intet mindre som at gå rundt i Korsbæk og folk er heldigvis mere som Hans-Christian end som Mads Skjern. Og jeg fandt en Joe & Juice. Selve midtbyen synes sært nok okkuperet af en enorm parkeringsplads, men hey – man kan jo åbenbart ikke bo i Jylland uden at have en bil.
Tilbage igen – med bybussen denne gang – og med blod på tanden, gik jeg på med krum hals og fik virkelig noget fra hånden. Jeg havde naturligvis undervejs truffet de andre gæster, og køkkenet var det naturlige omdrejningspunkt for det sociale. Havde man lyst til at se andre mennesker, satte man sig lige med en kop kaffe og avisen. Og havde man ikke, lod man være… Jeg gik sådan fra og til, og prøvede at bruge tiden, jeg ellers ville have brugt på Facebook, i køkkenet.
Hjemad
I løbet af weekenden begyndte det at gå op for mig, at jeg jo for pokker også skulle tilbage igen! At det snart var på tide at vende hjem. Jeg havde et par bestillingsarbejder, der i mails var begyndt at kalde på min opmærksomhed, og havde et par deadlines indenfor de følgende par uger på bestillingsopgaver. Virkeligheden kaldte med andre ord altså.
Som alle gode historier ender den her også med et offer: Ankomst og afrejsedag er mandag på Hald Hovedgaard, så jeg fik pakket forholdsvis hurtigt søndag aften. Næste dag fik jeg et lift ind til Viborg af en af de andre gæster, og fra togstationen gik Flixbussen tilbage igen mod hovedstaden. Man glemmer ofte hvor hurtig man kommer fra den ene ende af landet til den anden, og ved en 15-tiden var jeg i københavn igen.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at suset fra byen var øredøvende, at folk opførte sig anderledes, lugten var tung af udstødningsrøg og pomfritter, men sådan var det jo ikke. København er for mig som en lun lomme at være i: min familie er her, min tegnestue er her, mit liv er her, men så alligevel…
Al den tid jeg tilbragte på Hald Hovedgaard kun fokuseret på et eneste projekt – mit helt eget projekt var uden tvivl fantastisk. Men ligesom når man ifølge Nietzche stirrer for længe ned i afgrunden, så stirrer også ens afgrundsdybe fantasi tilbage ind i en. Og det kan være næsten ligeså skræmmende. Prisen for at man i en periode udelukkende fordyber sig i sit eget hoved er, at det fremover bliver svært at ignorerer dybet i sit hoved. Det kalder på en og kræver ens opmærksomhed, igen og igen, og andre projekter synes pludselig mindre vigtige i forhold til ens egne.
Jeg er glad for alt det jeg fik med derfra, og ser frem til at kunne sende eksemplarer af begge mine færdige bøger til Hald. Hald har været en utrolig fødselshjælper på dem begge.
Spøjst nok havde jeg en af de sidste nætter en sær drøm. Jeg sad med en af mine gamle venner, Ludvig, og beklagede mig over at jeg i drømmen åbenbart havde tyndskid, hvortil Ludvig blot svarede at det var fordi jeg havde ædt for mange diamanter… It figures.
Så fik jeg sørme lige den usete ære, at blive benævnt i landsdækkende TV af Lars Refn, tegner og formand for Danske Bladtegnere, som leverandør af en af de vigtigstesatiretegninger i 2017!!!
Satiretegningen havde jeg lavet for det gratis satiremagasin Spot (som kan downloades kvit og frit på www.spotsk.dk) i forbindelse med krimisagen om ubådskaptajn Peter Madsen og Anders Samuelsens (LA) hede ønske om at skifte emne i medierne efter han ved forhandlingsbordet havde løbet fra de krav på store skattelettelser han selv havde stillet op. Tekstforfatter Peter Andreas kom op med ideen, som vi så udviklede sammen, og med et efter min mening godt – og sjovt – resultat.
Lars begrundede valget med, at vi havde “valgt at lave satire over noget af det aller-vanskeligste at lave satire på overhovedet – nemlig over det der gør allermest ondt. Her er det den helt forfærdelige historien om Madsen og hans u-båd og så har [Peter Andreas og Jon] kørt den sammen med [historien om] Samuelsen, der endnu en gang har dummet sig omkring sine valgløfter. Samuelsen bruger det på den måde som politikere jo gør, at når man kommer med en dårlig nyhed, så skal man helst gøre det, mens andre får offentligheden fokuseret på noget andet.”
Jeg takker i hvert fald for den flotte omtale 🙂
Lars Refn & Erik Petri viser deres 10 bedste satirestreger fra året der gik.
Jeg kan kun være glad for at det kun var Lars og Erik Petri, der havde fået tjansen som skærmtrolde, for jeg aner faktisk ikke hvad jeg skulle bidrage med, andet en svedige håndflader og en solid stirren på mine skosnuder. 😀
Spotsk: Forlaget Fahrenheit har sendt satiremagasinet SPOT i trykken med et bredt udvalg af de bedste indlæg fra magasinets 2 årige historie. Og det er ikke kedelig læsning.
Det første SPOT redaktionsmøde foregik i Det Kongelige Biblioteks Have, Grundlovsdag juni 2015 – på 100 årsdagen for at kvinder og tjenestefolk fik lov at deltage i demokratiet.
Efter tre timers intensivt tegne- og skrivearbejde udkom satiremagasinet SPOT for første gang på tryk med henblik på – med en af grundlæggernes Lars Refns ord: “at sætte ild i røven på alverdens autoriteter”.
Nu, 30 digitale udgivelser senere, kommer Spot så igen på tryk – til forhåbentlig både glæde og latter for de satirehungrende. Og der er ikke blevet lagt fingre imellem. De borgerlige (nye som gamle), venstrefløjen, Erdogan, Brexit, Støjberg, vikinger, romaer, overskudshjerner, underskudshjerner, burkaer, Putin – ingen undgår redaktionens skarpe blik og hvasse pen! Og det er sjovt.
Billede: Torben Wilhelmsen
Tekst og streger leveres af nogle af tidens bedste danske bladtegnere og journalister og tæller navne som:
Camille Bess, Rikke Bisgaard, Dennis Meyhoff Brink, Anders Brønserud, Anette Carlsen, Claus Gade, Jens Hage, Bob Katzenelson, Niels Ivar Larsen, Lars Trier Mogensen, Mia Mottelson, Lars Ole Nejstgaard, Sofie Riise Nors, Adam O., Erik Petri, Lars Refn, Lise Rønnebæk, Helle Scheffmann, Gitte Skov, Stine Spedsbjerg, Erik Splittorff, Jørn Villumsen, Torben Wilhelmsen og Philip Ytournel.
Her er lige et par sider – helt uden mellemregning 😉
Bogen hedder såmænd bare “Hån og Latterliggørelse 2017” og kan købes online hos Forlaget Fahrenheit her.
Læs eventuelt mere om mine tegninger til magasinet her.
Igen i år har jeg taget InkTober udfordringen op, og tegnet en tegning i tusch hver eneste dag, måneden ud. Det er en virkelig en god øvelse i at tegne analogt, såsnart man finder rytmen. Man får virkelig øvet sin frihånd. Som udgangspunkt skal man tegne en tegning hver dag, men hvis man ikke har tiden til det, gør man det jo bare, når man kan. Det handler om at hygge sig med det, ikke at stresse over det.
Selvom jeg klart kan anbefale det, har jeg ikke selv taget udgangspunkt i de ellers ganske gode færdige hjælpestikord, som f.eks. bagmanden Jake Parker hvert år udfærdiger, men blot lade tankerne flyve og tegnet hvad jeg lige havde lyst til. Det har i år affødt en minihistorie, inspireret af HG Wells Klodernes Kamp, små Slice-of-Life historier og almindelige tankeprutter. Alle primært uploadet til min Instagram profil.
Fra historien “Den sidste Marsianer” jeg skrev og tegnede til InkTober.
Besøgte mine forældre i efterårsferien. De har hund.
Man skal holde godt fast på sin is…
Reglerne for InkTober er enkle, og jeg har skrevet om dem i et tidligere indlæg.
Reglerne er:
Lav en tegning i tusch.
Smid den på et eller flere sociale medier efter eget ønske
Dagbog fra Danske Bladtegnere og Europa parlamentets Master Class 2017.
Dagbogen her er over den Masterclass Europa kommisionen holdt for en stor gruppe danske bladtegnere i et heldagsseminar på Europa-Parlaments kontor i Danmark. Her diskuterede vi europæisk satire og fik tegnet en god bunke tegninger om EU og Europa. Umiddelbart kunne det jo lyde som om man lægger sig i kurv med dem man skal gø ad, men som Lars Refn, Formand for Danske Bladtegnere siger:
“Sådan må det bare være. Vi må alliere os med nogle mennesker, der ved noget om tingene, men det betyder jo ikke, at vi kaster os for fødderne af dem. Selv om holdningen er ved at vende, skal vi jo ikke være ukritiske. Det handler mere om at lave satire på et højere ambitionsniveau. Vi har måske ikke haft så højt et niveau.” Og det kan han jo have ret i.
Dagbog fra Danske Bladtegnere & Europa parlamentets samarbejde om en Masterclass med temaet “Europa – Together or Apart?”
Læs Altingets artikel om eventen på dere site her.
Læs evt. også min dagbog fra Copenhagen Comics her!
Whiteboard videoer bruges i stadig højere grad, men ingen tænker på de mange mennesker, der til dagligt lægger deres liv og førlighed i hænderne på usikker teknologi, for at levere dem!
