Siden 2009 har tegnere af alle slags igennem hele oktober måned smækket hashtagget #inktober på blogindlæg, instagrammer, tweets, facebookbilleder og alt hvad der ellers kan krybe og gå af sociale medier. Det eneste der egentligt binder alle de opdateringer sammen – udover det fælles hashtag – er at de har påsat en håndtegnet illustration, tegnet med tusch.
Uden at jeg ellers har undersøgt og googlet det meget, så lader inktober til at være et produkt, der er udtænkt af illustrator og tegner Jake Parker. Han besluttede sig i 2009 for at tegne en tegning hver dag i hele oktober måned – for at forbedre sine evner for at tegne med tusch, og udvikle nogle gode tegnevaner. Og så naturligvis så smide dem på sin blog for at vedstå sig forpligtelsen.
Siden da har flere og flere tegnere og illustratorer fra hele verden taget den hyggelige udfordring op og givet den en på hatten. Og i år forsøger jeg altså også – primært på min instagram konto.
(Disse er tegnet med min spritnye Pentel GFKP brushpen. Mmmm – Pentel…)
Alle kan deltage – bare saml en pen op og gi’ den gas.
InkTober regler:
Lav en tegning i tusch.
Smid den på et eller flere sociale medier efter eget ønske
Hashtag det med #inktober
Gentag
Længere er den ikke.
Åhja – og om man så gør det hver dag, hver anden dag, eller en gang om ugen så er det helt fint – bare vær konsekvent. Inktober handler om at blive bedre, øve sig og få forbedret sine vaner.
Lynfrabrikkens seminar – Luck of the Draw blev afholdt i weekenden
I weekenden blev Lynfabrikkens seminar – Luck of the Draw – afviklet med både en aktiv projektdel (som jeg desværre ikke kunne deltage i) og en foredragsdel (som jeg heldigvis kunne).
Fredagen indeholdt en workshop, der havde til formål at fokusere på de “artistic aspects of drawing and illustration and put focus on creative process” som der stod i oplægget.
Og det var efter sigende en fantastisk workshop. Den blev hosted af illustratorerne Kai Pfeiffer og Dominique Goblet – der begge også har en fod i tegnserielejren med egne graphic novels.
Fordragsholderne var Signe Parkins (Danmark), Nigel Peake (Irland), Åsa Grennvall (Sverige), Laura Carlin (UK), Kai Pfeiffer (Tyskland), Dominique Goblet (Belgien) og Mari Kanstad Johnsen (Norge). Luke Best (UK) skulle også have været tilstede, men valgte dog at modtage en Emmy(!) for sit arbejde som Art Director/Illustrator på BBC produktionen How We Got To Now i stedet.
Det var så inspirerende og især Laura Carlins præsentation af egne arbejdsprocesser og emner, båret af hendes stærke amiable personlighed, der virkelig fyldte rummet ud, var om noget et energi boost.
Signe Parkins fortalte om sine stærkt personlige tegninger i sine skitsebøger, der svingede mellem det meget artistiske til det nærmest humoristisk bizarre, og hvad de havde ledt til af skæve projekter.
Hver af foredragsholderne var ganske spændende og havde unikke tilgange til deres arbejder og processer: Nigel Peake var både meget “arkitektisk” og holistisk i sin tilgang til sine streger og Åsa Grennvall præsenterede sine tegneserier, som hun egentligt ikke var specielt glad for at lave, men dog blev nødt til. Kai Pfeiffer og Dominique Goblet talte både hver for sig og sammen om hver især deres arbejder og sammen om deres fælles projekt, tegneserien PLUS SI ENTENTE.
En af tidens største britiske illustratorer, tegner og forfatter Chris Riddell, fik i juni i år æren af at blive udpeget som Childrens Laureate – en ærestitel som fungerende ambassadør for børnelitteratur i Storbritannien. Titlen uddeles kun hvert andet år til børnebogsforfattere og illustratorer, der har begået og udrettet “outstanding achievements in their field”.
Dommerpanelet består traditionelt af en god blanding af bibliotekarer, kritikere, forfattere og boghandlere, og som sagt tilfaldt den altså i år Chris Riddell, der med titlen modtager £15.000,- oveni hatten.
I sin egenskab af Lauerate slår han nu et slag for, at man som forældre bør tage sig tiden til at tegne med sine børn. Det kan man jo ikke være uenig i, for som han siger:
“Do you have hands? Excellent. That’s a good start. Can you hold a pencil? Great. If you have a sketchbook, open it and start by making a line, a mark, wherever. Doodle. Take a line for a walk, as Paul Klee said. Lose your inhibitions about drawing and just do it.”
Riddells stil er helt klassisk (med rødder helt tilbage til Alice i Eventyrland og Peter Plys), men dog med helt sit eget, personlige islæt. Det er således ikke underligt at netop han har illustreret en del af Neil Gaimans bøger: Snorlige streger der er præcist så skæve som de bør være. Han forsøger ikke at afbillede gudesmukke mennesker og helte, men derimod personer, karakterer, eksistenser. Man kan relaterer helt særegent til dem, og holder af dem på et splitsekund.
Det forrykte og det smukke går i hans tegninger netop hånd i hånd. Og de indeholder et livsyn, der er meget humanistisk og ligetil. Tanken melder sig helt af sig selv, at ham Chris virkelig må være et helt specielt slags menneske.
Se mere om overrækkelsen her (link via The Guardian):
Chris Riddell er født d. 13. april 1962 og udover at illustrere børnebøger leverer han også politisk satire til avisen The Observer.
Han har vundet 2 Kate Greenaway Medals, the British librarians’ annual award for “Bedste illustrerede børnebog”. Derudover har bøger han har arbejdet på, vundet 3 Nestlé Smarties Book Prizes og været nomineret til sølv eller bronze 4 gange.
Chris i centrum…
Chris Riddell kan bl.a. følges på Instagram her og ellers bør man kigge forbi på hans site her.
Da jeg havde fået trykt mine spritnye visitkort, sad jeg bagefter og rodede med de forskellige stykker vektorgrafik. Og så kom jeg lige til at tænke: Når nu man er animator – så burde ens visitkort da være animeret, oder?
Og fem timer senere havde jeg lavet en lille animation – eller mere præcist: et animeret visitkort.
Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg så får det trykt…
Sammen med 44 fantastiske mennesker – grafikere, spildesignere, programmører, forfattere og andre illustratorer – afsluttede jeg sidste weekend et superfedt arrangement, StoryJam, afholdt af Kulturstyrelsen. Ideen med arrangementet var, at der under et intenst forløb skabes de ideelle rammer for, at nye tanker, koncepter og fortællinger kan få vinger på digitale platforme.
Eller som Kulturstyrelsen selv skriver det:
StoryJam skal generelt inspirere til fremtidens digitale og/eller interaktive litteratur. Målet er at tænke på tværs, og etablere nye samarbejder mellem professionelle fra den danske spil- og litteraturbranche.
Opdelt i grupper asede og masede vi 2,5 dag med bud på, hvordan fremtidens digitale litteratur kan komme til at se ud. Det resulterede i hele 11 unikke og fantastiske projekter. Det var sindsygt inspirerende, og selvom det var en udmattende mandag morgen, der mødte efter hjemkomsten, føltes det som om mine fødder knap rørte jorden.
I den gruppe jeg var i, fokuserede vi på en digital tegneseriefortælling, som krævede mere end én bruger at læse for at drive historien videre. Nogle skabte alfabetundervisning og børnebøger, mens andre havde en mere poetisk vinkel på projektet og præsenterede smukke fortællinger om f.eks. at skabe kontakt til sine noget nær ukendte bedsteforældre…
Gruppearbejderne blev afbrudt af indlæg og foredrag af tidligere års projekter, der rent faktisk havde udmøntet sig i egentlige slutprodukter, såsom Aksel Køie, der præsentede sin digitale børnebog Wuwu & co og Malte Burup med sin Sofus & Månemaskinen. Og ikke at forglemme Sara Mygind, der i sin egenskab af anmelder på Jyllands-Posten fortalte om sit arbejde med digital litteratur.
StoryJam blev skudt igang fredag d. 8. maj og kulminerede onsdag d. 13. med en præsentation for mulige interessenter hos Kulturstyrelsen på H.C. Andersens Boulevard. Imellem de superfede projekter, der fremkom i løbet af weekenden, var der virkelig nogle perler, som jeg især godt gad se sat i søen: Angry A, En Dame Til Farfar, Grandad Unfolded er blot et par af de mange.
Digital illustration – om at tegne med ettaller og nuller.
I dag er det stort set næsten umuligt at skelne mellem en digital og en analog illustration. Mellem vektor/bitmap illustration og en håndtegnet – udover i processen naturligvis.
Tegnet på papir eller i photoshop?
Nogle mennesker føler sig utilpasse med det niveau af “realisme” digital illustration har i dag, og mener at man bør holde skæg for sig og snot for sig: at en tegning skal ligne det medium, hvori den er skabt. Er det en digital illustration skal den se “matematisk” ud, mens andre er mere fokuserede på slutproduktet – at det bare skal se fedt ud – og så er vejen dertil ellers irrelevant. Jeg går ud fra at det som udgangspunkt handler om kunst vs masseproduktion: En original tegning på et stykke papir findes kun i en version, mens den digitale tegning – hvis den overhovedet findes! – i teorien eksisterer i milliarder af identiske “originaler.”
Men det handler vel dybest set om Photoshops killer-app: Når man tegner på papir, så er der ingen undo knap. Tegner man forkert på papir, så starter man forfra, eller korrigerer de efterfølgende streger derefter. Men sådan er det ikke med Photoshop. Intet er uforanderligt i Photoshop, hvilket mildest talt gør det til et meget attraktivt alternativ til blæk og tuschtegning – især når man arbejder op mod en deadline.
De seneste 10 år er custom-made photoshop brushes virkelig begyndt at dukke op. Jeg fandt i 2005 en gratis blyants-agtig brush (Doodle PS Tool Preset 0.3 – kan ikke huske hvem der lavede den, sorry) som jeg brugte flittigt til storyboards og skitser, men som sidenhen er afgået ved døden som inkompatibel et sted mellem Photoshop CS2 og CS5-6 stykker. Og derefter er der dukket en del op. Kig f.eks. bare forbi Creative Market der har et fint udbud – eller The New Yorker tegneren Kyle T Webster, der har en nebengeschäft kørende med fine og meget billige – nogle endda gratis – brushes. Den dyreste pakke koster således kun $ 14 (hvilket i skrivende stund beløber sig på omkring 93 kr.)
Tjek dem ud her eller kig en gang på Kyles egen lille reklamefilm her:
https://www.youtube.com/watch?v=C5G24zeWtLs
… Og sporvognen er naturligvis tegnet i Photoshop…
“Stories of imagination tend to upset those without one.”
-Terry Pratchett
En stor personlig inspiration – helt fra jeg var dreng – er her ikke længere, og verden synes at være blevet lidt mindre. Sir Terrence David John Pratchett døde igår, d. 12. marts i sit hjem. Hans bøger har på verdensplan solgt langt over 60 millioner og er blevet oversat til mere end 30 sprog. Han har modtaget et hav af priser og blev adlet til ridder i 2009.
Terry Pratchett er i særdelshed kendt for sin comedy-fantasy romanserie Diskworld, en flad og cirkelrund verden, der sejler gennem verdensrummet, båret på ryggen af fire kæmpestore elefanter, som igen står på ryggen af en endnu større skildpadde A’Tuin (gender unknown, som der skrevet står). Mange forbinder hans humor og stil med en anden fantastisk og desværre også afdød forfatter, nemlig Douglas Adams, men det er nu nok at træde begge forfattere lidt over tæerne.
Efter at han for 8 år siden fik konstateret Alzheimers kan man måske påpege at et efterfølgende dødsfald ikke ligefrem bør chokere en, men så alligevel… Herfra er jeg blot taknemmelig for de sindssygt mange timer, hvor jeg har brugt i hans litterære konstruktioner, mens fantastiske fortællinger og krøllede plots udfoldede sig i og imellem bogens linjer, og jeg knækkede sammen af grin over hans meget britiske og præcise omgang med sproget og den vanvittige galskab historiernes retninger tog. Jeg elsker hans bøger og vil altid gøre det. Både hans Diskworldserie (især Tiffanny Aching), men også hans andre udgivelser, såsom Long Earth serien og Good Omens (sidstnævnte skrevet sammen med Neil Gaiman).
Neil Gaiman og Michael Chabon om Terry Pratchett:
Forsider:
Josh Kirby’s cover til Pratchetts “Masquerade”
Forsiderne til især hans Discworld bøger er stadig genstand for diskussion. De blev i mange år alle tegnet af britiske Josh Kirby (der døde i 2001), og hans streg og stil appellerer ikke til den “gode” smag. Den er rodet, vild og ekspressiv og har nok herhjemme afholdt rigtig mange fra at læse Pratchett.
Ikke at dømme bogen på sit omslag, er åbenbart lettere sagt end gjort, men hvorom alting er, blev bøgerne stadig et kæmpe hit – især i Storbritannien, hvor hver eneste nye udgivelse fuldkommen erobrede boghandlernes bedste udstillingsvinduer.
Paul Kidbys cover til Monstrous Regiment
Senere har man ladet forskellige kunstnere, illustratorer og grafikere eksperimentere med udtrykket, og her har Paul Kidby (stadig brite) formået at tage teten, med sin lidt mere “nedtonede” stil – i hvert fald sammenlignet med Kirbys.
Personligt foretrækker jeg Kidbys mere naturalistiske streg, selvom man rent faktisk savner vanviddet og Find-Holger kvaliteten fra Kirbys. Men MAND, hvor er det træls at udgiverne valgte to illustratorer med så ensklingende navne…
Senest har illustrator Joe McLaren for forlaget Gollancz lavet en serie superflotte og meget grafiske forsider til serien – i hardback, så selv pæne folk kan sidde i toget og læse Pratchett uden at skamme sig.
McLaren er også brite og bor og arbejder i Rochester, Kent.
Se McLarens forsider herunder og klik på billedet for at se dem i større version. Det gælder naturligvis for alle billeder her.
Se den lange liste af Terry Pratchett udgivelser på Saxo her:
Uanset hvor godt man tegner er det ofte det med håndtekstningen, der giver grå hår – i hvert fald for de af os med en håndskrift, der kunne få enhver praktiserende læge til at fremstå som kaligraf. Så er det godt at vi har Blambot!
Blambot – stedet for fonte af høj kvalitet og med hovedfokus lagt på tegneserieindustrien og dens udøvere.
Nate Piekos: Og så ser han ovenikøbet flink ud…
Sitet Blambot har været tegneren og håndteksteren Nate Piekos projekt, siden han i 1998 forlod Rhode Island College med en bachelor i design. Han er idag muligvis den mest populære font-leverandør i og omkring branchen. Han har leveret sine specialdesignede “håndtegnede” dialogfonte og lydeffektfonte til både Marvel Comics, DC Comics, Oni Press, og Dark Horse Comics.
Men det er ikke kun tegneseriefolket, der har taget Blambot til sig: Firmaer som Microsoft, Six Flags Amusement Parks, New Yorker Magazine, The Gap, m.fl. også har løst billet ind på hans fonte. For slet ikke at tale om at Dreamworks, MTV og Harper-Collins Publishers…
Og listen af priser han har vundet for sine arbejder er da osse ligeså imponerende som hans kundeliste.
Blambot er et rigtig godt sted at lede efter gode tegneseriefonte – Alene mængden af gratis fonte af go’ kvalitet er helt fantastisk. Og skulle man nu forelske sig i en der ikke er gratis, er det stadig til at betale sig fra – nemlig 20-25 $. For meget af det han laver er nemlig hjerteblod. Som sulten tegneseriekunstner kan man sagtens finde en gratis font, som man ellers skulle have betalt for hvis man skulle bruge den professionelt.
Derudover har han en glimrende mini-artikelsamling om hvordan man f.eks. håndtekster og hvordan han griber det an.
