Jeg kan garantere for, at denne hund aldrig har bjæffet, gnavet i sofaen eller tisset på gulvet. Den fik ikke tyndskid efter at den havde ædt en hel Samsø-ost, og bliver ikke vanvittig, bare fordi nogen kører forbi med en trailer.
Til gengæld føler jeg mig som et ondt menneske, fordi den aldrig har eksisteret – for jeg har lavet den med brug af AI.
For hvad fanden gør vi? Hvordan løser vi problemet med AI? Fakta er, at konkurrencemomentet blandt os billedskabere lige er blevet fyret helt op på 11, da enhver med en computer nu potentielt er en billedmager.
Enhver økonomisk presset redaktion har nu muligheden for at skære ned på mængden af freelancere i stalden, og ethvert kommunikationsbureau kan skaffe sig en bunke referencemateriale overnight. Vi står overfor en den slags omvæltninger, som techgiganter og politikere kalder disruption, og hvad gør vi ved det?
Jeg har arbejdet en del med AI det sidste halve år, og processen er meget anderledes end at illustrere. Det er lettest at sammenligne med en AD’ers arbejde: man beskriver hvad man ønsker, og har derefter en kortere eller længere process med at finde frem til den endelige løsning. Men jeg behøver ikke AI. Jeg kan sagtens leve uden.
Men jeg ved også, at det får jeg nok ikke lov til, så here goes…
AI’er, der frembringer billedmateriale og grafik, såsom Midjourney, Dall-E og Stable Diffusion, er ikke bare på vej – de er her allerede, og man kan lave utrolige ting med dem. Jeg har indtil nu kun kigget på Midjourney, men Stable Diffusion er nok næste skridt op ad.
Men er det godt? Mine egne overvejelser stikker i alle retninger…
Jeg er selv i syv sind for der er så mange foruroligende aspekter ved AI’ens fremkomst. Både direkte i form af, at det kommer til at påvirke min indtjening, men også de etiske aspekter og den indflydelse AI får på vores samfund i fremtiden. For vi har nok kun set toppen af (A)isbjerget på nuværende tidspunkt.
AI’en som værktøj:
AI’en som motivfinder:
Midjourney er faktisk rigtig god til at finde unikke motiver, farver og kompositioner – det er faktisk det den gør allerbedst. Og står man og har brug for et godt motiv at gå ud fra til sin tegning, så er Midjourney faktisk bedre end google. Meget bedre. Disse fire billeder dukkede op da jeg søgte efter et motiv og en farvepallette til en tegning (som ses nedenunder igen – med monster)
Det er den faktisk god til, men jeg har faktisk haft svært ved at tage ejerskab over tegningen. Den er ikke udtænkt af mig og det er ikke det samme, som at finde et motiv i mine umiddelbare omgivelser og så tegne det. Det er er et motiv, der er beregnet af en AI, og ikke mig, der har set et motiv, og besluttet mig for at tegne det.
Bogforsider og moodboards:
Som udgangspunkt har jeg for sjovt lavet en del forsider i Midjourney – som en øvelse og for at se hvad den kunne komme op med, og da jeg har en forkærlighed for gamle bogforsider, så har det ofte været mit udgangspunkt. Jeg er jo ikke selv grafiker eller layouter, så det er sjældent at jeg prøver kræfter med decideret layout arbejde – jeg holder mig til tegningerne. Men se engang på disse for mig at se ganske valide eksempler på Tolkines: Ringenes Herre og Hobitten forsider, som jeg fik mast frem:
Tekst som Midjourney forstår – og tekst Midjourney ikke forstår…
Bemærk for øvrigt at Midjourney ikke skriver genkendelig tekst. Den forstår betydningen af ord og bogstaver skrevet i prompt’en, og også hvordan de ser ud, men den forstår ikke ordenes betydning sprogligt. Så det kan være svært at generere billeder med tekst på, fordi Midjourney både laver stavefejl eller ser bogstaverne som grafiske former mere end som meningsbærende elementer i sig selv. Og med mindre det er en meget kendt titel, vil den hellere søge på de billeder titlen beskriver end at skrive titlen på det genererede billede. Desuden kan der være ord AI’en slet ikke må bruge – det er typisk ord med f.eks. racistiske, sexuelle og/eller voldelige referencer – så titler som “Dræb ikke en sangfugl” kommer ikke til at ske.
Jeg stillede også mig selv den opgave, at lave en bogforside til den fiktive klassiker “Troldmanden fra Øst,” som jeg forestillede mig udkom i England i begyndelsen af det 20 århundrede.
Men processen tog stadig et godt stykke tid, for jeg måtte renderer mange forskellige versioner ud, og give dem en ordentlig tur i photoshop, før jeg var nogenlunde tilfreds. Der skulle copy/pastes, rettes hænder og outlines og findes en brugbar font til titlen.
Bare for at sige, at HVIS man skal lave noget brugbart i Midjourney, så tager det altså også tid. Og endda meget tid.
Billeder med SciFi-temaer ligger naturligvis også lige til højrebenet for AI’er, og når det kommer til at skulle lave moodboards til spil og film – ja, så er AI’en klart vejen fremad. Flere er også begyndt at indarbejde AI i arbejdet med storyboards, men hvor selvskrevet den er til det, skal jeg undgå at tage stilling til. Tænker umiddelbart lidt det er som at gå over åen efter vand, men det kan være jeg tager fejl her.
Til hjemmebrug:
Til hjemmebrug er AI’en helt perfekt – og ideen om at demokratisere evner og skills til enhver, der ønsker dem er naturligvis også ganske tillokkende (ser man bort fra hele diskussionen om, hvorvidt det er overhovedet er etisk eller ej at bruge evner man ikke selv har erhvervet sig).
Her har jeg bedt den generere et RPG party, der hænger ud efter en quest, og billedet her har jeg ikke selv redigeret i, så bemærk fingre og hænder, der ofte er fuldstændigt off. Men det ser ingen, når musikken spiller, gør de? Det med hænder kan dog nogen gange afhjælpes, men selv her på det nedenstående billede er der et eller andet der ikke helt er som det skal være, selvom jeg ikke lige kan sætte en finger (!) på hvad.
Og tjek så lige denne lille lavbenede charmetrold ud – en den ikke sød?! Det er her at AI’en er på sit højeste – for det her kan jeg slet ikke hamle op med…
Problemet med AI:
Diskussionen om ophavsretten er nok den der umiddelbart høres ofte. Kritikerne påpeger (og ikke uden grund) at AI ikke kan sammenlignes med tidligere teknologiske fremskridt, da vi har simpelthen ikke set noget lignende før. For at generere et billede finkæmmer AI’en nettet for billedmateriale, deriblandt diverse kunstneres værker, og udfra det, sammensætter den et billede. Den tekst AI’en skal visualisere, bruges som ledetråd for, hvad det er den kommer op med, og udfra den tekst piller AI’en de billeder den finder fra hinanden , analyseret dem og generere et nyt output.
Disse billeder bliver imidlertid taget uden samtykke fra de originale kreatører og brugt under dække af at skabe noget nyt, men udviklerne og ejerne af AI’erne har brugt kreatørernes billeder til at udvikle en utrolig lukrativ forretning og dermed profit. Skal de have lov til det?
Pascal Campion er f.eks. en tegner jeg beundrer umådeligt meget, hans farver og kompositioner er fantastiske, men AI’erne ånder ham tungt i nakken. Kommer de til at stjæle hans arbejde? Ovenstående billede er ikke lavet af ham, men af AI’en, og selv jeg vil være i tvivl om ægtheden, hvis jeg ikke vidste bedre.
Greg Rutkowski er en polsk kunstner, der har specialiseret sig i fantasy art og har bl.a. arbejdet for Sony, Ubisoft, Dungeons & Dragons, and Magic: The Gathering. Og han er en af de kunstnere, hvis stil udnyttes allermest i AI sammenhænge. Man kan i sin prompt-tekst bede f.eks. Midjourney om at gengive et billede i en kunstners stil (“In the style of…”) og her ligger Rutkowski altså helt i toppen. Ifølge en artikel tilbage i september er Rutkowskis navn blevet brugt som en prompt omkring 93.000 gange i Stable Diffusion. Til sammenligning blev nogle af verdens mest berømte kunstnere – såsom Michelangelo, Pablo Picasso og Leonardo da Vinci – kun efterspurgt omkring 2.000 gange hver eller færre.
Uden kunstneres værker kunne der jo slet ikke genereres nogen billeder. Tech-virksomhederne kidnapper så at sige værkerne for at skabe nye og gambler i samme åndedrag med millioner af kunstneres eksistensgrundlag. Hvordan skal disse kunstnere holdes skadesløse?
Diskussionen om AI fortsætter
Poster til foredraget “AI – Hvordan forbliver vi relevante?” for Danske Bladtegnere hos Dansk Journalistforbunds lokaler. Der var mange fremmødte, for interessen – og bekymringen – er virkelig stor.
Min personlige holdning er, at jeg er meget bekymret for mit fag, og den udvikling det tager. Det er derfor jeg undersøger AI’en, så jeg ved hvad det er. Og for at finde ud af om jeg kan bruge det til noget. For det er fascinerende.
Jeg elsker at tegne, og jeg elsker især det at blive inspireret, og omsætte det til billeder – Og det piner mig, at det netop er det, som AI’en nu gør.
Selv hvis det vil lykkes kunstnere at få f.eks. et VISDA-/Bibliotekspenge-agtigt arrangement med udviklerne, så vi bliver begunstiget med et beløb, som tak for udbytningen, så ville jeg ærlig talt stadig hellere være foruden den teknologi. Men det er omsonst at stoppe det – det kommer ikke til at ske. Især fordi rigtig mange mennesker gerne vil have det, samt at der er så ufatteligt mange penge i det for udviklerne.
Men hvad med fake news?
Ja, hvad med fake news og misinformation? Det siger jo sig selv, at de fremstormende AI’er ikke ligefrem vil gøre det lettere at dæmme op for den i forvejen voksende mængden af misinformation. Hvis du troede misinformation allerede havde kronede dage, så spænd sikkerhedsbæltet og hold på hat og briller. AI’er er sindssygt kompetente til at lave fake news – en ting er at de største udviklere har sat begrænsninger på brugen af vold og sex, men den farligste brug – den politiske løgn – står frit for enhver at skabe.
Dette billede valgte jeg at lave, for at understrege hvor let det egentligt er, at lave en falsk narrativ – her er det Putin og Biden der går en tur på stranden og hyggesnakker. Det sværeste at lave var den lille fraggel-muppet med fake-skiltet i baggrunden.
Men hvad skal vi stille op med AI’en? Som sagt er jeg fascineret af hvad den kan og det kilder mig også mange af de rigtige steder, men selvom jeg elsker alkohol og chips, ved jeg at begge dele i for store mængder det ikke er godt for mig. Se mere her: Should artists be worried about AI Art? – Tegneserie-instruktører Clayton Barton og Ed Foychuk diskuterer AI. Dave McKean on the Impact of AI for Artists – Dave McKean kommer med nogle virkelig gode overvejelser The Red Hand Archive – Nick caves har skrevet om AI’en som tekstforfatter på sin hjemmeside og det er nogle ganske vedkommende overvejelser han kommer med.
En af de ting jeg synes kan være fedt, når man nu alligevel sidder og tegner, er at have musik kørende, og gerne noget skrammel. Tom Waits, hvis jeg skal lave noget meget ordentligt, ældgammelt punk eller indie, hvis jeg skal tegne noget meget pænt – så er der ligesom lidt balance i tingene. Hvis det er mit eget skidt, jeg sidder og tegner eller skriver på, så kan det faktisk være hvad som helst.
Eller også hører jeg podcasts.
Og for tiden hører jeg 3 Point Perspective. 3 Point Perspective er hosted (host-host) af Will Terry, Lee White, og Jake Parker, der alle 3 lever af at tegne og male, og tilsammen har et gigantisk portfolie. Illustrationer, grafik og tegneserier en mass! Og Jake Parker er også ham der kom op med InkTober, så det er altså et prominent selskab.
I denne podcast snakker de om does and don’ts i det at være freelance illustrator, og selvom de naturligvis tager udgangspunkt i en amerikansk virklighed, kan en stor del af podcastens indhold stadig let omplantes til en dansk. De taler om stort set alle aspekter ang. illustration – hvordan man gør det, hvordan man kan tjene til livets ophold ved det, og hvordan man kan få et impact med det – som de selv siger det.
Så tjek det endelig ud, hvis du lige mangler lidt inspiration eller har lyst til at supplere din viden om hvad det vil sige at være tegner. Det er good stuff 🙂
At prissætte sig selv er noget af det mest ubehagelige man kan forestille sig – i hvert fald hvis man er indrettet som mig. For når man først nævner penge overfor en kunde, så risikerer man virkelig at parkere sutterne på øretævernes holdeplads. Og det gør man fordi:
1. Man risikerer at sætte prisen for højt, og ens potentielle kunde derfor bliver sur og smækker døren efter sig…
2. Man risikerer at sætte prisen for lavt, og ens reelle bankmand m/k derfor bliver sur og smækker kassekreditten i efter sig.
Man kan naturligvis kigge i de seneste medieaftaler, indgået mellem HK Privat, Dansk Journalistforbund og Kooperationen fra 2021, som er udarbejdet til hjælp for illustratorer og grafikere (kan hentes her) – men de priser er nok heller ikke altid helt retvisende (emnet prissætning er faktisk til konstant debat – det seneste debatindlæg kan læses her på Journalist Forbundets hjemmeside.) Det er i hvert fald de færreste tegnere jeg kender, der rent faktisk får de priser, så hvordan finder man sin pris?
Kunst vs budget
Skal man tage fast projektpris eller skal man tage timeløn. Og hvis man tager timeløn – er der så forskellige takster? Koster en skitse mindre end en rentegning? Og hvad med farver? Og skal man give mængderabat?
Nu bliver det kedeligt…
Som udgangspunkt er det en god ide at kende sin dagspris. Hvor meget skal du have, hvis en kunde hyrer dig for en hel dag. Er det 4.000,-? 5.000,-? 8.000? Men det kan også godt være at en dagspris på 10.000,- liiige er i overkanten. Tænk på at der sjældent vil være arbejde til dig hver eneste dag, så hvis du vil sikre dig en absolut minimumsløn på 20.000,-/md, men ikke stoler på, at du kan få arbejde nok til mere end en uge, så skal du nok ikke tage en dagspris på under 4.000,- (Og husk nu på, at du har udgifter, der også først skal dækkes, før lønnen til dig selv kan udbetales).
Udgifter, udgifter, udgifter…
Jeg har prøvet at blive skældt ud af folk, der mener jeg er ude på at klemme penge ud af dem, bare fordi jeg som minimum gerne vil have den samme indtægt som en kassedame.
Prøv så at tage den dagspris du gerne vil have og divider det med en 8 timers arbejdsdag. Kig på det beløb og se, om hvordan det smager. Er det for højt eller lavt? Den kan du så bruge til at tænke pris på projekter, layouts, tegninger, whatevs. Når du laver en illustration, laver du måske først en skitse, som du sender til kunden, så er det jo bare at time den tid det tager, og så samholde det med den timepris, du før fandt frem til. Så gør du det samme med rentegningen. Der vil også være lidt skriveri frem og tilbage, lidt telefoni og måske endda et enkelt møde, og det skal altsammen også tænkes ind i prisen.
Tid er penge…
Og hvad så hvis der er flere tegninger? Ja, så kan du jo godt give lidt afslag i din pris, for der vil muligvis ikke være samme mængde af administration, og du kan måske cutte helt op til 10-15% af stykprisen, hvis der skal laves over 10 tegninger. Det samme gælder for projekter: Hvor mange timer bruger jeg på hver del af projektet, og addér så skidtet. Kan du se hvor jeg vil hen? Altid tænk i tid. På den måde er det dig, der bliver herre over dit tidsforbrug.
En god tegnerven sagde en gang, at når man giver en kunde sin pris, så skal det gøre lidt ondt i mavsen. Det lyder måske lidt… usagligt, men det er faktisk ikke helt forkert. De fleste vil nemlig gerne ud med deres kunst, men fordi det er ens personlige frembringelser, sætter man ofte prisen aaalt for lavt – for der er jo så mange derude, der der er en million gange bedre end en selv. Man skal huske at tænke på den værdi ens arbejde reelt har for kunden og hans behov – ikke på den værdi du selv føler den har.
Kundens syn på en, når han har modtaget ens pris…
Du kan ikke forvente at en kunde forstår, hvordan du prissætter dig, men så kan du altid vise den pågældende dit regnestykke på tidsforbruget. Om ikke andet, kan I i det mindste finde en fælles forståelse af, at budgettet så ikke er stort nok til at inkluderer dit arbejde, og så vender han forhåbentligt tilbage en anden gang med et større budget.
Hvis du sidder med spørgsmål til mit indlæg her, så tag endelig fat i mig her.
Læs evt. også om overvejelser man bør gøre sig, når man står med en børnebog i maven her.
Jeg får i ny og næ henvendelser fra folk, der har en børnebog i maven, og som har brug for en tegner til at sætte billeder på historierne. Nogle har allerede skrevet bogen, mens andre blot har “en føler ude.”
Personligt foretrækker jeg, at folk allerede selv har gjort sig besværet med at skrive bogen, inden de tager kontakt til mig, da jeg ellers risikerer at bruge uforholdsmæssig lang tid på kommunikation og skitserier, der aldrig bliver brugt. Man må ligesom selv lægge hovedet på blokken, før man beder andre om at gøre det samme, synes jeg.
Hvilket forlag skal jeg vælge?
Processen er typisk, at man skriver sin børnebogshistorie så færdig, at den er præsentabel og forståelig for en helt blank og udenforstående læser. Derpå sender man sit manus til et forlag efter eget valg. Herefter bliver det så temmeligt langhåret! For der er mange forlag. Hvilket et er godt? Hvor skal jeg gå hen med den? Er min børnebog artsy? Er den Disney-ish? Er det en pixibog jeg har skrevet? Er den politisk? Se DET kan jeg ikke hjælpe dig med. Det må du selv finde ud af. Selvudgiveri har jeg ingen erfaringer med, så det springer jeg let og elegant over her 🙂
Når du så endelig har fundet et forlag, og fået sendt det seneste manus afsted, skal du væbne dig med stor tålmodighed. Forlaget kan nemlig være alt mellem 8 uger til et halv år om at svare på, om de er interesserede eller ej i at udgive manus som børnebog. Og mange insisterer på, at man kun må sende manus til et forlag ad gangen! Først når et forlag har forkastet manus’et, kan man sende det til et andet. Derudover er konkurrencen ret hård – for der er virkelig mange børnebøger på markedet pt! Som i VIRKELIG mange!
Tegner til min børnebog?
Man kan dog selv prøve at finde en tegner, inden man sender sit manus til forlaget, for at se, om man ikke kan lave en aftale om et samarbejde. (Det kan gøre projektet lidt mere spiseligt for et forlag, for så slipper de selv for at skulle ud og finde en. Så skal man dog være sikker på, at man har fundet den rigtige, for hvis forlaget ikke er enig i valget af tegner, har det ganske givet den modsatte effekt…) I hvert fald kræver denne løsning typisk, at tegneren laver en til to færdige tegninger og derefter skitserer resten af bogens illustrationer, før det hele sendes til forlagene.
Min erfaring er, at da selve processen med at få en børnebog udgivet (ventetid og redigering af manus) kan være ret tung, så er det vigtigt at der er “god kemi” mellem illustrationer og historie – de skal så at sige komplimenterer hinanden. Lidt som et ægteskab faktisk 😀 Nogle historier kræver nuttede bamser i farverige omgivelser og andre kræver sort/hvide dystopier, og det er sjældent den samme tegner, der mestrer begge udtryk. Alt i alt er det at søge en tegner til sin bog ofte en besværlig affære, og som i alle store historier om makkerskaber, skal man ofte kysse en masse frøer, før man finder den rigtige. Men så kan samarbejdet altså også gå op i en højere enhed: Ingen Peter Plys uden E.H. Shepard, Ingen Astrid Lindgrenbog uden Ilon Wikland – ja, find selv flere 🙂
Whiteboard videoer bruges i stadig højere grad, men ingen tænker på de mange mennesker, der til dagligt lægger deres liv og førlighed i hænderne på usikker teknologi, for at levere dem!
Speeddrawing: En af mine faste karakterer som jeg ofte tegner, er denne lille gris (Som tit træffes på min Instagramkonto, btw). Her sidder han og får varmen lidt, for det er virkelig koldt udenfor idag! 🙂
Jeg må dog indrømme at jeg nu efter snart 2 år stadig ikke har fundet det rigtige navn grisen, og jeg er bestemt åben overfor forslag!
Speedrawing dækker typisk for mange forskellige former for online video, fra whiteboard videoer til opspeedede illustrationer, som denne.
Finder man frem til min Instagramkonto, vil man vide at jeg sketcher og doodler tegner utroligt meget i hånden. Jeg elsker det – og nu har jeg endda dokumenteret det pr video. Bare fordi det var fredag og endelig forår 🙂
