Kategoriarkiv: Illustrator

AI – Hjælpemiddel eller konkurrent?

1 svar

AI’er, der frembringer billedmateriale og grafik, såsom Midjourney, Dall-E og Stable Diffusion, er ikke bare på vej – de er her allerede, og man kan lave utrolige ting med dem. Jeg har indtil nu kun kigget på Midjourney, men Stable Diffusion er nok næste skridt op ad.

Men er det godt? Mine egne overvejelser stikker i alle retninger…

Jeg er selv i syv sind for der er så mange foruroligende aspekter ved AI’ens fremkomst. Både direkte i form af, at det kommer til at påvirke min indtjening, men også de etiske aspekter og den indflydelse AI får på vores samfund i fremtiden. For vi har nok kun set toppen af (A)isbjerget på nuværende tidspunkt.

AI’en som værktøj:

AI’en som motivfinder:

Midjourney er faktisk rigtig god til at finde unikke motiver, farver og kompositioner – det er faktisk det den gør allerbedst. Og står man og har brug for et godt motiv at gå ud fra til sin tegning, så er Midjourney faktisk bedre end google. Meget bedre. Disse fire billeder dukkede op da jeg søgte efter et motiv og en farvepallette til en tegning (som ses nedenunder igen – med monster)

Det er den faktisk god til, men jeg har faktisk haft svært ved at tage ejerskab over tegningen. Den er ikke udtænkt af mig og det er ikke det samme, som at finde et motiv i mine umiddelbare omgivelser og så tegne det. Det er er et motiv, der er beregnet af en AI, og ikke mig, der har set et motiv, og besluttet mig for at tegne det.

Bogforsider og moodboards:

Som udgangspunkt har jeg for sjovt lavet en del forsider i Midjourney – som en øvelse og for at se hvad den kunne komme op med, og da jeg har en forkærlighed for gamle bogforsider, så har det ofte været mit udgangspunkt. Jeg er jo ikke selv grafiker eller layouter, så det er sjældent at jeg prøver kræfter med decideret layout arbejde – jeg holder mig til tegningerne.
Men se engang på disse for mig at se ganske valide eksempler på Tolkines: Ringenes Herre og Hobitten forsider, som jeg fik mast frem:

Tekst som Midjourney forstår – og tekst Midjourney ikke forstår…

Bemærk for øvrigt at Midjourney ikke skriver genkendelig tekst. Den forstår betydningen af ord og bogstaver skrevet i prompt’en, og også hvordan de ser ud, men den forstår ikke ordenes betydning sprogligt. Så det kan være svært at generere billeder med tekst på, fordi Midjourney både laver stavefejl eller ser bogstaverne som grafiske former mere end som meningsbærende elementer i sig selv.
Og med mindre det er en meget kendt titel, vil den hellere søge på de billeder titlen beskriver end at skrive titlen på det genererede billede.
Desuden kan der være ord AI’en slet ikke må bruge – det er typisk ord med f.eks. racistiske, sexuelle og/eller voldelige referencer – så titler som “Dræb ikke en sangfugl” kommer ikke til at ske.

Jeg stillede også mig selv den opgave, at lave en bogforside til den fiktive klassiker “Troldmanden fra Øst,” som jeg forestillede mig udkom i England i begyndelsen af det 20 århundrede.

Men processen tog stadig et godt stykke tid, for jeg måtte renderer mange forskellige versioner ud, og give dem en ordentlig tur i photoshop, før jeg var nogenlunde tilfreds. Der skulle copy/pastes, rettes hænder og outlines og findes en brugbar font til titlen.

Midjourney
process
work in progress
prompt
tutorial

Bare for at sige, at HVIS man skal lave noget brugbart i Midjourney, så tager det altså også tid. Og endda meget tid.

Billeder med SciFi-temaer ligger naturligvis også lige til højrebenet for AI’er, og når det kommer til at skulle lave moodboards til spil og film – ja, så er AI’en klart vejen fremad. Flere er også begyndt at indarbejde AI i arbejdet med storyboards, men hvor selvskrevet den er til det, skal jeg undgå at tage stilling til. Tænker umiddelbart lidt det er som at gå over åen efter vand, men det kan være jeg tager fejl her.

Til hjemmebrug:

Til hjemmebrug er AI’en helt perfekt – og ideen om at demokratisere evner og skills til enhver, der ønsker dem er naturligvis også ganske tillokkende (ser man bort fra hele diskussionen om, hvorvidt det er overhovedet er etisk eller ej at bruge evner man ikke selv har erhvervet sig).

Her har jeg bedt den generere et RPG party, der hænger ud efter en quest, og billedet her har jeg ikke selv redigeret i, så bemærk fingre og hænder, der ofte er fuldstændigt off. Men det ser ingen, når musikken spiller, gør de? Det med hænder kan dog nogen gange afhjælpes, men selv her på det nedenstående billede er der et eller andet der ikke helt er som det skal være, selvom jeg ikke lige kan sætte en finger (!) på hvad.

Og tjek så lige denne lille lavbenede charmetrold ud – en den ikke sød?! Det er her at AI’en er på sit højeste – for det her kan jeg slet ikke hamle op med…

Problemet med AI:

Diskussionen om ophavsretten er nok den der umiddelbart høres ofte. Kritikerne påpeger (og ikke uden grund) at AI ikke kan sammenlignes med tidligere teknologiske fremskridt, da vi har simpelthen ikke set noget lignende før.
For at generere et billede finkæmmer AI’en nettet for billedmateriale, deriblandt diverse kunstneres værker, og udfra det, sammensætter den et billede. Den tekst AI’en skal visualisere, bruges som ledetråd for, hvad det er den kommer op med, og udfra den tekst piller AI’en de billeder den finder fra hinanden , analyseret dem og generere et nyt output.

Disse billeder bliver imidlertid taget uden samtykke fra de originale kreatører og brugt under dække af at skabe noget nyt, men udviklerne og ejerne af AI’erne har brugt kreatørernes billeder til at udvikle en utrolig lukrativ forretning og dermed profit. Skal de have lov til det?

Pascal Campion er f.eks. en tegner jeg beundrer umådeligt meget, hans farver og kompositioner er fantastiske, men AI’erne ånder ham tungt i nakken. Kommer de til at stjæle hans arbejde? Ovenstående billede er ikke lavet af ham, men af AI’en, og selv jeg vil være i tvivl om ægtheden, hvis jeg ikke vidste bedre.

Greg Rutkowski er en polsk kunstner, der har specialiseret sig i fantasy art og har bl.a. arbejdet for Sony, Ubisoft, Dungeons & Dragons, and Magic: The Gathering. Og han er en af de kunstnere, hvis stil udnyttes allermest i AI sammenhænge. Man kan i sin prompt-tekst bede f.eks. Midjourney om at gengive et billede i en kunstners stil (“In the style of…”) og her ligger Rutkowski altså helt i toppen.
Ifølge en artikel tilbage i september er Rutkowskis navn blevet brugt som en prompt omkring 93.000 gange i Stable Diffusion. Til sammenligning blev nogle af verdens mest berømte kunstnere – såsom Michelangelo, Pablo Picasso og Leonardo da Vinci – kun efterspurgt omkring 2.000 gange hver eller færre.

Uden kunstneres værker kunne der jo slet ikke genereres nogen billeder. Tech-virksomhederne kidnapper så at sige værkerne for at skabe nye og gambler i samme åndedrag med millioner af kunstneres eksistensgrundlag. Hvordan skal disse kunstnere holdes skadesløse?

Diskussionen om AI fortsætter

Poster til foredraget “AI – Hvordan forbliver vi relevante?” for Danske Bladtegnere hos Dansk Journalistforbunds lokaler. Der var mange fremmødte, for interessen – og bekymringen – er virkelig stor.

Min personlige holdning er, at jeg er meget bekymret for mit fag, og den udvikling det tager. Det er derfor jeg undersøger AI’en, så jeg ved hvad det er. Og for at finde ud af om jeg kan bruge det til noget. For det er fascinerende.

Jeg elsker at tegne, og jeg elsker især det at blive inspireret, og omsætte det til billeder – Og det piner mig, at det netop er det, som AI’en nu gør.

Selv hvis det vil lykkes kunstnere at få f.eks. et VISDA-/Bibliotekspenge-agtigt arrangement med udviklerne, så vi bliver begunstiget med et beløb, som tak for udbytningen, så ville jeg ærlig talt stadig hellere være foruden den teknologi. Men det er omsonst at stoppe det – det kommer ikke til at ske. Især fordi rigtig mange mennesker gerne vil have det, samt at der er så ufatteligt mange penge i det for udviklerne.

Men hvad med fake news?

Ja, hvad med fake news og misinformation? Det siger jo sig selv, at de fremstormende AI’er ikke ligefrem vil gøre det lettere at dæmme op for den i forvejen voksende mængden af misinformation.
Hvis du troede misinformation allerede havde kronede dage, så spænd sikkerhedsbæltet og hold på hat og briller. AI’er er sindssygt kompetente til at lave fake news – en ting er at de største udviklere har sat begrænsninger på brugen af vold og sex, men den farligste brug – den politiske løgn – står frit for enhver at skabe.

Dette billede valgte jeg at lave, for at understrege hvor let det egentligt er, at lave en falsk narrativ – her er det Putin og Biden der går en tur på stranden og hyggesnakker. Det sværeste at lave var den lille fraggel-muppet med fake-skiltet i baggrunden.

Men hvad skal vi stille op med AI’en? Som sagt er jeg fascineret af hvad den kan og det kilder mig også mange af de rigtige steder, men selvom jeg elsker alkohol og chips, ved jeg at begge dele i for store mængder det ikke er godt for mig.
Se mere her:
Should artists be worried about AI Art? – Tegneserie-instruktører Clayton Barton og Ed Foychuk diskuterer AI.
Dave McKean on the Impact of AI for Artists – Dave McKean kommer med nogle virkelig gode overvejelser
The Red Hand Archive – Nick caves har skrevet om AI’en som tekstforfatter på sin hjemmeside og det er nogle ganske vedkommende overvejelser han kommer med.

Om inspiration og om at finde den

Skriv et svar

inspiration bliv inspireret inspirere tegning tegner forfatter freelance bøger bog

Inspiration: Uanset hvor elendig og uoplagt man nogen gange føler sig, så er det altså sandt, hvad William Faulkner – måske noget overlegent – bedyrede:

“Jeg skriver kun, når inspirationen rammer. Heldigvis rammer den klokken ni hver morgen.”

Der er altid noget inspiration at tage fat i – om ikke andet, så ens egen uoplagthed eller sortsyn. Og man skylder faktisk sig selv at sætte sig til bords og gå i gang. Indtil nu har det ikke svigtet mig – der kommer altid noget på papiret.

Denne tegning var sådan en uinspireret en.
Jeg havde en aftale kl. 9 tæt på hvor jeg bor, så jeg besluttede at vente med at tage ind på tegnestuen, og satte mig i stedet på en cafe på Sortedams Dosseringen.
Jeg var lidt nede over at min bog Ræven og dragen drillede, og følte mig ærlig talt noget udslukt. Jeg tænkte på hvor uinspireret jeg var, hvor inspirationen mon kom fra, om den løb tør, på gamle tegneserier, og den slags nyttesløse ting – og 15 minutter senere sad denne tegning på mystifistisk vis i min blok. En god del af mine tanker og hvor jeg befandt mig lige på det tidpunkt var blevet mast ned i den tegning, uden jeg havde spekuleret videre over det. Jeg scannede den senere samme dag, fjernede de oprindelige kragetær, skrev teksten på ny og farvelagde det hele – og her er så resultatet.

Lidt indenfor samme kategori udtalte min ven Anders Brønserud forleden noget a la:

“Mistakes makes great canvas”

Og han har ret – det er ofte forventninger og ambitioner på egne vegne, der kommer i vejen for at udtrykke det man har på (og navnlig i) hjertet.

Rigtig god onsdag herfra

xXx Jon

PS: Har du lyst til at sponsorere mig, så kig forbi min Patreon-konto for goodies og merchandise 🙂

Jeg har også et par andre (forhåbentligt) motiverende eller forklarende indlæg her:
–Til vordende forfattere, der søger tegnere
–Om hvordan man prissætter sig som freelancer
–Om farvelægning
–Om valg af fonte
🙂

Udstilling på Galleri Palivaren

Skriv et svar

Den 28. juni til 4. juli var jeg blevet inviteret til at udstille mine tegninger i Danmarks østligste galleri – Galleri Palivaren. Min første udstilling!
Men måske skal jeg allerførst lige forklare, hvad Palivaren egentlig er.

Palivaren er navnet på et lille træskur, der ligger ved ved Juuls Bastion på Christiansø og er Danmarks mindste udstillingssted. Det benyttes primært som udstillingssted for kunst, der har Ertholmene som motiv, men altså ikke udelukkende.
Palivarens oprindelige funktion var dog en helt anden – den var nemlig en karantænestation. Hvis et skib ville lægge til, måtte man først forbi Palivaren (fra det franske “Parloir”- “samtalerum”), hvor fæstningens læge kontrollerede skibenes mandskab og passagerer for smitsomme sygdomme. Da Ertholmene blev nedlagt som fæstning i 1855, blev træhuset flyttet til sin nuværende plads på Juuls Bastion.

I 1946 indrettede billedkunstneren, musikeren og digteren Henning Køie så den lille træhytte til kunstbod. Herfra solgte han egne akvareller, tegninger, postkort, smykker og grammofonplader med mere og efter hans død kørte en gruppe ildsjæle huset som galleri med udstillinger af forskellige kunstnere – og altså nu også mig.

Op til min afrejse havde jeg læst en del om Ertholmene og i særdeleshed Christiansø og Frederiksø – og især historien, der først for alvor begynder med anlæggelsen af fortifikationen i 1684. Indtil da havde den været tilholdssted for sørøvere og fiskere – og muligvis nogle får.
De underjordiske (som ellers fylder en del inde på Bornholm) manglede godt nok i øernes folklore, men som alle ved flytter nissen jo med, så hvorfor ikke også til Ertholmene?

Især bogen “Christiansø og Frederiksø” skrevet af Jacob Ludvigsen og fotograferet af Knud Nielsen og “Christiansø” af Søren P. Sillehoved. For slet ikke at tale om Tage Vosses forfatterskab, var nogle af de steder jeg ledte efter Ertholmenes sjæl.

I hvert fald havde jeg ikke læst meget, før jeg for alvor begyndte at glæde mig og billeder begyndte at boble frem i tagetagen. De fleste drejede sig om dualiteten mellem den hårde og til tider brutale fortid – Sørøverne, krigen, soldaterne, Dr. Dampe, straffefangerne, volden, naturen, uvejret – og hyggen, det nære, naturen(!), idyllen, og den første tegning jeg lavede til udstillingen var den nedenstående. Og som titel til udstillingen valgte jeg “MELLEM LYS & MØRKE.” Den gav sig selv, syntes jeg…

Derpå gik jeg i gang med at tegne både Store- og Lilletårn, for at blive bekendt med de større attraktioner, og ellers finkæmme nettet for billeder derfra. Og så tegnede jeg ellers.
Det var en god blanding af lokale motiver og så mine mere eller mindre almindelige tegninger (som man også kan følge her på Instagram).

Jeg brugte flere dage på at skære passepartouter til mine tegninger og sætte dem i rammer, så de kom til at tage sig pænest mulig ud. Derpå pakkede jeg dem i kasser, og ned i den lejede bil. Bilen parkeredes på en gratis parkeringsplads i Gudhjem efter turen over Ystad og kasserne blev lastet ombord på Christiansøbåden og fragtet over.

Multikunsteren Chang II Kim (aka. Chapper) udstillede før mig i Palivaren, og da han stadig havde en dags udstilling tilbage, kunne jeg ikke bare stille rammer, billeder og tegnegrej op i galleriet.
Jeg så ikke frem til at skulle slæbe hele molevitten fra havnen op til mit lejede hus i Rugmarken og så tilbage til Palivaren igen dagen efter, så jeg var lidt knotten over udsigten.

Det viste sig heldigvis at der eksisterer en eksklusiv delevognsordning på Christiansø, og jeg fik da også lagt hånd på den absolut lækreste slæde til transport af diverse kunsteffekter fra huset og ned til udstillingen det lille Palivar-skur. Voila! Bob’s my uncle! 😀

Det blev en utrolig uge, der i sit eget stille tempo fløj afsted. Jeg tegnede og snakkede, snakkede og tegnede, og så tegnede jeg og snakkede jeg så lige lidt mere. Og så spiste jeg jordbær, nød det omskiftelige vejr, kigget på havet og fik set mig lidt om på de små øer. Folk kom dryssende forbi i løbet af dagen og de fleste var oprigtigt interesserede i hvad jeg udstillede.
PRO-TIP:
Jeg var især utrolig glad fordi jeg havde taget mig tid til at skære passepartout’er og købe rammer. Når man i forvejen laver skæve og fjollede tegninger, bliver man nødt til at vise sin seriøsitet på anden måde: Stort set ingen af de besøgende værdigede de tegninger, der ikke var i ramme, et eneste blik, mens de indrammede til gengæld virkelig blev nærstuderede.

udstilling Palivaren Christiansø Skræntskov

udstilling tegner Palivaren Skræntskov Jon gris

Jeg havde en fantastisk tur til Ertholmene og er utrolig glad for at jeg fik chancen for at møde så mange rare mennesker og vise dem hvad jeg sådan ellers går og laver. Både lokale og de forbipasserende tourister.
Og jeg skylder en sn stor tak til hele Palivarudvalget for at invitere mig til derover og for at give mig denne storslåede lejlighed for at opleve to små inspirerende øer og og deres inspirerende og kloge beboere.

Jon Skræntskov, juli 2020

Læs evt. også om min tur til Mexico sidste efterår her.

Rapport fra en bladtegner i Saint-Just-le-Martel

Skriv et svar

Bladtegner festival: Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel!

I den franske landsby Saint-Just-le-Martel finder man Le Centre International de la Caricature, du Dessin de Presse et d’Humour de Saint-Just-le-Martel – eller om man vil på Dansk: Det Internationale Center for Karikatur, Blad- og Humørtegning. Og sidste år var jeg så heldig at deltage, sammen med 5 andre medlemmer af Danske Bladtegnere.

Den Mexicanske tegner Boligan har stået for årets plakat

Vi havde i forvejen sendt en bunke udvalgte tegninger derned under et samlet tema, der hed “The Cold War – Revisited” som der var blevet hængt op dernede, og som vi senere skulle præsenterer.

I fantastisk selskab med Stine Spedsbjerg, Lars Refn, Bob Katzenelson, Erik Petri, Kamilla Wichman forlod vi København tidligt (som i MEGET tidligt) pr. lettere miljøudfordrende fly d. 27/9 i den gode sags tjenste.

Københavns Metrostationer fungerer kl. 03:50 som byens blindtarm for de festaber, der i druktågerne har mistet deres retningssans. De aner ikke hvor de er, hvor de har været eller hvor de er på vej hen. De kan ikke huske om de går på Niels Brock eller KU, og de kan lige nøjagtig holde balancen, så de ikke spilder de sidste dråber. Der står de så, og råber til hinanden hen over hovedet på den trætte rejsende, der har en aftale i lufthavnen allerede kl. 04:30. Men på det personlige plan glæder han sig over optrinnet. For så har han allerede inspirationen til dagens doodle hjemme og tegner den i metroen.

Paris

Fra dengang der stadig var tag på Notre Dame 🙁

Vi ankom vi til Paris ved en 8 tiden, tog toget ind til Paris og smed bagagen på Hôtel Libertel Austerlitz. Vejret var køligt, men klart, så vi besluttede os for at det eneste rigtige var, at spadsere igennem Jardin des Plantes, den botaniske have i Paris, for vi havde en frokostaftale med den franske tegner Plantu og det var i den rigtige retning.
Vi havde alle været oppe i omkring 6 timer på det tidspunkt, så vi havde virkelig brug for lidt frisk luft. I Jardin des Plante kom vi forbi Muséum national d’histoire naturelle – Det Naturhistoriske Museum – hvilket var den primære grund til, at vi overhovedet gik den vej. For nu bliver det lige lidt nørdet, for hvis man ellers kan sin “Adeles Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser,” så ved man, at det er fra Det Naturhistoriske Museum, at den grufulde Pterodaktyl udruges og stikker af i nattens mum og mørke!
Ingen Pterodaktyler i sigte denne gang, og efter hurtig morgensnack ved La Mosquee de Paris gik vi videre.

Plantu har sit kontor på avisen Le Monde og han var både vidende, tålmodig og rar. Og flink. Og sindssygt produktiv og fransk. Jeg har måtte retoucheret de tomme rødvinsflasker på bordene bort.

Lars Refn og Plantu skåler.
Billedet her tilhører for øvrigt Erik Petri

Vi havde et par timer inden middagen til at bruge som vi ville, men jeg havde fået et par rettelser på en tegneopgave, jeg havde ikke havde nået at afslutte inden jeg tog afsted, så det måtte jeg rette til på hotellet. Så der røg mit visit til Fnac! Merde!

Ikke ligefrem det bedste billede, men hey…

Vi mødtes om aftenen med en mindre flok bladtegner, der som alle respektable bladtegnere i Frankrig, havde kække navn: Gros og Pakman, for bare at nævne et par…

Paris er fantastisk men allerede dagen efter er vi på vej i toget sydover mod St-Just-le-Martel i et tog proppet med tegnere. Lars, Kamilla og Erik lod til at kende mere end bare et par stykker fra tidligere rejser. De verdensmennesker, altså! Vælter sig i kendte tegnere!

Saint-Just-le-Martel

Moi, Erik Petri, Kamilla Wichmann, Adjim Danngar og Stine Spedsbjerg.

Saint-Just er vanvittig. Det er en meget lille by udenfor Limoges, der er kendt for porcelæn og limousinekøer, men de har besluttet sig for, at det er dem der altså skal huse den internationale festival for satire- og bladtegning. Tegnere fra hele verden, priser, gæster, skitser, karikaturer, køer, kapunløb (’tis true! Og de her kapuner ligner velociraptorer!), rødvin, bøger, mad, jeeez!

Endnu en ting småbørn og tegnere har til fælles: Vi tegner på dugen. Altid!

Og naturligvis foregår alt på fransk, så kun de færreste af os har en egentlig ide om, hvad hulen det er der foregår. Men det er uhyre underholdende! C’est bon! På et tidspunkt tror jeg at jeg har vundet en kasse fuld af kyllinger – det har jeg så ikke – men jeg blev hevet op på scenen under alle omstændigheder, og må ha’ lignet en idiot.

Se selv! Idiot! Men altså – Det er rigtig nok! Kyllinger!

Det blev også til en kæmpemængde tegneri!
Særeste: En af de lokale samlede på tegninger af franske præsidenter, og jeg tegnede (naturligvis) le premier: Louis-Napoléon Bonaparte!

Men han ser da tilfreds ud med dagens udbytte 😀

Sværeste: Lille pige med katteører på. Børn reagerer normalt ikke særlig positivt på satiretegninger af sig selv, – hele det der selvironishow, som vi voksne forsøger at holde pæne miner til, går ikke med børn. De tager det skrækkelig alvorligt! Så det blev altså ikke mig der gav hende en tegnet kindhest – i hvert fald ikke med vilje. Til gengæld sad hun helt utroligt stille, mens det ene ark efter det andet landede på gulvet…

Heldigvis forstod hun ikke mine forblommede bandeord…

Vi møder en masse vanvittigt interessante mennesker – og enkelte lidt trælse, men ikke trælse nok til, at vi ikke kan leve med det. Mængden af inspiration er enorm og koncentreret.

(Havde ternet skjorte på) Mig – tegnet af Manu.

… stadig med ternet skjorte på. Tegnet af Philippe Eno.

Oradour-sur-Glane

Oradour-sur-Glane er spøgelsesby ikke langt fra Saint-Just, som vi besøgte en formiddag. En frygtelig spøgelsesby endda. Som et andet Pompeii eller Herculaneum fremstår gader og mure, afventende indbyggerne, der aldrig kommer igen. Børn i flade sko og med skorper på knæene har lige rundet hjørnet. En kvinde er lige forvundet ind i købmandsforretningen. Det er som om tiden holdt op med at gå den frygtelige juni-formiddag i 1944.

Den 10. juni 1944 lagt byen øde ved en nådesløs nazistisk terrorhandling begået af en enhed på 120 mand fra Waffen-SS-regiment, der skød og dræbte 642 børn, kvinder og mænd og efterfølgende nedbrændte byen. Den yngste kun 6 indbyggere undslap med livet i behold. Ødelæggelsen af byen var en gengældelses og straffeaktion for lokale frihedskæmperes overfald og drab på et antal tyske soldater.

Ruinerne af landsbyen ligger nu urørte tilbage som mindesmærke.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig, er der blevet opført en ny by i nærheden.

Det var virkelig et følelsesmæssigt besøg, som man ikke kunne undgå at blive dybt berørt af. For her kan man se, hvad fascisme og ekstrem nationalisme fører med sig.
Andre kan muligvis forklare det følgende bedre end jeg, men jeg forsøger alligevel: De uhyrligheder der foregik her i Oradour-sur-Glane i 1944 er foregået mange gange siden og over hele verden, men betydningen af Oradour er stadig vigtigt. At fascisme og ekstremisme altid bør skal bekæmpes, og at der stadig er kræfter i verden, der mener at deres ideologi er vigtigere end menneskeliv. Fuck dem!

Læs mere om byen Oradour-sur-Glane her.

En antikvar har samlet en imponerende mængde af gamle, kulørte satirehæfter, og jeg køber et par stykker den sidste dag. Good stuff!

Marilena Nardi har sit eget hold af lokale supportere i St. Just 😀

Sidste aften er der lagt op til fest. De lokale har disket op flere egnsretter end man skulle tro muligt, men nu er vi jo altså i Frankrig, så lad os bare sige at vi ikke led nogen nød. Og så kan de franskmænd om nogen altså hælde indenbords. Jeeeez!

Mohammed har ufrivilligt stjålet en af de lokales hjerte. Og selvom han gør, hvad han kan for at leverer det tilbage, kommer det ikke på tale!

Ok – jeg husker os som betragteligt coolere på det dansegulv. Heldigvis var det ikke os, der stjal plastikkoen ned fra scenen på dansegulvet!

Paris revistited

Tilbage i Paris, men ikke meget tid til ret meget andet end at finde frokost, en øl og så ellers vende næsen hjemad. Dog skal vi lige forbi kirkegården Cimetière du Père-Lachaise for at besøge satiretegnerens Honore Daumiers grav i Paris. Hans satiretegninger af kongen som pære i La Caricature 1830-46 er hovedinspirationskilden til Danmarks første satireblad, Corsaren, som er Danmarks første satireblad.
Nogle smutter også forbi gravstedet for kollegaen Tignous (Charlie Hebdo-tegner med det borgerlige navn Bernard Verlhac) som blev dræbt ved attentatet mod bladets redaktion i 2015, og som Erik og Lars havde kendt, mens de af os, der seriøst ikke kan mere, finder en cafe, og giver fortabt.

bladtegner Daumier — SE: Daumiers grav! Han ER død!

For nu kan vi snart ikke mere. Det har været en superintens tur til Saint-Just og Paris, og vi er uhyre trætte. Selv Lars Refn og Erik Petri, der under hele turen har været rene Duracellkaniner, begynder så småt at vise tegn på metaltræthed, men de har virkelig også været formidable! Med ildhu og emgagement har de stået på tæer for at få stablet en fantastisk tur op at stå. Jeg er fan af de to som rejseguider!

Hjemme igen er jeg helt mast, men sikken tur! Jeg går i brædderne og forbliver som i en bobel af sløvsind hele den følgende dag.
St.Just – tak for alt. Marci beaucoup!

Festivalspræsidenten Gérard Vandenbroucke døde d. 15. februar 2019, men var allerede under festivallen medtaget af sygdom. Og man kan ikke andet end tage hatten af for det fantastiske stykke arbejde han har lagt i, at få den festival på benene.

Læs mere om festivallen her. Sitet er (naturligvis) kun på fransk 😀

Tegner til børnebog søges…

2 svar

Jeg får i ny og næ henvendelser fra folk, der har en børnebog i maven, og som har brug for en tegner til at sætte billeder på historierne. Nogle har allerede skrevet bogen, mens andre blot har “en føler ude.”

Personligt foretrækker jeg, at folk allerede selv har gjort sig besværet med at skrive bogen, inden de tager kontakt til mig, da jeg ellers risikerer at bruge uforholdsmæssig lang tid på kommunikation og skitserier, der aldrig bliver brugt. Man må ligesom selv lægge hovedet på blokken, før man beder andre om at gøre det samme, synes jeg.

Hvilket forlag skal jeg vælge?

Processen er typisk, at man skriver sin børnebogshistorie så færdig, at den er præsentabel og forståelig for en helt blank og udenforstående læser.
Derpå sender man sit manus til et forlag efter eget valg.
Herefter bliver det så temmeligt langhåret! For der er mange forlag.
Hvilket et er godt? Hvor skal jeg gå hen med den? Er min børnebog artsy? Er den Disney-ish? Er det en pixibog jeg har skrevet? Er den politisk?
Se DET kan jeg ikke hjælpe dig med. Det må du selv finde ud af. Selvudgiveri har jeg ingen erfaringer med, så det springer jeg let og elegant over her 🙂

Når du så endelig har fundet et forlag, og fået sendt det seneste manus afsted, skal du væbne dig med stor tålmodighed. Forlaget kan nemlig være alt mellem 8 uger til et halv år om at svare på, om de er interesserede eller ej i at udgive manus som børnebog. Og mange insisterer på, at man kun må sende manus til et forlag ad gangen! Først når et forlag har forkastet manus’et, kan man sende det til et andet. Derudover er konkurrencen ret hård – for der er virkelig mange børnebøger på markedet pt! Som i VIRKELIG mange!

Tegner til min børnebog?

Man kan dog selv prøve at finde en tegner, inden man sender sit manus til forlaget, for at se, om man ikke kan lave en aftale om et samarbejde. (Det kan gøre projektet lidt mere spiseligt for et forlag, for så slipper de selv for at skulle ud og finde en. Så skal man dog være sikker på, at man har fundet den rigtige, for hvis forlaget ikke er enig i valget af tegner, har det ganske givet den modsatte effekt…)
I hvert fald kræver denne løsning typisk, at tegneren laver en til to færdige tegninger og derefter skitserer resten af bogens illustrationer, før det hele sendes til forlagene.

Min erfaring er, at da selve processen med at få en børnebog udgivet (ventetid og redigering af manus) kan være ret tung, så er det vigtigt at der er “god kemi” mellem illustrationer og historie – de skal så at sige komplimenterer hinanden. Lidt som et ægteskab faktisk 😀
Nogle historier kræver nuttede bamser i farverige omgivelser og andre kræver sort/hvide dystopier, og det er sjældent den samme tegner, der mestrer begge udtryk.
Alt i alt er det at søge en tegner til sin bog ofte en besværlig affære, og som i alle store historier om makkerskaber, skal man ofte kysse en masse frøer, før man finder den rigtige. Men så kan samarbejdet altså også gå op i en højere enhed: Ingen Peter Plys uden E.H. Shepard, Ingen Astrid Lindgrenbog uden Ilon Wikland – ja, find selv flere 🙂

Her er et par af de børne- og undervisningsbøger jeg har tegnet til.

Skriveophold på Hald Hovedgaard – April 2018

Skriv et svar

Februar er efter min mening en ganske overflødig måned, og har altid kun bidraget med generel tristesse. Men ikke i år. Der var jeg nemlig så heldig at erhverve mig et arbejdsophold på Hald Hovedgaard, der ligger udenfor Viborg. Hald Hovedgaard er hovedsæde for Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, og har man brug for det, kan man søge om et legatophold. Det er typisk en til to ugers ophold, hvor alt man selv skal stå for er forplejning og arbejdsredskaber. Resten stiller Hald til rådighed.

Jeg havde flere projekter i støbeskeen som jeg gerne ville have fra hånden, så her var chancen endelig for lidt arbejdsro, for jeg var rent ud sagt lidt udbrændt…

Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med centerlederen Peter Q. Rannes, og han sendte mig straks det officielle svarbrev, sammen med refugiehåndbogen.

Udover den udfyldte ansøgningsformular, som man kan hente på hjemmesiden (her), vedhæftede jeg i mailen en synopsis af det projekt jeg arbejdede på, og en motiveret ansøgning. Om det var nødvendig aner jeg faktisk ikke, men det kunne jo næppe skade, tænkte jeg 🙂

Jeg modtog snart igen en konfirmation om opholdet fra Peter, og med det et skriv om de praktiske forhold på Hald. Jeg copy/paster lige her:

De praktiske forhold er således:
• Du er på egen kost på Hald, og dertil står husets store køkken til din rådighed.
• Værelset indeholder et stort skrivebord med arbejdslampe, kontorstol, seng og (læne-)stol.
• Du kan sammen med evt. andre gæster i øvrigt bruge Havestuen, Spisestuen og Pejsestuen.
• Der er lagt linned (sengetøj og 2 håndklæder) frem, og du kan vaske det efter behov.
• Der er totalt rygeforbud på Hald.

På Hald Hovedgaard har du i øvrigt adgang til:
-Internetforbindelse
-hånd- og inspirationsbibliotek
-printer & fotokopi
-daglige aviser: Politiken, Information og Weekendavisen
-vaskemaskine & tørretumbler

Og så var februar pludselig opgraderet til en helt hæderlig måned…

Forberedelser

Busstop mod Hald Hovedgaard April 2018 — Venter på Flixbussen, der skal befordre mig fra hovedstaden vestover…

Jeg var spændt på at komme frem, for jeg havde aldrig modtaget et arbejdsophold før, og var mildest talt lidt nervøs for, om jeg kunne performe, når jeg endelig sad deroppe. Havde hørt flere historier om folk, der intet fik lavet på arbejdsophold, og det kunne jo også ske for mig? Præstationsangst er en bitch på den måde…

Jeg havde forhørt mig hos alle jeg kendte, der før havde opholdt dig på Hald, og indsamlet tips og tricks (såsom: køb stort ind i Viborg før du tager ud til Hald (Protip: lav indkøbsliste hjemmefra), Husk SLIK! Der er næsten helt sikkert både ris, havregryn, ketchup og pasta efterladt af tidligere gæster, så hvis du har is i maven køber du det ikke, etc.) Og jeg havde faktisk allerede før jeg tog afsted udtænkt mig en madplan fra dag 1 til 5-6, der dybest stod og faldt med, om hvorvidt jeg fik købt nok flåede tomater.

Jeg pakkede min bærbare, en hulens masse papir, tøj og et par fagbøger og C.S. LewisTroldmandens Nevø. Og en flaske Rom. Man ved aldrig om Hemingways ånd slår et slaw forbi, og så er det da ærgeligt at sidde der og smægte…

Afgang-ankomst

Flixbusserne afgår fra bag Københavns hovedbanegård, såsnart den til Viborg ankom masede jeg mig ind sammen med resten af den småfrysende flok. Bussen var så spritny, at halvdelen af elektronikken åbenbart endnu ikke var installeret (inkl. internettet) og en underlig klaprelyd fulgte os trofast hele vejen fra København til Viborg…

Jeg stod af på stationen i Viborg, og fandt forholdsvis let hen til den nærmeste Netto (den på Vesterbrogade – overfor biblioteket) og købte enormt ind (mælk, brød, pastaskruer, flåede tomater – og alt det jazz). Udenfor lavede jeg lige lidt indledende slapstick fjums, da jeg ikke var fysisk rustet til at håndtere 2 store bæreposer, en rullekuffert OG en telefon samtidig, men selv æggene nederst i den ene pose kom uskadt igennem optrinnet og jeg fik ringet til en taxa.

Ingen ballade med den taxa til gengæld – muligvis verdens sødeste taxachauffør kørte mig direkte til hovedindgangen for omkring 100 bobs.

Og Hald Hovedgaard er skøn. Ingen tvivl om det. Se bare her:

Hald Hovedgaard

Jeg blev modtaget af den 2/3 af værtsparret: Gitte og Sherlock. Den ene venligere end den anden – og det siger ikke så lidt, for Sherlock er en særdeles venlig collie. Jeg blev indlogeret og fik min køkkenskuffe udleveret, og så var jeg ready to go.

Eller rettere – det var var jeg så alligevel ikke. Måske var det min egen forventning til at nu skulle raketten sagurazme bare fyres af, tegninger skulle skrives, og tekst tegnes og generel stor kunst skulle skabes. Men hvordan fanden går man til sådan en opgave?

Jeg havde allerede 2 projekter med i tasken. Den ene var en illustreret science fiction, der i skrivende stund endnu ikke er afsluttet, OG en børnebog, der nu stort set er klar til at ryge i trykken. OG begge bøger er afsat til et forlag, der meget gerne vil udgive dem. Jeg satte mig ned og stirrede på min scifi-historie… Og det gjorde jeg så også de efterfølgende 2 dage, samtidig med at jeg ret hurtigt tømte mit slikdepot, drak 1/3 flaske rom på en aften, vågnede med tømmermænd, stirrede videre, fortabte mig i åndssvag research af detaljer (såsom hvordan regimentsmærket for 2nd Batallion, Devonshire Regiment så ud) eller Sydenglands generelle geografiske kendetegn, facebooktjek, etc. Og så kørte jeg fast. Helt fast. Hele fortællingen var stort set tegnet – der manglede kun tekst. Jeg kunne bare ikke finde de rette ord, der understøttede billederne!!!

Jeg gik ture – mange lange ture og april fremstod fra sin fineste side. Hald Sø, ruinerne og Dollerup Bakker var fantastiske. Jeg troede rent faktisk ikke at der var et sted her i landet som det landskab jeg mødte omkring Hald Sø.

Niels Bugges (hug)tænder, som stenene langs vejen op til Hald Hovedgaard kaldes…

Jeg havde naturligvis min blok med og doodlede løs såsnart jeg kunne, i en sådan grad at min Instagramkonto må ha’ glødet… Når man sådan til hverdag går rundt og vænner sig til udsigten i København, er det et tiltrængt spark i forgreningen, sådan at komme ud i naturen.
Enkelte gange spekulerede jeg på om jeg kunne risikere at løbe på en enkelt ulv eller to, men så heldig var jeg dog ikke. Ikke at jeg ville ane hvad jeg ville gøre hvis det skete, men hey – Ulv!

Men altså efter 3 dages dalren rundt i de smukkeste omgivelser Jylland kan frembringe, begyndte roen endelig at indfinde sig. Jeg lagde min scifi på hylden og besluttede at den bare ikke var moden endnu. Det var en fantastisk rar beslutning at tage, og så hev jeg min børnebog op istedet for.

Jeg indtog straks den ene af stuerne og begyndte at brede mig derfra. Papir over det hele!
Der var et hav af tegninger der skulle laves, men i løbet af de næste dage var jeg endelig godt i gang. Derefter lod jeg rommen stå og skulle Hemingway indfinde sig, måtte han stille sig tilfreds med en kom kaffe fra kanden.

Torsdagen blev så dagen, hvor jeg tog ind til Viborg for lige at få hentet lidt friske forsyninger, og så liiiige få set noget andet. Og hvem ved – mon ikke man kunne købe sig en frisk kop papkaffe derinde? Bussen går bogstavelig talt lige udenfor hoveddøren. Man stiller sig blot op ved vejen, og ligner en der skal med bussen, og inden alt for længe (jyllandslænge – ikke københavnerlænge – der er ca. 15 min til forskel…) kommer bussen trækkende op ad bakken. Når turen går tilbage igen, kan man med fordel fortælle chaufføren, hvor man skal af.

Og Viborg en virkelig fin by. Intet mindre som at gå rundt i Korsbæk og folk er heldigvis mere som Hans-Christian end som Mads Skjern. Og jeg fandt en Joe & Juice. Selve midtbyen synes sært nok okkuperet af en enorm parkeringsplads, men hey – man kan jo åbenbart ikke bo i Jylland uden at have en bil.

Tilbage igen – med bybussen denne gang – og med blod på tanden, gik jeg på med krum hals og fik virkelig noget fra hånden.
Jeg havde naturligvis undervejs truffet de andre gæster, og køkkenet var det naturlige omdrejningspunkt for det sociale. Havde man lyst til at se andre mennesker, satte man sig lige med en kop kaffe og avisen. Og havde man ikke, lod man være… Jeg gik sådan fra og til, og prøvede at bruge tiden, jeg ellers ville have brugt på Facebook, i køkkenet.

Hjemad

I løbet af weekenden begyndte det at gå op for mig, at jeg jo for pokker også skulle tilbage igen! At det snart var på tide at vende hjem. Jeg havde et par bestillingsarbejder, der i mails var begyndt at kalde på min opmærksomhed, og havde et par deadlines indenfor de følgende par uger på bestillingsopgaver. Virkeligheden kaldte med andre ord altså.

Som alle gode historier ender den her også med et offer: Ankomst og afrejsedag er mandag på Hald Hovedgaard, så jeg fik pakket forholdsvis hurtigt søndag aften. Næste dag fik jeg et lift ind til Viborg af en af de andre gæster, og fra togstationen gik Flixbussen tilbage igen mod hovedstaden. Man glemmer ofte hvor hurtig man kommer fra den ene ende af landet til den anden, og ved en 15-tiden var jeg i københavn igen.

Jeg ville ønske jeg kunne sige at suset fra byen var øredøvende, at folk opførte sig anderledes, lugten var tung af udstødningsrøg og pomfritter, men sådan var det jo ikke. København er for mig som en lun lomme at være i: min familie er her, min tegnestue er her, mit liv er her, men så alligevel…

Al den tid jeg tilbragte på Hald Hovedgaard kun fokuseret på et eneste projekt – mit helt eget projekt var uden tvivl fantastisk. Men ligesom når man ifølge Nietzche stirrer for længe ned i afgrunden, så stirrer også ens afgrundsdybe fantasi tilbage ind i en. Og det kan være næsten ligeså skræmmende. Prisen for at man i en periode udelukkende fordyber sig i sit eget hoved er, at det fremover bliver svært at ignorerer dybet i sit hoved. Det kalder på en og kræver ens opmærksomhed, igen og igen, og andre projekter synes pludselig mindre vigtige i forhold til ens egne.

Jeg er glad for alt det jeg fik med derfra, og ser frem til at kunne sende eksemplarer af begge mine færdige bøger til Hald. Hald har været en utrolig fødselshjælper på dem begge.

Spøjst nok havde jeg en af de sidste nætter en sær drøm. Jeg sad med en af mine gamle venner, Ludvig, og beklagede mig over at jeg i drømmen åbenbart havde tyndskid, hvortil Ludvig blot svarede at det var fordi jeg havde ædt for mange diamanter… It figures.

Spot på fuld tryk!

Skriv et svar

Spot: 104 siders fuldfed satire

Køb SPOT bogen her.

Spotsk: Forlaget Fahrenheit har sendt satiremagasinet SPOT i trykken med et bredt udvalg af de bedste indlæg fra magasinets 2 årige historie. Og det er ikke kedelig læsning.

Det første SPOT redaktionsmøde foregik i Det Kongelige Biblioteks Have, Grundlovsdag juni 2015 – på 100 årsdagen for at kvinder og tjenestefolk fik lov at deltage i demokratiet.
Efter tre timers intensivt tegne- og skrivearbejde udkom satiremagasinet SPOT for første gang på tryk med henblik på – med en af grundlæggernes Lars Refns ord: “at sætte ild i røven på alverdens autoriteter”.

Nu, 30 digitale udgivelser senere, kommer Spot så igen på tryk – til forhåbentlig både glæde og latter for de satirehungrende. Og der er ikke blevet lagt fingre imellem. De borgerlige (nye som gamle), venstrefløjen, Erdogan, Brexit, Støjberg, vikinger, romaer, overskudshjerner, underskudshjerner, burkaer, Putin – ingen undgår redaktionens skarpe blik og hvasse pen! Og det er sjovt.

Billede: Torben Wilhelmsen

Tekst og streger leveres af nogle af tidens bedste danske bladtegnere og journalister og tæller navne som:
Camille Bess, Rikke Bisgaard, Dennis Meyhoff Brink, Anders Brønserud, Anette Carlsen, Claus Gade, Jens Hage, Bob Katzenelson, Niels Ivar Larsen, Lars Trier Mogensen, Mia Mottelson, Lars Ole Nejstgaard, Sofie Riise Nors, Adam O., Erik Petri, Lars Refn, Lise Rønnebæk, Helle Scheffmann, Gitte Skov, Stine Spedsbjerg, Erik Splittorff, Jørn Villumsen, Torben Wilhelmsen og Philip Ytournel.

Her er lige et par sider – helt uden mellemregning 😉

Bogen hedder såmænd bare “Hån og Latterliggørelse 2017” og kan købes online hos Forlaget Fahrenheit her.

Læs eventuelt mere om mine tegninger til magasinet her.

Video – jeg tegner lige en bil…

Skriv et svar

Video doodle:

http://https://vimeo.com/210937699

Finder man frem til min Instagramkonto, vil man vide at jeg sketcher og doodler tegner utroligt meget i hånden. Jeg elsker det – og nu har jeg endda dokumenteret det pr video. Bare fordi det var fredag og endelig forår 🙂